Send klovnene ind
Det sker af og til, at en forestilling ikke forløber helt efter planen. Et nummer kan kikse. Klappen kan gå ned. En replik kan forglemmes. Eller værre endnu … måske udebliver den ønskede respons fra publikum. I en svunden tid, hvor cirkusformatet spillede en større rolle blandt pøblens foretrukne fritidssysler, havde man som oftest et es i ærmet – man sendte simpelthen klovnene i manegen. Som aftenens muntre indslag sikrede disse kulørte gøglere, at showet kunne fortsætte. En glimrende strategi, der dog smuldrer en kende, når ’klovnen’ er forestillingens hovedattraktion og pludselig bliver sat ud af spil. I tilfældet Battle Beast udfoldede sig netop dette scenarie, da Noora Louhimo i efteråret 2023 måtte hasteindlægges grundet en rift i halspulsåren. For at undgå potentielt livstruende komplikationer, blev alle koncerter derfor indstillet frem til 1. december. Efter en veloverstået genoptræning kunne ’Cirkus Dommedag’ uden yderligere forsinkelser fredag aften rulle ind på Pumpen som del af den internationale koalition med tysk-tjekkiske Induction og svenske Saint Deamon.
Induction
Aftenens første artister aflagde senest visit tilbage i oktober, da de åbnede for Stratovarius og Sonata Arctica på Gimle i Roskilde. Stilistisk beslægtet med navne som Edguy og Majestica har den tyske konstellation med tjekkiske rødder efterhånden en lille dekade samt et par langspillere i rygsækken. Det kan dog diskuteres, hvor stor andel af bagkataloget der bør tilskrives det nuværende line-up. I kølvandet på en omfattende udrensning tilbage i 2022 har hele 80 % af kvintetten i skrivende stund kun spillet sammen i knap 24 måneder. Ikke desto mindre må gutterne have gjort indtryk på rette tid og sted, da man nok en gang kan finde Induction på plakaten, når Gimle lægger gulv til Epic Fest anno 2025. Min til lejligheden medbragte kollega og jeg kunne i hvert fald konstatere en usædvanlig lang kø, da vi landede ved indgangen til Pumpehuset kl. 20:06.
Godt og vel 500 forventningsfulde sjæle havde løst billet, hvorfor jeg nok en gang måtte undres over, at man lod første navn gå på blot 30 minutter efter dørenes åbning. Ikke mindst fordi loftslyset allerede blev blændet ned kl. 20:28. Vi var derfor lidet overraskende nået halvvejs gennem sættet, før Store Sal så småt nærmede sig sin maxkapacitet. De indledningsvist fraværende var dog formentlig bedre underholdt end os andre. Med en klar, men ganske spagfærdig vokal forsøgte forsanger Craig Cairns ihærdigt at klappe de forreste i gang. Det lykkedes til dels, om end gruppens manglende dynamik sidenhen blev stillet tydeligt til skue. Bedst eksemplificeret ved guitaristen Celine Peren, der siden november har deltaget på tournéen i stedet for fraværende Marcos Rodríguez.
Peren havde som soloartist aldrig spillet i band før sin optræden for Induction. Det var i den grad til at få øje på, og på trods af både energi og overskud fremstod hendes tilstedeværelse da også langt fra som et naturligt element. De forudsigelige finter stod til gengæld i kø som lemminger ved afgrundens rand. Obligatorisk snak mellem numrene, fistpumps og klassiske Accept-positurer levereret af guitarist Tim Hansen – søn af Kai Hansen fra Helloween – og bassist Dominik Gusch. Nå ja, og så skulle vi da heller snydes for en trommesolo på de mildt sagt hult klingende gryder. Med den gennemgående lave volumen in mente endte Induction dermed som en generisk, poleret og yderst kalorielet forret, der gav ganske gunstige arbejdsbetingelser for aftenens øvrige indslag.
Sætliste:
1. Intro
2. Born from Fire
3. Fallen Angel
4. Scorched
5. I Am Alive
6. Set You Free
7. Go to Hell
8. Queen of Light
Saint Deamon
Næste punkt på dagsordenen var et ganske ubeskrevet blad for denne anmelder, idet Saint Deamon ikke tidligere havde lagt vejen forbi Dannevang. Og hvad var den svenske kvartet så for en størrelse? Stiftet i 2006 har Örebro-drengene i høj grad vendt sig mod 90’ernes power-scene i Göteborg, hvorfra veteraner som Hammerfall og Lost Horizon udspringer. Diskografien tæller indtil videre fire albummer i fuld længde med League of the Serpent fra 2023 som det senest udgivne. Gruppen har gennem årene mestendels fastholdt en stabil kerne af medlemmer, om end de har haft visse udfordringer med at besætte pladsen bag tønderne. Alfred Fridhagen har således som den fjerde i rækken blot været ombord på skuden siden 2020.
Nøjagtig som i tilfældet Induction lød startskuddet præmaturt, og ligesom anonyme Craig Cairns led også forsanger Jan Thore Grefstad under de lave lydforhold. Den øvrige besætning demonstrerede derimod forskellen mellem førnævnte rotationsakrobater og en sammentømret enhed. Stærkest stod baslinjen fra Magnus Noberg, der fik lagt en tung og knasende sprød bund. Med mindre albuerum på gulvet var feedbacken fra publikum periodevis også af en noget anden kaliber. Følelsen af ’hoppeborg for voksne’ blev atter præsent under ”The Only One Sane (Nevermore)”, ikke mindst takket være det fornemme riff-arbejde af Toya Johansson. Et element, der dog samtidig afslørede ensemblets begrænsede kundskaber.
Saint Deamon kunne med nogen rimelighed godt betragtes som aftenens ’one-trick pony’. Det melodiske breakdown i ”No Mans Land” gjorde ellers sit for at bryde billedet. Playback af de indlagte keyboard-passager ødelagde dog oplevelsen en smule og afslørede samtidig, at illusionens sande mestre endnu ikke havde materialiseret sig på scenen. Grundrytmerne var langt hen ad vejen skåret efter samme skabeloner, og den svingende symbiose med masserne bevirkede, at vi skulle hen omkring ” Load Your Cannons”, før der atter blev løsnet skud fra halgulvet. Skamløst flirtende med omkvædet fra Hammerfalls signaturhymne, ”Hearts on Fire”, blev frasen med det skyhøje lixtal ’Load your cannons, load your guns’ flittigt udvekslet flere på hinanden følgende gange. Kort før klokken 22:00 kunne krydset ud for en marginalt mere vellykket optræden dermed sættes.
Sætliste:
1. In Shadows lost from the Brave
2. The Only One Sane (Nevermore)
3. The Final Fight
4. No Man’s Land
5. Load Your Cannons
6. Captain Saint D
7. Run for Your Life
8. The Brave Never Bleeds
Battle Beast
‘Mirror, mirror on the wall,
Who's the greatest of them all?
I'm the master of illusion
Welcome to my mad delusion
I'm the one who makes the rules
For the heroes and the fools
I can tear down angels from the sky
And make Mona Lisa cry’
Såfremt du fortsat har til gode at krydse klinger med Battle Beast … ja, så fortæller første vers af leadsinglen fra Circus of Doom vel egentlig ganske godt, hvad det er for et bæst, vi her har med at gøre. På 20. år og seks fuldfede skiver inde i karrieren er det praktisk talt umuligt at komme uden Noora Louhimo, der ellers først sluttede sig til truppen i 2012. Denne viltre valkyrie har foruden fuldtidsbeskæftigelsen i Battle Beast indspillet med navne som Hammerfall, Grave Digger og Amaranthe samt fungeret som livevokalist for selveste Kamelot i sæsonen 2018-19. Senest jeg havde fornøjelsen af finnekonens festlige selskab, var da gruppen gæstede Pumpehusets Store Sal tilbage i 2019. Og det endda i forlængelse af et mildt sagt ugunstigt oplæg i form af forsmædelige No More Hollywood Endings. For dem der er gamle nok til at genkalde sig Nightwish med notoriske Tarja Turunen i front, så fik vi ved den lejlighed samme medrivende og intense nærvær, blot renset for Tarjas distancerende divanykker. Noora derimod dedikerede sig ikke blot fuldt ud til sin scene. Hun formåede samtidig at møde sit publikum i øjenhøjde – således også denne aften!
Rammstein gør det. Sabaton gør det. Og Battle Beast gør det i den grad også! Performanceillusionister, der alle til hobe mestrer totalteatrets kunst til perfektion. Alle brikker sættes i spil, ingen udgifter er for høje, ingen kneb for billige. Det her handler udelukkende om én ting: at tryllebinde og dermed vinde massernes gunst. Indhyllet i røg og gnistrende fyrværkeri trådte showets ubestridte primadonna frem på rampen. Hvis der på noget tidspunkt var sået tvivl, om Nooras hårdtprøvede halsregion kunne klare belastningen, blev denne aldeles omgående gjort til skamme. I et virvar af unisone guitarriffs og dueller mellem keytar og bas blev ”Straight to the Heart” og sidenhen ”Familiar Hell” begge leveret med knusende overbevisning og effektivitet. Det var på alle måder kontrasternes aften, og på få tidspunkter blev dette tydeligere end under ”No More Hollywood Endings”. Et nummer, jeg som lytter har et yderst ambivalent forhold til. Anmelderen i mig vred sig grundet de flødefede klichéer, der gennemsyrer nummeret. Samtidig genkaldte stroferne sig de sorgløse stunder fra en tid, hvor promillen og stemningen som oftest var to alen af et stykke.
Modsat ovennævnte topartister har Battle Beast også de uventede tricks som et sine adelsmærker. Vel var vi forberedte på, at kærlighedstemaet fra Løvernes Konge nok skulle komme for en dag. Jeg må derimod blankt tilstå, at jeg ikke havde forventet at høre bassist og backing vokalist Eero Sipilä vride vers ud på … ja, noget der med god vilje mindede om dansk! Tilsat et par Hetfield’ske “yeah”, der ville få selv Jim Breuer til at trække på smilebåndet, blev klampen nu for alvor tæsket i bund. Jeg må i den forbindelse salutere både kondition og kompetenceniveau hos trommeslager Pyry Vikki, hvis dobbelte pedalskifte holdt et formidabelt niveau gennem hele sættet. På bagkant af et interludium, blandt andet bestående af et snurrende keyboard, toner fra Eiffel 65-hittet ”Blue” samt en snip fra ”I Was Made For Loving You” af KISS blev vi præsenteret for en omgang noget alternativ aerobic. Dog måtte vi strække våben over for Louhimos inhumane energiudladninger under ”Wings of Light”. Nu skulle sækken snøres og stikket tages hjem gennem et encore med tenderende royal værdighed. Først slog bas og guitar pjalterne sammen i hyldest til legendariske John Williams med miniaturepotpourriet ”The Force Theme / The Imperial March”. Dernæst fulgte fanfavoritten ”Master of Illusion” med sin spidsfindige lyrik. ”King For a Day” akkompagneret af røg, damp og øredøvende jubelbrøl fra de tilbedende masser. Og endelig satte ”Beyond the Burning Skies” punktum for en magtdemonstration, der meget klart understregede, hvilken hylde Battle Beast befinder sig på som livenavn. Ikke blot på power-scenen, men helt generelt. Det var aldrig til at se, høre eller mærke, at Noora for kort tid siden var siden var igennem et intensivt genoptræningsforløb. Jeg kunne derfor ikke lade være med at tænke tilbage på mit seneste besøg i Pumpen, hvor The Raven Age floppede fælt foran et fesent fremmøde i skolernes efterårsferie. Aftenens koncert lå til sammenligning fredag i skolernes vinterferie. Forklaringen? Ja, den er lige så simpel, som den er sønderlemmende: Det her var mere end spørgsmål om antallet af solgte billetter. Der var ganske enkelt niveauet til forskel. Det var Superligaen mod serierækkerne!
Sætliste:
1. Circus Of Doom
2. Straight To The Heart
3. Familiar Hell
4. Armageddon
5. Place That We Call Home
6. No More Hollywood Endings
7. Eye Of The Storm
8. Can You Feel The Love Tonight (Elton John-cover)
9. Where Angels Fear To Fly
10. Bastard Son Of Odin
11. Russian Roulette
12. Wings Of Light
13. Eden
Encore:
14. The Force Theme / The Imperial March (John Williams cover)
15. Master Of Illusion
16. King For A Day
17. Beyond The Burning Skies
