The Shaking Sensations spiller koncert i PåTaget, Odense .
The Shaking Sensations - How Are We To Fight the Blight?

How Are We To Fight the Blight?

Udkom

Type:Album
Genre:Post-rock
Spilletid:56:31
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Norsk genfødsel

Danske The Shaking Sensations blev oprindeligt dannet i 2005 i Vestjylland, og i 2010 udkom deres første skæring, nemlig EP’en This is Your Hellfire Religion!. Kort tid efter valgte de dog at gå hver til sit, men musikken og de skrå brædders sirenesang var for lokkende, så derfor genopstod de i 2017 på Vivid festivalen i Norge. Nu er deres tredje album så ude og trods den totale mangel på vokal, så er man næppe i tvivl om, hvad bandets budskab er.

Et stille opråb

Med sit cover af en model klædt i spøgelsesagtige plasticposer, og fra albummets navn til sangtitler som ”End of Hope” får man hurtigt en ide om, at The Shaking Sensations ikke er det mest opmuntrende band i verden. Kort fortalt, så handler albummet (ifølge bandet selv) om, at det hele går ad helvede til, men hvis vi tager os sammen og kæmper for det, så er der en lysere fremtid i sigte.

Og se, grunden til jeg skriver ”ifølge bandet” er netop, at bandet ikke har en forsanger. De lader musikken tale for sig selv, og lytteren må derfor selv tænke og føle sig frem til, hvad han/hun mener, musikken betyder. Ergo er der en enigmatisk aura over musikken, som jeg har det blandet med, hvis jeg skal være helt ærlig. For albummet er velproduceret, og de fem herrer spiller fremragende og ved godt, hvordan man skal skrive post-rock – men jeg savner nu altså en vokal. Og jeg er helt klar over at forlange en vokal fra et band, der understreget, at de er instrumentale, svarer til at vade ind hos Burger King og forlange en hotdog. Men så alligevel... For vokalen er altså et instrument, og dets fravær fjerner en dimension af musikken på samme måde, som hvis man fjernede guitaren eller trommerne. Jeg har intet imod instrumental musik eller numre – hvem kan have noget imod Beethoven eller et nummer som ”Orion”?! Men bandet selv siger, de er inspireret af bands som Alcest og Cult of Luna, og hvad ville de to bands være uden vokal? For vokalen er – for mig – der hvor man finder bandets identitet og kerne. Og ja ja, jeg kan allerede nu høre alle dem, der står og bræger op om, at en perlerække af døds- og black metalvokalister lyder komplet ens, men I ved jo godt, hvad jeg mener, så sæt jer ned.

I deres pressemeddelelse slynger de om sig med store ord og begreber, og der er næsten ingen grænser for, hvad de ikke mener, deres musik er og kan. Og det er da fedt, at man har en række holdninger og et budskab, men for pokker da, at forlange, at lytteren selv skal regne budskabet ud uden lyrik virker som en bjørnetjeneste af rang. Lytteren har da netop brug for vokalisten, på samme måde som den blinde har brug for sin førerhund.

Vandremusik

Der er ingen tvivl om, at musikken er flot og tenderende cinematisk, og de formår at lyde som en række af mine postmetal-helte som fx Deafheaven, MØL og Alcest. Men den manglende vokal gør altså, at det ”blot” ender med at virke som et soundtrack til en tur i skoven eller langs stranden. Jeg respekterer og forstår fuldt ud deres koncept, men der skal altså mere til end en fiks ide og en holdning – desværre.

Tracklist

  1. Twenty Amino Acids
  2. Tremendous Efforts
  3. The Frailness of Your Stem
  4. Manual Trauma
  5. Sightings
  6. End of Hope
  7. In Dead Silence, Hang Your Ghosts
  8. Arcadia

Tilføj kommentar