Tyske veteraner forsætter den gode stil
Tyske Atrocity har levet en noget omskiftelig tilværelse siden de startede som et grindcore band i midt-80’erne. Deres første lp’er i start 90’erne var rendyrket dødsmetal, og siden har de været omkring både symfonisk-, folk- og industrialmetal, samt en del udgivelser der ikke havde ret med metal at gøre overhovedet. Om der således er tale om et band, der febrilsk har ledt efter de vise sten, eller om de bare er et konstant søgende og eksperimentende ensemble, er en smagssag. Uanset hvor man står i den debat, så vendte Atrocity tilbage til dødsrødderne i 2013, og udgav et af deres bedste albums, Okkult, og det er da lidt af præstation næsten 30 år inde i karrieren. Okkult var angiveligt det første af en trilogi af albums, der alle skulle kredse om mystik, magi og ja, det okkulte. Nu, fem år senere, kommer så endelig opfølgeren med den fantasifulde titel Okkult II.
Død som Manowar ville lave det
Generelt fortsætter Okkult II, hvor forgængeren slap. Ret iørefaldende død med masser af lækre riffs og grooves, krydret med lidt symfonisk lir. Atrocity overdriver dog sjældent det symfoniske, men formår nogenlunde at holde fokus på at spille klassisk død. For det meste lyder de egentlig som Manowar ville gøre, hvis de besluttede sig for at spille dødsmetal - og det er faktisk ment som ros! Første sang, ”Masters Of Darkness”, starter med en dyster intro fra det klassiske, tyske digt Todesfuge: ”Der Tod ist ein Meister aus Deutschland” – så er vi i gang, selvom ”Masters” nu aldrig bliver så voldsom som annonceret. På næste skæring ”Shadowtaker”, sættes intensiteten en del op, og specielt mellemstykket har et uforskammet fedt riff. Bandleder Alexander Krull, der også står for den næsten lidt for lækre produktion, growler ligeså forrygende, som han altid har gjort, og han er klart et af pladens store forcer. På ”Bloodshed And Triumph” tager Manowar-tendenserne næsten helt over med masser af Sturm und Drang, men det fungerer stadig ganske fornuftigt. På ”Menschenschlachthaus” viser bandet, at tysk er et fabelagtigt sprog til dødsmetal, og ”All Men Must Die” er endnu et heftigt højdepunkt, hvor riffs, tempo og det symfoniske går op i en højere enhed.
Valar Morghulis
Selvom Okkult II stort set bliver ved med at levere lækre riffs og iørefaldende sange hele vejen igennem, så bliver det i længden lidt forudsigeligt og dermed også en smule ensformigt. Et andet problem er, at pladen med lækker produktion, samt kor og orkester inde over på samtlige numre, generelt er lige lovligt poleret. Men hvis du vil have andet og mere end old school, beskidt død så er der masser af guf at hente på dette ret vellykkede album fra de tyske veteraner i Atrocity.
