Italien er nok bedst kendt for spaghetti og dyrt designertøj, men her er altså Aborym, et italiensk industrial black metal-band, der er meget mere spændende end Gucci-jakker og Prada-tasker.

Deres femte album "Psychogrotesque" er en avant-garde affære, der blander harsk black metal med mørk elektronisk musik, hvilket passer det lyriske koncept, nemlig vanvid og mental lidelse, fortrineligt. Pladen er i det store hele meget ubehagelig at lytte til - og sådan skal det jo være i industrial black metal.

Guitarlyden er meget skarp og nærmest skærer sig ind i øregangene, og trommerne leverer gang på gang ultrahurtige blastbeats, men det er kun en del af musikken (der er også enkelte mere thrashy dele). Der gøres også brug af keyboards, der skaber en mørk ambience, og så er der skræmmende lydeffekter, der tit bare kommer ud af det blå (så som en flues summen, lyden af tandlægebor, mentalpatienters desperate skrigen samt mere surrealistiske effekter). Derudover er der sektioner med programmerede trommebeats, der nogle gange kan minde lidt om den stil, The Prodigy var kendt for; og der er endda enkelte house/techno-dele, som selvfølgelig bibeholder black metallens mørke. I det store hele synes jeg, at de elektroniske elementer virker, men der er enkelte steder, hvor det kommer til at virke lidt for forceret.

Der er some sagt noget lidt avant-garde over denne plade, og der blandes ikke bare black metal og techno-musik. Der er også saxofon på dette album, og jeg synes faktisk, at de steder, hvor saxofonen bruges, virker kanon godt. Det er måske den mest positive del, for mig, ved dette album - at høre, at midnatssaxofon og black metal sagtens kan kombineres.

"Psychogrotesque" er et ubehageligt bekendtskab, men man må respektere pladen for at være et kunstværk, der mere eller mindre opnår det, som kunstnerne forsøger at opnå. Og netop derfor kan den anbefales til dem, der er interesserede i det mere kunstneriske og ekspressive.