Photos by Emilie Dybdal
Morbidfest løb af stablen en søndag aften, og med et lineup, der fik tænderne til at løbe i vand hos en gammel hund, var der ikke andet at gøre end at starte Rio’en, fylde den med gode venner og smide sit korpus af sted mod Nordjyllands hovedby.
Vel ankommet og efter en hurtig tur på den lokale gyldne måge var det tid til at indtage Studenterhusets faciliteter, men det blev til et meget hurtigt kig, da første band allerede var begyndt at larme i salen…
Sadist
Jeg fik fundet mig en fin plads, og på scenen var italienske Sadist i fuld gang med deres sæt. Det første, der fangede mig, var sangeren, der var iført en gang udklædning, som fik ham til at ligne en seriemorder fra en hillbilly slasherfilm. Og så havde han en maske på, der var sådan en latexudgave af noget Ringenes Herre-agtigt halløj. Han havde, ifølge flere, entret scenen med en motorsav. Musisk kendte jeg ikke meget til Sadist; jeg kan huske at have hørt deres første skive fra 1993. Det virkede lidt som et band, der stak af i lidt forskellige retninger, og når det var bedst, kunne man næsten fornemme noget Atheist eller Coroner over musikken, mens det, når det var værst, var lettere nosseløst symfonisk. Der var ikke megen bevægelse på scenen udover trommeslageren, der spillede med hele kroppen, men det er heller ikke nemt, når publikumsresponsen er så pauver, som det var tilfældet. Sadist sluttede sjovt nok med det eneste nummer, jeg decideret kunne huske at have hørt med dem, nemlig ”Sometimes They Come Back”. Alt i alt en lidt flad start på aftenen.
Atrocity
Efter en kort pause var det blevet tid til tyske Atrocity. Et band, jeg fulgte tæt omkring deres to første skiver, hvorefter vi ”voksede fra hinanden”. Der var lovet et old school sæt kombineret med deres to sidste albums, hvor bandet er vendt lidt tilbage til deres death metal-udgangspunkt. Så jeg var spændt på, hvor mange af mine gamle favoritter vi ville få fra Hallucinations- og Todessehnsucht-skiverne. Bandet kom blæsende udover stepperne med Alex Krull i front, og publikumsresponsen var noget bedre, end det var tilfældet med Sadist. Der gik ikke længe, før bandet fyrede ”Necropolis” af, og det satte gang i denne skribents nakkemuskulatur. Der var generelt god energi i det hele på scenen, og de nyere numre gjorde sig fint sammen med de klassikere, det også blev til. To tredjedele henne i sættet kom mit højdepunkt dog, nemlig da de gav en fuldkommen blæst udgave af nummeret ”Blue Blood”, som også var titelnummeret på deres allerførste 7”-ep på Nuclear Blast. Dette nummer er meget mere grindcore-agtigt, og min nakke måtte igen i arbejdsmode. Helt generelt en rigtig fin oplevelse, der dog lige kunne være toppet, hvis de havde spillet enten ”Deep in Your Subconscious” fra Hallucinations eller ”Sky Turned Red” fra Todessehnsucht. Lyden var i øvrigt superfed hele sættet igennem.
Vital Remains
Og så var det tid til endnu en kort pause, som dog gik hen og blev en lang pause. Der gik lidt rygter om, at Vital Remains ikke havde gidet lave lydprøve, så den tog de lige ad hoc, hvilket fik folk til at strømme ind i salen og overvære en lydprøve, der vekslede mellem fornærmelser fra scenen til lyd- og lysmændene, bittesmå justeringer og generelt en lidt kold atmosfære. Men så var der også gjort klar til Vital Remains og deres hyperbrutale, sataniske dødsmetal, og hvis man kom for at få sandblæst sine øregange, så var man kommet det helt rigtige sted hen. Der blev simpelthen blastet løs med de vildeste trommer, der dog i den grad blev hjulpet på vej af tekniske hjælpemidler, ja så meget at de indimellem kom til at lyde programmerede. Derudover blev man mødt af en mur af guitar fra Tony Lazaro og hans sidekick samt et uhyre voldsomt dobbelt vokalangreb fra Brian Werner og bassist Gator Collier. Brian Werner komplementerede dette med en uhyre brysk og decideret fjendtlig udstråling, der ligger i god tråd med bandets udtryk. Det blev bare ganske hurtigt en anelse kedeligt, da det er så vildt det hele. Bortset fra i enkelte numre mangler Vital Remains, for mig, liiiige det der killerpunch som nogle mere fængende vokalpartier og riffs. Men ret skal være ret, for da bandet fyrede ”Forever Underground”-nummeret af, skal jeg love for, det ramte bull’s eye, og afslutteren på showet, ”Dechristianize”, som starter med, at Brian Werner tømmer et gedekranie med (teater)blod udover sig og åbner helvedes porte: "Turn up the whites of their eyes… Dechristianize!”. Nøj, hvor jeg trængte til en omgang vand efter dette … inden aftenens, på alle tænkelige måder, headliner tog over!
I Am Morbid
De kom, de så, de sejrede! Efter tre bands var det spændende, om I Am Morbid kunne lukke ballet med manér, og for at få den ud af verden, så ja. Fra allerførste anslag på trommen fra Tim Young stod det klart, at her ville ikke blive taget nogen fanger. I den næste time blev vi, der var til stede, forkælet med den ene udødelige klassiker efter den anden, og det hele blev styret af en fåmælt, brummende David Vincent i front. Han bevæger sig ikke meget rundt på scenen, men leverer en slags arrogant teater, hvor han får fans til at spise af sin hånd. Der blev skrålet med på alle hittene, som inkluderede ”Immortal Rites”, ”Fall From Grace”, ”Blessed Are the Sick”, ”Maze of Torment” og så videre. Lyden var lidt problematisk fra starten, hvor specielt Tim Youngs trommer led under at være forkert indstillet, men ret hurtigt fik lydmanden styr på det, og det gik virkelig op for en, hvilket monster den mand er. Han spiller organisk og med hele kroppen, hvilket bare giver et endnu vildere udtryk. I Am Morbid har for nyligt fået ny guitarist i skikkelse af Kelly McLauchlin, og man kunne i visse passager fornemme, at han ikke helt havde fundet sin plads i bandet, men hul i det. Efter omkring en time og et kvarter lukkede I Am Morbid af med ”World of Shit (The Promised Land)”, og jeg kunne sammen med min medkoncertgængere bevæge mig ud i den aalborgensiske aften, drible mod bilen, og alle blev enige om, at det havde været en fabelagtig oplevelse.