...and Oceans - As in Gardens, So in Tombs

As in Gardens, So in Tombs

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk black metal, Nu Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Navneskift og bugtalerdukker

Finske … and Oceans er på alle måder et løjerligt band. Da de startede tilbage i midt-90’erne, spillede de keyboarddreven symfonisk black a la Emperor og Dimmu Borgir. Med årtusindskiftet ændrede de stil til et mere industrial-/nu-metal-influeret black, og for at cementere dette drastiske skift skiftede de sørme også navn til Havoc Unit i 2005. Det førte dog ikke rigtigt til noget, og derfor gik bandet i opløsning indtil 2017, hvor de genopstod som … and Oceans. Ligeledes har bandet skiftet medlemmer adskillige gange, og på listen over medlemmer finder man bugtalerdukken You. Ergo er det et band, det er svært at blive klog på, men uanset hvad, så er de ude med albummet As in Gardens, So in Tombs.

Gode ideer og dårlige ideer

Uanset hvad bandet igennem årene har eksperimenteret med, så er grundessensen fortsat lynhurtig og hårdtslående black metal. Du bliver tæsket igennem med det ene riff efter det andet, alt imens Mathias Lillmåns (kendt fra primært Fintroll) råber ad dig – så langt, så godt!

Men bandet har bibeholdt 00’ernes industrial- og nu-metal-elementer, og det var der virkelig ingen grund til, for det er ikke på den fede Anaal Nathrakh-agtige måde, men mere på en måde, der minder mere om KoRn og Fear Factory. Og som en, der får spontant eksem i lysken af KoRn, så skal jeg virkelig ikke bede om den slags i min black metal – eller musik generelt. Kombinationen af klassisk finsk black metal og så nu-metal-breakdowns er så uskøn, at Grev Ingolf fremstår billedsmuk. Og inden jeg fremstår så konservativ, at jeg får en invitation til en date med Søren Pape, så vil jeg gerne understrege, at jeg er kæmpe fan, når genrer eksperimenterer, blander og tænker nyt – men når det kommer til noget, der bare minder om nu-metal, så siger jeg stop. Heldigvis fylder de elektroniske elementer ikke så meget på albummet, men de dukker dog op i ny og næ for at minde en om sin unødvendige eksistens.

Derudover ville jeg ønske, at albummet var kortere eller havde færre numre. For med ti numre og en spilletid på over 50 minutter bliver man som lytter utrolig hurtigt mættet. Jeg har absolut intet imod lange sange og timelange album, men hvis bandet ikke formår at bruge tiden fornuftigt, så bliver det hurtigt en ørkenvandring. Og det er desværre her vi har As in Gardens, So in Tombs. Misforstå mig nu ikke, der er masser af fremragende metal på albummet, men der er også virkelig meget fyldstof – og ikke kun i form af underlødige 00’er-toner. Nu og da forsøger bandet sig da også med at implementere de symfoniske elementer fra fordums tid, men de er så dybt begravet i mixet, at man aktivt skal lede efter dem for at finde dem.

Men trods denne kritik, så er der skam stadig numre, der er værd at fremhæve. For eksempel titelnummeret, ”The Collectorand His Construct”, eller ”Carried on Lead Wings”, og ligeså kan Lillmåns ikke få ros nok som vokalist – han lyder fremragende som altid. Der er heller ikke en finger at sætte på resten af bandets tekniske kunnen, dog kunne jeg have ønsket, at albummet havde en mere rå lyd og ikke var så toppoleret.

Point for kreativitet, men…

… and Oceans er, som tidligere nævnt, et løjerligt band. De skal dog have point for kreativitet og nytænkning samt nogle virkeligt fede titler. At jeg så personligt synes, deres nu-black-kombi er en vederstyggelighed, ændrer ikke på, at ideen er interessant – og kreativitet skal belønnes. Så i det store hele er So in Gardens, So in Tombs en ganske god, endda finurlig udgivelse, men den er hverken banebrydende eller just ”album of the year”-materiale.

Tracklist

  1. As in Gardens, So in Tombs
  2. The Collector and His Construct
  3. Within Fire and Crystal
  4. Carried on Lead Wings
  5. Likt törnen genom kött
  6. Cloud Heads
  7. Wine into Water
  8. Inverse Magnification Matrix
  9. The Earth Canvas
  10. Ambivalent God