Apparatus - Yonder Yawns the Universe

Yonder Yawns the Universe

Udkom

Type:Album
Genrer:Avant-garde Metal, Death metal
Spilletid:33:18
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Korte kompositioner

Det er svært at anmelde eksperimentel musik. Hvad hvis man bare ikke fatter, hvad der foregår? Hvis musikken er så amorf, at den synes skrevet af den blinde idiotgud, Azathoth? I indeværende tilfælde søgte jeg svar i pressematerialet, og minsandten om ikke der gemte sig en åbenbaring: De københavnske eksperimentalister, Apparatus, skriver selv, at de ”… udviklede […] deres eget bud på tolvtoneteknik og aleatorisk komposition ved at rulle terninger og kaste kortspil på gulvet”. Så kan jeg bedre forstå, at Yonder Yawns the Universe lyder som Azathoths værk, for det er i en vis forstand realiteten. ”Ekstremmetal møder Arnold Schönberg i rummet”? Det lyder for skingrende vanvittigt til at være sandt… så det passer sikkert.

Tilfældigvis godt

”Synchraat” er en passende åbner og beskriver – så vidt muligt – albummet som helhed. Et forvildet udtryk skabes gennem dissonante og forvrængede akkorder, sidenhen afløst af lige så forvildede tremolo-riffs på en bund af blastbeats. Pludseligt fører et break til en passage med to uforvrængede guitarer, der spiller en art kald-og-svar-stykke uden nogen genkendelig tonart, mens menneskestemmer skriger, griner og hulker i baggrunden. Det tog mig et stykke tid at bemærke, at strukturen er lineær - ingen passager gentages. Opfølgeren ”Lash” tager lyden længere ud i rummet med stratosfæriske toner over en tung doom-rytme, endda tilsat overjordiske korstemmer og sporadiske blastbeats. Jeg kan selvsagt ikke gætte, hvor stor rolle terninger og kort har spillet i sangskrivningen, men af et eksperimentelt og aleatorisk værk at være, er det – undskyld mig – overraskende meningsfyldt, i hvert fald når man lærer det at kende.

For at komplementere de brat vekslende stilarter har Yonder et konsekvent manisk udtryk, som bindes sammen af albummets tætte atmosfære og konstante dissonans. Anden halvdel af albummet læner tungere på sludgemetallen, og rytmerne her bygger oftere på groove, mens tunge chugs udgør udgangspunktet for de stadig dissonante akkorder. Både ”Æon” og ”X” lyder hver især som nærmest Voïvod-inspireret ekstremsludge via en helt særlig strukturering af guitarværket. (Er det i øvrigt lyden af Skype, der starter op 38 sekunder inde i ”X”?). Afslutteren ”Flux” lægger sig tættest op ad Incantations virkemidler med absolut forfærdelig doom og growls, brat afvekslet med tæskende passager af blastbeats. Til sidst synker leadguitaren dybere og dybere ned i vanviddet, indtil kun atonal guitarstøj og katarsisfremkaldende trommer høres; en passende afsked.

Som hovedregel er Yonder… imponerende og velskrevet, selvom nogle af sangene af og til skærer den sidste rest af lyttervenlighed væk. ”Cults” rummer et par doom-passager, hvor guitarerne nærmest er nonfigurative, og på trods af en god sans for dynamik er det primært det afsluttende, kosmiske black metal-stykke, jeg nyder ved sangen. Ligeledes har jeg svært ved at følge riffet i det mest intense stykke i begyndelsen på ”Empyrean”, selvom den er hurtig til at rette op på det. Gruppen skal til gengæld have ros for at holde længden på treogtredive minutter; der er virkelig ikke brug for at gøre en dobbelt-LP ud af dissonant dødsmetal.

Carl Nielsen vender sig

En (muligvis usand) anekdote om Carl Nielsen fortæller, at han i Frankfurt i 1927 skulle have fortalt et selskab af komponister, at han havde gransket et af Arnold Schönbergs værker for at finde en lille del, han kunne forstå. Langt om længe lykkedes det ham at finde to takter, han forstod, om hvilke han bemærkede ”… und die waren bei Gott nicht gut!”

Jeg er ikke Carl Nielsen, og Apparatus er ikke Schönberg, men jeg har gransket Yonder Yawns the Universe for at finde en lille del, som jeg kan forstå. Det lykkedes langt om længe at finde to takter, og lad mig sige: de er ved Azathoth udmærkede. Endnu mere vanvittigt end tilblivelsen af Yonder Yawns the Universe er det faktum, at det faktisk fungerer godt. Ovenstående anekdote er inkluderet med glimt i øjet. Der er væsentligt mere end to takter at holde af ved Yonder… – hvis man er villig til at granske det.

Tracklist

  1. Synchraat
  2. Lash
  3. Cults
  4. Adnihilo
  5. Æon
  6. Empyreann
  7. X
  8. Flux

Tilføj kommentar