Awaken's debutalbum giver anledning til at støve CD-samlingen af Awaken's koncept er ret ligetil. De spiller metal. Deres allierede er guitaren, bassen og en stærk vokal. Det er en god start. Denne tilsyneladende minimalisme er for Awaken ikke blot et spørgsmål om at konstruere et specifikt lydbillede, men har til formål at hylde den klassiske heavy-metal igennem 10 numre. Det ville være på sin plads at karakterisere Awaken's umiddelbare inspirationer her, for at læseren kunne danne sig en forventningshorisont. I så fald, skulle man nok udvide skribentens såvel som sitet's kapacitet. Inspirationerne er, for at sige det mildt, mangfoldige. Albummets individuelle numre varierer ikke meget. De ligger alle på et spektrum over variatoner og fortolkninger af heavy-metal 1.01. Produktionen og udførelsen er i top, og særligt vokalen står meget stærkt i produktionen. Tempoet er stabilt og lyden tung. Man rocker med gør man! Man kan vælge at anskue Awaken fra to positioner. Som et epos, der hylder den traditionelle heavy-metal, og fungerer som en form for tribute til særligt 80'ernes amerikanske power/prog scene. Denne anmelder fik en enorm lyst til at fare ind til sin pladesamling og støve de gamle skiver af. På den måde lykkes Awaken. Den er så retro, at associationerne uundgåeligt giver anledning til at høre præcis de bands deres stil er inspireret af. All things metal. Stilen, charmen og naiviteten bliver vakt til livs. En lille renæssance en kold dag i marts. Problemet er blot, at nysgerrigheden for at høre mere til Awaken dermed samtidig træder i baggrunden. Desto længere vi bevæger os mod enden af Awaken og interessen burde være på sit højeste, desto mere lokkes der som med sirenesang om alle de plader man får lyst til at genhøre. Der foregår virkeligt en voldsom aktiverings af ens mentale bagkatalog! På den måde kommer Awaken lidt til at fremstå som en smagsprøve på en ret, hvis smag man kender særdeles godt. For at blive i de kulinariske metaforer, så stiller Awaken kun den lille sult med denne debutplade, i al fald når det gælder bandets egne musikalske udfoldelser. Den anden position man kan se udgivelsen fra, er mere orienteret mod en implicit kritik af vores måde at lytte til heavy-metal på. Awaken vil minde os om, at der var en tid før genrekategorisering var udkrystalliseret. Der var en tid, hvor vi bare hørte metal, hvad end en sådan størrelse nu ville antage. Fra det perspektiv kan man anse Awaken som en lamentation, en klagesang, måske endda et postludium til en genre der fortolkes som i dyb søvn. Der prøves altså at etablere en romantisering om heavy-metal i bredeste forstand. Et forsøg på at vække kæmpen fra ursøvn. Albummet kan anbefales til alle der er modtagelige overfor heavy-metal romantik og klassiske dyder. Jeg vil dog vove pelsen og mene, at alle ville kunne få udbytte af blot 10 minutter med dette album. Hvis ikke for dets egen-kvaliteter, så for de associationer blot 10 minutter ville medføre. Om man vælger at se på helheden som en klagesang eller en hyldest må være op til den enkeltes emotionelle tilbøjligheder. Trackliste: March of Aachen As the Dark, So the Light Bones to Dust Beneath the Surface Mourning Heroes My Silent Breath Awaken The Inquisitor Death of Me In this Circle