Ingen stier… endnu
På trods af at Rusland har knap 150 mio. indbyggere, har jeg kun hørt meget, meget lidt heavy metal fra verdens største land. Dette er en skam, for i et land med så rig historie, musiktradition og kultur er der grobund for en kolossal metalscene. Ét af de etablerede navne på den russiske scene – uanset størrelse – er Amber Tears (Янтарные Слезы) fra Penza, som siden 2002 har spillet folkeinspireret doom metal. When No Trails er russernes tredje album, og mit første møde med dem, og selvom der i mine ører er plads til forbedringer, håber jeg absolut på, at det ikke bliver det sidste.
Hængemule på russisk
En hedensk atmosfære indleder ”Sing the Wind, Sing the Raven”, førend forvrængede guitarer toner ind og snart tager direkte hul på sangens hovedtema; storladent, melankolsk og koldt. Verset bringer talt poesi på russisk med ringende akkorder og enkelte leads i baggrunden, hvorefter omkvædet benytter guitartemaet som akkompagnement til forsangerens lidenskabelige growls – på russisk, naturligvis. Et kontraststykke bringer melodisk, akkordbaseret og ikke mindst tiltrængt riffen til sangen, og herligheden fuldender standardstrukturen idet, den vender tilbage til omkvædet og klinger ud.
Amber Tears spiller den type doom, der bygger på tonstunge akkordanslag, sørgmodige guitarmelodier og growls, og den del har de såmænd styr på. Andet nummer, ”Where I stayed”, følger samme skabelon som første, førend ”In the Whirlwind of the Last Days” gør plads til mere udvidet sangskrivning, herunder en sjælfuld guitarsolo og en mere riffet tilgang. Men for mit vedkommende er det ”Under the Stars Light”, der imponerer mest med et aldeles storslået marchtempo riff, blandt andet fordi det står i slående kontrast til resten af albummets melankoli.
Som det hører sig til i hængemule-doom tager russerne deres tid, og følgelig er der kun fem numre fordelt på albummets godt fyrre minutter. Dette er, som det skal være, men jeg efterlyser lidt mere end standard ABABCB-struktur til at fylde sangenes 7-10 minutter ud. Navnlig åbneren og førnævnte ”Under the Stars Light” trasker af sted på deres hovedtemaer, til de bliver slidt grundigt ned og kunne have nydt godt af mere behændig sangudvikling. Talevokalerne er jeg heller ikke videre begejstret for (selvom jeg er vild med, at de holder teksterne på russisk), blandt andet fordi, at de er yderst sparsomt akkompagneret. Albummets forløb kan også forbedres, da de to første numre samtidig er dem, der minder mest om hinanden.
Gode stykker med fyld
When No Trails er et album af den type, der gemmer en vældig fin halv-times EP, men hvis sange bliver strakt længere, end idéerne kan bære. Der er fornemt lidelsesfulde melodier og tunge, melodiske riffs, men vel at mærke begrænset til to-tre fremstående passager per sang. Vokalerne er fortrinsvist eminent lidelsesfulde growls, men med talestykker ind i mellem, som jeg føler, gør sangene en bjørnetjeneste. Ikke desto mindre er der meget at nyde ved When No Trails, og tilhængere af tungsindig doom bør give den en chance.
