Hvordan er velour nervøs?
Arrival of Autumn er et canadisk metalband, som har eksisteret siden 2011, året efter udkom debut-ep’en Endless Nights, der to år senere blev opfulgt af debutpladen Shadows. Og nu, fem år senere, er de klar med ”den svære toer” Harbinger. En plade, der – hvis man skal vurdere noget ud fra coveret – er mystisk, malplaceret og stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Hvorfor står denne mystiske person ude i en skov, og så i dagslys? Hvorfor har han en pind med ild i, nu hvor det netop er dagslys? Og hvorfor er vedkommende iklædt nervøs velour?
Det er ret meget metalcore
Arrival of Autumn er et metalcoreband, det er der ingen tvivl om, når man lytter til Harbinger. Samtlige elementer fra genren kan krydses af. Vekslen mellem råb/skrig og sang. Tjek. Breakdowns. Tjek. Fængende melodier. Tjek. Så på genrefronten er der bestemt ikke sket en ændring siden Shadows. Ét sted er der dog sket en ændring, nemlig på produktionen af pladen. Hvor Shadows havde en papirstynd lyd med en nærmest ikke eksisterende bund, og vokalen overdøvede alt, er der nu sket tydelige forbedringer. Vokalen matches nu af de resterende instrumenter, og alt bygges op på en god, tung og solid bund. Til tider en anelse tungere end man ellers ser det i metalcore.
Dog formår Arrival of Autumn og Harbinger aldrig at bryde rammerne for metalcoreskabelonen. I de tungere sektioner prikker de lidt til dem og flirter svagt med en smule deathcore. Men at gå fra en skabelonskåret genre og tilføje lidt elementer fra en lige så skabelonskåret genre er bare ikke voldsomt ophidsende. Det hjælper lidt på det, at der af og til kommer en uventet sektion eller et interessant riff – noget, der blandt andet ses i starten af både ”Witness” og ”Better Off Without”. Men det er desværre bare ikke nok til at hive det samlede niveau på pladen op på et voldsomt højt plan.
Det er virkeligt synd, for når de nu viser, at de godt kan gøre en genre, der efterhånden består af mere genbrug end originalitet, spændende, så er det grusomt irriterende, at de ikke gør det. Man når kun lige at tænke: ”Det var et atypisk riff, gad vide hvad det udvikler sig til?”, før det skuffende svar prompte kommer: absolut intet. Bedst som de åbner op for kassen med gode ideer, lukker de for den igen og springer over, hvor gærdet er lavest for at appellere til laveste fællesnævner. Hvilket som sådan også er fint, hvis man stiller sig tilfreds med metalcore au naturel, men lidt krydderi havde været lækkert.
Det er også ret meget kedelig metalcore
Harbinger er en alt for sikkert spillet plade – den er hverken god eller dårlig, den er der ganske enkelt bare. Af og til formår den lige at stikke til rammerne for sin genre og lege lidt med dem. Det er bare alt for lidt med alt for langt imellem. Er man fan af metalcore, vil man uden tvivl blive ganske fint underholdt i den halve times tid, pladen varer, men den efterlader ikke et videre stort indtryk. Det mest bemærkelsesværdige ved Harbingers er, at den er bedre end sin forgænger, så på den måde har den indfriet forventningerne omkring ”den svære toer” – men de forventninger var også meget lave.
