Anbefaling for viderekomne
Ud fra devisen ’jeg har ikke altid ret, men jeg tager aldrig fejl’ må selv vi her på redaktionen med al rimelighed sande, at ingen regel er uden undtagelse. Det skortede ellers ingenlunde på de lovprisende fraser, som denne skribent forud for sommerens udgave af Copenhell fik plastret på brasilianske Angra. Den progressive power-kvintet havde hidtil aldrig sat fod på dansk grund, så forventningerne var i sagens natur derefter. Fredagens første indslag på Helvíti vil dog primært bliver husket for konferencier Stine Omegas geografiske blamage – Angra havde tilsyneladende taget hele den lange vej fra Australien (!) – samt det mildt sagt pauvre fremmøde, der rundt regnet talte ’tre ludere og en lommetyv’. Når man kigger på det glimrende oplæg, Angra havde til rådighed i form af gruppens niende album, Ømni, og samtidig tager de ikke uanselige rejseomkostninger for et band af brasiliansk herkomst i betragtning, så er det vanskeligt ikke at blive trist til mode over den uforløste oplevelse på alle parters vegne. Det sørgmodige sindelag er i mere end en forstand atter aktuelt på jubilæumsudgivelsen, Cycles of Pain. Med 12 numre, de fleste med en spilletid strækkende sig over mere end fem minutter, er det således noget af en murstensroman, vi her tager hul på – og netop romanformatet vender vi tilbage til!
En cyklus af sorg og smerte
Som det fremgår andetsteds, jævnfør de føromtalte anbefalinger, kan grundessensen i Angra klassificeres som en fusion mellem power, prog, neoklassisk og brasiliansk folkemusik. Netop den nationale forankring i katolicismen skinner klart igennem på den instrumentaliserede ouverture, ”Cyclus Doloris”, en gejstlig komposition klippet direkte ud af, hvad jeg vil vurdere som en begravelsesceremoni. Stemningen er forventeligt andægtig og tung, hvilket står i markant kontrast til førstesinglen, ”Ride Into the Storm”. Et for Angra arketypisk opus komplet med galoperende guitarharmonier, klassiske kompositioner, energisk pedalarbejde af Bruno Valverde og ikke mindst intense, teatralske vokalarrangementer leveret af den modne frontmand Fabio Lione. Det er ingen hemmelighed, at brasilianerne er et festligt folkefærd med karnevalskultur i årene. Den fængende melodi bør dog aldrig ofres på de dramatiske virkemidlers alter – og her rammer vi faktisk lige i solar plexus, selve konfliktens kerne på albummet, om man vil.
Der er masser af progressive praj fra muserne i Queensrÿche og besnærende basspil fra Felipe Andreoli på dobbeltnummeret ”Tides of Change”. Der er tillige patos på alle tangenter i ”Vida Seca”, direkte udledt af Graciliano Ramos’ roman Vidas Secas, en cyklisk fortælling om det golde familieliv i landets ludfattige, nordøstlige region. For at fremhæve de lokale rødder yderligere, har Angra til lejligheden alliereret sig med sangeren og landsmanden Lenine. Oven på blafferens brugsforvirring til de ukendte galakser på Ømni vil jeg endda gerne anerkende de langt mere jordnære og personlige perspektiver på nærværende album. Fra den dystopiske novellesamling centreret om år 2046, hvor udviklingen af kunstig intelligens har ændret vilkårene for det perceptuelle og kognitive menneske, tager Cycles of Pain i stedet sit afsæt i nutiden og de personlige tab, Angras medlemmer de senere år har stået igennem. Først måtte Bittencourt tage afsked med sit fædrene ophav, og derefter med originalt stiftende medlem, Andre Matos, der i 2019 afgik ved døden som følge af hjertestop i en alder af blot 47 år.
Hvorom alting er, ændrer ovenstående fakta dog ikke på de knastørre kendsgerninger: De ensformige hooks, den tilsvarende trivielle lyrik og de ellers stort anlagte soli på numre som ”Gods of the World” såvel som den obligatoriske ballade – der yderst forudsigeligt deler navn med albummet – bliver simpelthen ikke hængende. Når vi taler powermetal, så skal vi op på de høje nagler med storladne omkvæd, der giver os lyst til at slå håret ud og drage gennem ild og vand for at frelse skønjomfruen i nød. I stedet afbrydes jeg af en indre konflikt, angående hvorvidt jeg skal vaske tøj i dag eller i morgen. Samme kritik kan rettes mod ”Tears of Pain” og de klassiske vokalindslag, der bryder de lettere monotont vævede gobeliner. Ganske betagende som de hænger der i al deres pragt, står de bare ikke skidegodt til ’divaneseren’ fra ILVA hjemme i de private gemakker.
Akut behov for revitalisering
Intet nyt under den skånselsløst brændende sol over São Paulo. Perspektivskiftet fra forgængeren er blandt de mest bemærkelsesværdige træk fra et band, der for længst har fundet sin formel og ikke afviger mange tommer derfra. Lione har stadig en fyldig og indtagende stemme, men hvad angår det øvrige ensemble er det svært for alvor at fremhæve nogle frem for andre. Bevares, øksekrigerne Bittencourt og Barbosa besidder begge et højt bundniveau, men får for sjældent fuldt udbytte deraf. I den forbindelse bør nævnes det manglende fokus i skæringerne, der for de flestes vedkommende som bekendt strækker sig ud over de fem minutter. Læg dertil den trivielle lyrik, så har du opskriften på middelmådighed i metermål. Cycles of Pain er i smertelig sandhed en rammende titel på et album, der i høj grad afspejler stagnationen i genren og dermed borger for et tilsvarende behov for en revitaliserende saltvandsindsprøjtning fra den yngre generations aktører.
