Top-3: Jonathan Pichard 2025
Redaktionens største brokkehoved, snobberøv og pessimist numero uno, den såkaldte ’Bandslagter’, er klar med sin årsliste!
Ak ja, endnu et år, endnu en årsliste. 2025 – wow! Sikke et år, i hvert fald i forhold til den linde strøm af fremragende metaludgivelser, som vi har fået smidt i nakken nærmest fra årets start til årets slut. Allerede i januar fik vi lov at bevidne Patriarkhs glimrende ’debut’, og henimod slutningen af november fik vi en gedigen omgang melo-black fra et så uventet sted som Armenien.
Dertil skal nævnes de mange fantastiske ting, der landede imellem. Især var 2025 et vanvittigt travlt år for de danske metalbands. Jeg ved ikke, om de havde aftalt, at i år skulle være året, hvor alle med et rødbedefarvet pas og en guitar partout skulle smide noget på gaden, men sådan blev det nu engang.
Normalt sidder jeg altid på denne tid af året og leder – med lys og lygte – efter tre danske udgivelser, som var gode nok til at blive nævnt i mit årslisteskriv. Men i år har det været en kamp at begrænse sig til blot tre – spændende! Som altid har den internationale scene budt på et utal af eminente albummer, men det er ganske vist også noget mere forventeligt.
Men nok snak, lad os nu bare komme i gang med at hylde de bedste udgivelser, som 2025 har budt os!
Danske udgivelser
3. pladsen: Morild – Disse Fugle Får Ingen At Se
Det havde da rygtedes, at Morild ville udgive noget i år, men ingen vidste reet set hvad, hvornår og hvorledes – altså lige indtil orkestret, totalt ud af det blå, udgav Disse Fugle Får Ingen At Se. Bare ’bum, her er den sgu!” – og den slags er altså ret sejt. Det var en fantastisk overraskelse, ikke bare fordi det grundlæggende altid er rart med nyt fra Morild – det sker ikke så tit jo – men mestendels fordi denne her skive er fuldstændig eminent. Det er så afgjort det bedste, de endnu har bedrevet, hvilket alligevel siger en hel del, da deres bundniveau generelt er tårnhøjt. Et nummer som “1000 Kroppe” cementerer virkeligt, hvad Morild er, og hvad de kan – fantastisk flot arbejde!
2. pladsen: Sunken – Lykke
Ovenpå Livslede havde jeg egentlig ikke tænkt mig, at jeg ville anmelde Lykke. Men min nysgerrighed blev alligevel for meget for mig, så jeg endte med at kaste mig over den – og novra, hvor jeg er glad for, at det endte således. Lykke er så afgjort og uden spørgsmål Sunkens magnum opus. De har aldrig været stærkere eller bedre, end de er på Lykke. Den særegne kombination af DSBM og blackgaze, som bandet har formået at fremtrylle, viste sig at være præcis den lyd, som dansk black metal gik og manglede – og i så lille et land med så mange bands er det altid smart at finde en plads, hvor der endnu ikke sidder nogen og fylder.
1. pladsen: Afsky – Fællesskab
Det er ikke for sjov, ej heller et tilfælde, at Ole Luk er nået dertil, hvor han er, eller at Afsky turnerer land og rige rundt mere eller mindre konstant. Afsky har alle dage været et fabelagtigt black metal-band, men med Fællesskab har bandet formået at lave et weltklasse album – hverken mere eller mindre. Albummet repræsenterer den klassiske Afsky-lyd, men også en enorm progression, for selvom man sagtens kan høre, hvor Afsky startede, så er det tydeligt, at Ole vil videre. Jeg troede bestemt, at Afsky toppede på Ofte Jeg Drømmer Mig Død, men jeg tog fejl – hallelujah!
Internationale udgivelser
3. pladsen: Deafheaven – Lonely People with Power
Tilbage i 2021 var jeg intet mindre end hvidglødende af raseri efter at have udsat mig selv for den elendige omgang kønsløsesødsuppe, som Deafheaven kaldte for Infinite Granite. Jeg havde egentlig afskrevet bandet, og jeg undlod også at se de efterfølgende koncerter, hvor bandet netop spillede numre fra føromtalte skive. De efterfølgende interviews, som bandet gav, bekræftede mig også i, at bandet var dødt for mig. Men så skete der alligevel det, som jeg aldrig havde troet, ville ske, selvom jeg da havde håbet på det – håbet er trods alt lysegrønt. For den 27. januar i år beviste Deafheaven, at de stadig havde tricks oppe i ærmet, og at de var lige så hidsige og indebrændte som i de gode gamle dage – da landede singlen “Magnolia” nemlig, og som ved et trylleslag var min kærlighed til bandet genoplivet. Lonely People with Power er et fantastisk værk i klassisk Deafheaven-stil og muligvis det næstbedste, de nogensinde har udgivet. Her beviste de, hvorfor de er de ubestridte konger af blackgaze – så nu håber jeg virkelig, at bandet formår at holde fast i deres kerne, således at vi ikke får en Infinite Granite 2 – Gud bedre det!
2. pladsen: Vintersorg – Vattenkrafternas Spel
Efter en femårig pause er kongen af progressiv vikingemetal tilbage for fuld pedal, nemlig hr. Andreas Hedlund. Det er svært at vurdere, hvorvidt Vattenkrafternas Spel er den bedste Vintersorg-skive til dato, da bandet reelt set aldrig har begået en dårlig skive. Men uanset hvad er det en fabelagtig skive, og den har den klassiske legesyge og fantasifulde sangskrivning, som Vintersorg altid har, og som ingen andre besidder – og den stemme ...! Det virker da også til, at udgivelsen her har tændt en voldsom ild i manden bag, for der går ikke én dag, hvor han ikke lægger små videoer op af, at han sidder og spiller, jammer og fortolker sine egne numre og konstant fortæller løs om, at der snart sker noget nyt og stort. Man kunne jo håbe på en koncert, bare en lillebitte en, på dansk grund. Vattenkrafternas Spel er tæt på at være den bedste skive, jeg har hørt i 2025, men den bliver lige akkurat slået på målstregen af et andet svensk vikingeensemble …
1. pladsen: Månegarm – Edsvuren
Hold nu fast, for en skive …! Der er absolut intet nyt i, at svensken ved, hvordan man spiller metal. Månegarm kan fejre både deres 30-årsfødselsdag, og at de har udgivet den bedste plade i deres karriere i år – tillykke! Når vikingemetal bliver gjort godt, altså rigtig godt, så er det muligvis den absolut bedste nichegenre af metal, der overhovedet findes, hvilket Edsvuren virkeligt beviser. Skiven her er et rendyrket overflødighedshorn af alle de dele, som gør vikingemetallen så underholdende: skønsang, strubesang, violin, brølen, hvæsen, 1980’er-guitarsoli, blastbeats, punkspade … you name it! Edsvuren har det hele!
Det er virkeligt en pragtpræstation, især når man så tit oplever, at de ældre bands begynder at hvile på laurbærrene efter de første par årtier i manegen. Så vidt jeg kan læse mig til, så har Månegarm ikke spillet på dansk jord siden 2019, hvilket bestemt er for galt – forhåbentlig ændrer dette sig snart, så man kan få lov til at skråle med på et nummer som “Lögrinns värn”.
Årets skuffelse
Hvor der er forventninger og forhåbninger, er der naturligvis også skuffelser. 2025 var, som tidligere nævnt, et fremragende år med masser af storladne værker, men også et år med skuffelser. Men hvilken var den største? Her er det fristende at nævne, hvor skuffende det var at erfare, hvor nidkære, barnagtige og perfide mange danske metalfans bliver, når de opdager, at det måske ikke er alle, der lovpriser deres idoler – især når det drejer sig om nationale idoler. Her blev der virkelig bevist, at man ikke kan skrive ’fanatiker’ uden først at skrive ’fan’, og at man jo altid kan blive andenhåndskrænket. Det vil altid fremstå bizart, når fans er dårligere til at tage imod kritik end artisterne, men det er nok ikke anderledes end destruktive fodboldhooligans, der er af den forskruede opfattelse, at deres hold ikke vinder, hvis ikke de kaster med bænke eller tæver det andet holds fans.
Alternativt var den største, musikalske, skuffelse Nine Treasures’ seneste udgivelse, Seeking the Absolute. Tænk sig, her har man gået og ventet hele otte år på en værdig opfølger til Wisdom Eyes, altså en gedigen omgang folk-metal med mongolske undertoner, og så får man slet og ret en værre omgang røvballe-steppe-rock a la Creed på telttur. Fy for pyffer! Det mest skuffende er dog, at bandet har så travlt med at distancere sig fra deres rødder, altså det, der gjorde dem til et navn og skabte deres fanbase. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ikke – nærmest per automatik – kommer til at springe deres næste skive over …
Årets overraskelse
Nu hvor jeg allerede har nævnt, hvor stor en overraskelse det var, at Deafheaven pludselig ville være et metalband igen, må jeg vel hellere finde på noget andet at belyse her. Så lad os da drage mod Polen i stedet, for selvom The Shit Ov God ikke er den bedste Behemoth-udgivelse til dato, så er det den bedste skive, de fandenivoldske polakker har bedrevet i over et årti. Det i sig selv var overraskende, men det mest overraskende var bestemt, at en plade med et så absurd åndssvagt navn overhovedet kunne være ens tid værd. Ovenpå en endeløs række ligegyldigheder så er det utroligt rart at se og høre, at Nergal & co. rent faktisk stadig kan skrive ganske habil blackened death metal. Forhåbentligt holder Behemoth niveauet herfra, så vi undgår flere dyk og udsving, men næste gang må der godt være mindre lort – tak!
Boblere
Traditionen tro gør jeg mig ikke i ’boblere’ – der ville simpelthen være så mange, at det bare ville være en alenlang, røvsyg liste. Så i stedet er her en playliste med eksempler fra samtlige boblere – plus det løse – fra årets gang. Der vil også være eksempler fra plader, som måske ikke scorede så høj en karakter, men selv slatne plader kan jo godt have et godt nummer eller to.