Keyboards og vodka, hvad kan gå galt?

Ah Finland, gode gamle, forfrosne og fordrukne Finland. Hvor hjemmesauna og hjemmebrændt er ligeså almindeligt som en iPhone med en knust skærm og tandlæger med dårlig ånde. Landet der har flere metalbands per indbygger end noget andet, hvilket da er en skæg rekord at kunne bryste sig af om ikke andet. Det må dog ikke betyde, ud fra ideen om kvalitet kontra kvantitet, at det ikke alt sammen kan være lige godt. På trods af genre og kvalitet, så er finsk metal dog altid genkendeligt pga. deres uhyggelige fascination af keyboard, ofte bestyret af en alt for energisk idiot savant med for mange fingre per hånd.

Jon Bon Jovi, Vince Neil og Tarja Turunen går ind på en bar…

Battle Beast har aldrig gået efter at være feinschmecker-metal – den slags, der får rullekrave-typer til at sidde og knipse stilfærdigt, mens de rører en kop kopi-luwak. Siden deres debut, Steel, fra 2011 har deres modus operandi været at lave ”dansemetal” – den slags powermetal, hvor man kan tumle omkring på et dansegulv, drikke lunkne fadøl i baren og mindes dengang, man havde hår andre steder end på ryggen. Men på deres femte album er de gået helt 80’er-amok. Albummet virker som én lang homage til glamrock og disco i en sådan grad, at man til tider betvivler, at det ikke er en fortolkning af Bon Jovi Greatest Hits, man sidder og lytter til. Bare tag et nummer som ”Unfairy Tales”, hvor man får lyst til at skråle ”it’s my life”, hver gang omkvædet begynder – og det er generelt temaet for hele albummet. Man skal være mere end ualmindelig glad for standardiseret glam med vaniljesmag for at kunne få noget andet end en dårlig smag i munden af dette album.

Det her album er et resultat af, hvad der ville ske, hvis Vince Niel og Tarja Turunen havde indgået et vanvidspræget samarbejde med Bon Jovi på sidelinjen. Det her er intet mindre end en vedderstykkelighed, som aldrig burde have set dagens lys.

Det er én stor og dårlig 80’er-kliché til en sådan grad, at man sidder og håber, det er en ironisk parodi på hele glamrock-bølgen, men jeg er bange for, at det ikke var hensigten bag.

Det eneste, der redder dette album fra en lunken bæ af et et-tal, er, at det er velproduceret, og at bandet sagtens kan spille. De to ting er dog altid sådan nogle lunkne og Etta Cameron-agtig ting at finde frem, for det er jo – ærligt talt – laveste fællesnævner, at et band kan finde ud af at spille og mixe.

Og de levede lykkeligt til deres… Nåh nej!

No More Hollywood Endings er nok den ringeste skive, jeg har hørt i 2019 indtil videre – det er faktisk lidt af en sonisk katastrofe. Jeg er helt forundret over, hvordan de seks medlemmer af bandet har kunnet se hinanden i øjnene samt blevet enige om, at nu kunne det ikke blive bedre. ”Old clichés still remain but I want my own endings” – denne herlige linje bliver sunget i titelnummeret, og det siger næsten det hele. For Battle Beast er så sandelig en kliché, og albummet får skam også en afslutning, hvilket er det eneste, man kan se frem til.