Autopsy - Morbidity Triumphant

Morbidity Triumphant

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Morbid triumf for legendariske Autopsy

De gamle drenge kan stadig

Et af dødsmetallens helt store navne, pionererne i amerikanske Autopsy, udgav i september deres ottende langspiller, Morbidity Triumphant. Af uvisse årsager er den fløjet under radaren her på redaktionen, men inden 2022 rinder helt ud, skal albummet have en anmeldelse med på vejen. Det er nemlig slet ikke tosset.

En kæmpe overraskelse af de bedre

Udover at være kendte for deres umiskendelige doomede dødsmetal, der altid bærer tematisk præg af makaber splat, mord og rådne indvolde, er Autopsy berygtede for at skifte bassister, som vi andre skifter underhylere. Greg Wilkinson er ny mand i folden – den ottende af slagsen – og ham vender vi lige tilbage til senere. Han spiller nemlig en ret stor rolle på Morbidity Triumphant.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke havde de helt store forventninger til pladen, første gang jeg smed den på anlægget. Bevares, langt det meste af det, Autopsy laver, er ganske fornuftigt, men jeg hører til blandt de mange, der mener, at Eric Cutler og Chris Reifert ikke har lavet noget rigtig bemærkelsesværdigt siden debuten fra 1989, Severed Survival, og dens efterfølger, Mental Funeral, der kom to år senere. Og oprigtigt talt placerede jeg dem for længst i kategorien ‘bands, der har deres bedste tid bag sig’. Men jeg tog fejl, gjorde jeg. Morbidity Triumphant er nemlig aldeles fornuftigt skåret og rummer en stor håndfuld pissefede numre. Mest medrivende er “Born In Blood” med sin fantastiske og møgbeskidte energi, “Flesh Strewn Temple”, der rummer riffs og grooves, der giver nakkesmerter hurtigere, end den gode Reifert kan nå at råbe ‘UUUUUUUUURRRRGGGHH’ for 117. gang, og endelig “Tapestry of Scars”, der udmærker sig med noget af det fedeste basspil, jeg nogensinde har hørt inden for genren. Greg Wilkinson er i dén grad en gevinst for Autopsy, der bestemt ikke lyder som et band, der er færdigt lige foreløbig, og for pokker, hvor han supplerer den altid hyperenergiske Chris Reifert bag gryderne på fedeste vis. Sikken en rytmesektion. Og slutteligt så skal der også lyde en kæmpe applaus til afslutteren “Your Eyes Will Turn to Dust”, der med sine konstant skiftende tempi og grooves er pokkers lækker dødsmetal, som vi elsker den. Storslået afslutning efter 41 fornøjelige og makabre minutter.

Autopsy version 8.0 er en af de bedste

Troede man, Autopsy var færdige og mere eller mindre et nostalgiband efter deres 14 år lange pause og efterfølgende gendannelse i 2009, skal man tro om igen. Morbidity Triumphant viser på flotteste vis, at Autopsy stadig er til at regne med, når det kommer til makaber splatter-death. Bandets musikalske spektrum er nok ikke det bredeste, der findes, og det er bestemt ikke posen med varierede virkemidler, der vejer tungest i øvelokalet, men det, de mestrer, bliver eksekveret til perfektion. Det holder fra start til slut, og det tænker jeg uden tvivl, garvede fans ligeledes vil sætte pris på.

Tracklist

  1. Stab the Brain
  2. Final Frost
  3. The Voracious One
  4. Born in Blood
  5. Flesh Strewn Temple
  6. Tapestry of Scars
  7. Knife Slice, Axe Chop
  8. Skin by Skin
  9. Maggots in the Mirror
  10. Slaughterer of Souls
  11. Your Eyes Will Turn to Dust