Titler er en underlig ting

Første gang, vi hørte fra danske Arquebus, var i september 2019 på debut ep’en III – ja, jeg anmeldte den først i januar 2020, og nej, jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor debuten ikke hedder I. Ep’en bød på post-inspireret prog metal, der trods glimrende musikalske færdigheder ikke efterlod et nævneværdigt aftryk på trommehinden. Dette tog dog ikke modet fra Arquebus, der sidst i oktober i år udgav deres første fuldlænge Khasma.

Det er drømmende, det er dragende, det er dejligt

Som forventet er det stadig det post-rock/metalliske prog univers, som Arquebus bevæger sig rundt i. Et kig ned over tracklisten afslører dog, at bandet har valgt at tage to kendinge fra ep’en med – ”Convex Polygon” og ”Tetrahedron”. Desværre var sidstnævnte ikke noget voldsomt interessant bekendtskab. Men nu nummeret er i en ny sammensætning, lader vi tvivlen komme Arquebus til gode, og ser hvad dette andet skud i bøssen byder på.

Første halvdel af pladen – ”Convex Polygon”, ”Spheroid” og ”Chasm” – er klart pladens højdepunkter. Især ”Chasm”, hvor Arquebus’ post- og proginspirationer for alvor smelter sammen til noget nær perfektion. De komplekse progsekvenser med let drømmende postmetallisk underlæg giver oplevelsen af at falde let som en fjer gennem et ormehul; evigt skiftende i form og farve, undertiden som en tesserakt i et farvespektrum, der kun kan observeres af mantis rejen. Dog skal man ikke være bange for at ende i en af universets mørkeste afkroge. Som numrenes hjerterytme dunker et simpelt men glimrende groove, der guider lytteren sikkert gennem Arquebus’s kringlede univers. Og når vokalist Sigurd Rasmussen samtidig lyder som en afdæmpet Devin Townsend, så er det lige før, alt går op i en højere enhed.

Men også kun lige før. For selvom ”Tetrahedron” er bygget op på samme måde, som de tre foregående numre, så, hvor dumt det end lyder, nu vi er i metallens verden, er leadguitaren alt for aggressiv. Hvis vi skal holde det i et drømmende univers, kunne nummeret hedde ”Skærebrænderens Vuggevise”. Det jazzede udtryk i ”Juxtapositions I” havde passet bedre som åbningsnummer, og i stedet for at fungere som interessant pendant til proggen, giver det mig flashbacks til en jazzkoncert, hvor etiketten på min øl var mere interessant end musikken.

Få så arrangeret den tour med Advocacy

På de to år, der er gået siden III udkom, har Arquebus forbedret sig markant. De har fundet sig mere til rette i deres post/proggede univers og ramt en dragende og drømmende tilbagelænet lyd – ikke ulig aarhusianske Advocacy. Der er dog stadig et par ting for Arquebus at arbejde med. Men bruger man udviklingen mellem bandets to udgivelser som pejlemærke, så har jeg meget få bekymringer om Arquebus’ fremtid – det skulle da lige være, hvis de vælger at satse hele butikken på jazz.