skribent søges
Barren Earth - A Complex of Cages

A Complex of Cages

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mere end deres indflydelser

Barren Earth fremstår for mig som en af de få supergrupper, der gentagne gange overgår de enorme forventninger. Når baggrunden tæller bl.a. Amorphis, Kreator, Moonsorrow og Hamferð har man bare at levere. Og Barren Earth leverer. Barren Earth leverer prog-death, og det bedste – det eneste – sammenligningsgrundlag er Amorphis og Opeth. Således har finnerne og færingen allerede ramt sømmet på hovedet med en mukkert, men Barren Earth er andet og mere end Amorpeth. Barren Earth er Barren Earth, og de er tilbage med både et nyt medlem – Myllynen på keyboards – og et nyt album – A Complex of Cages – og begge er yderst velkomne tilføjelser til henholdsvis gruppen og diskografien.

Kompleks og fængslende

Én af de talrige ting, der gør Barren Earth helt særlige, er deres næse for at skrive kæmpemæssige vokaler. På Cages har gruppen ladet opfindsomheden regere, og navnlig vokalharmonierne har fået et nøk opad i kompleksitet. Jón Aldará følger naturligvis trop med skiftevis dybe growls og storladne cleans, og navnlig omkvædene imponerer gennem hele albummet.  Nogle gange tostemmige, nogle gange trestemmige, hver gang et mesterværk af arrangement og udførsel. Storladent og til tider pompøst, ja, men fantastisk.

Men Cages er mere end opbygning til og udførsel af store omkvæd. Cages er progget, også i sammenligning med tidligere værker. Det kommer til udtryk i uventede toneskift, vidtrækkende sange, mangfoldige synths samt naturligvis et glimrende flow på albummet. I albummets kerne findes heldigvis også en heftig dosis dødsmetal, og sange som ”Ruby”, ”Zeal” og ”Spire” fremviser gruppens evne til at væve tung dødsmetal og melodisk prog sammen uanset sangens humør.

Barren Earth favner bredt og opfindsomt hvad virkemidler angår. ”Solitude Pith” begynder psykedelisk og trancelignende, og på anden vis udramatiske skift i tone og instrumentering forekommer dybt intense. Omkvædet i ”Dysphoria” rummer blot en antydning af rene vokaler i baggrunden, hvilket tilfører en grad af fortvivlelse som en egentlig andenstemme ikke havde opnået. ”Zeal” indledes med et pianospil der lyder af indadvendt utryghed, hvilket forløser sig i et konfliktsøgende riff der fungerer ved kontrasten mellem en direkte trommerytme og et punkteret guitarriff.

I tilgift er præstationerne fantastiske. Jón Aldará har jeg allerede rost, men jeg føler ingen skam ved at gøre det igen: Uanset hvad musikken kræver af vokalerne så leverer han det og mere til. Guitarerne er ikke som sådan i fokus, men Perttiläs og Yli-Sirniö leverer adskillige smagfulde soloer når sangene kalder på det. Jeg tager tit mig selv i bare at lytte efter Olli-Pekka Laines basspil. Tilføjelsen af Myllynen lader hele herligheden dyppe i synth, og endelig demonstrerer Marko Tarvonen betydningen af at have en kunstner frem for en håndværker bag trommerne.

Jeg har flere gange forsøgt at genhøre bestemte dele af albummet for at finde fejl, men ikke nok med at jeg ikke finder nogen, jeg kan heller ikke nøjes med at høre bare én sang. Kritikpunkterne er meget få, fordi der er meget få passager, der ikke sidder i skabet. Jeg synes, omkvædet i ”Scatterprey” er stærkere end resten af sangen, og jeg ville hellere droppe ”Spire” end nogen anden sang fra skiven. Det er snarere et råd end et kritikpunkt at Cages har brug for tid og opmærksomhed før man for alvor sætter pris på den, men jeg smider det ind her hvor der alligevel er plads til overs.

Et kunstværk

Efter første gennemlytning siger mine noter: ”Sindssygt progget hele tiden”. Efter anden står der: ”Ingen kan sige, det ikke er ufatteligt velkomponeret”, og efter tredje: ”Hvis jeg vægrede mig i begyndelsen, lægger jeg mig fladt ned nu”. Siden da er min begejstring for skiven kun steget. Hver gang jeg lytter for at finde fejl, bliver jeg i stedet forsikret om albummets unægtelige kvalitet. A Complex of Cages er en detaljerig og gribende rejse, som vinder fordi den er udtænkt og udført af en enestående gruppe af kunstnere.

Tracklist

  1. The Living Fortress
  2. Ruby
  3. Further Down
  4. Zeal
  5. Scatterprey
  6. Solitude Pith
  7. Dysphoria
  8. Spire
  9. Withdrawal

Tilføj kommentar