Ben i næsen og blastbeats

Finske … And Oceans har siden 1995 været black metallens svar på en punket kemilærer med hang til industrielle beats og stroboskoplys. Deres eksperimenterende tilgang – en bastard af black metal, EDM og industrial – er hverken for sarte sjæle eller genrepurister. Jeg forestiller mig dog, at halvdelen af Ruhr-distriktet står og nikker taktfast med gasmaskerne spændt stramt om kraniet, hver gang et nyt album rammer gaden. Nu er finnerne klar med deres niende udgivelse, The Regeneration Itinerary, som de selv kalder deres mest eksperimenterende til dato. Men her melder det eksistentielle spørgsmål sig: Når et i forvejen eksperimenterende band lover endnu mere eksperimenterende musik, bliver resultatet så i virkeligheden mere konventionelt?

Slem EDM

Finnerne lægger fra land i et hæsblæsende tempo, der kunne skræmme selv en metronom i koma. Lydbilledet tæskes konstant frem af ubarmhjertige blastbeats og Mathias Lillmåns vokal – en lyd som en nysmurt motorsav, der ved en fejl har forvildet sig ind i et slagteri og nyder hvert sekund indsmurt i blod. Den er rå, slagkraftig og fuld af had, og det er skønt som bare pokker. Der er både spændvidde og smadder i lungerne, men lidt for ofte tager instrumenterne over og giver de symfoniske elementer og EDM-liren for meget plads. Det er uden tvivl pladens akilleshæl. For lad os være ærlige, EDM og black metal har omtrent samme kemi som tandpasta og Coca-Cola. Især på nummeret ”The Form and the Formless”, hvor vi starter med lækker, old school norsk black metal, men pludselig bliver voldtaget i ørerne af noget, der lyder som et afvist nummer fra en Electric Callboy-demo. Det er ikke bare malplaceret, det er decideret stemningsdræbende. Det svarer til at tænde et stearinlys i en krypt og så fyre en konfettikanon af direkte i fjæset på et lig.

Finnerne klarer sig markant bedre, når de holder snitterne fra EDM-mikseren og i stedet lader deres symfoniske og melodiske black metal tale. For her er der faktisk noget at komme efter. Instrumenterne spiller i god harmoni, og bandet er dygtigt til at skabe dynamiske rytmeskift, hvor hvert medlem får sin tur i rampelyset. I åbningsnummeret, ”Inertia”, bliver trommerne trukket frem i søgelyset, på ”Prophetical Mercury Implement” bærer Lillmåns’ skrig verset med en snert af gal profet på svampedrop, og på ”The Fire in Which We Burn” sættes guitaren i front med et hypnotiserende riff. Langt hen ad vejen fungerer det fortrinligt, men man sidder også med en snigende deja-vu-følelse. For mange af eksperimenterne føles ikke nær så friske som tidligere. Faktisk lugter The Regeneration Itinerary lidt af en tungere version af bandets anden udgivelse, The Symmetry of I – The Circle of O. Pladens højdepunkt, ”Ways of Sulphur”, er dog blandt finnernes bedste numre til dato, og det viser, at de stadig har det i sig, her mere end 30 år efter debuten. Der kunne bare godt have været … mere.

Zwei grosse black bar

The Regeneration Itinerary er i bund og grund en ganske hæderlig udgivelse, som dog lider af sit eget storhedsvanvid. Der er hældt så mange genrer i gryden, at man næsten ikke kan undgå at hade en enkelt af dem. I mit tilfælde er EDM-elementerne som et rustent søm i en ellers nydelig ligkiste. … And Oceans består uden tvivl af dygtige musikere, og deres vilje til at skille sig ud er prisværdig, men tendensen til at forveksle innovation med rablende galskab sikrer dem desværre kun seks kranier i denne omgang.