Dø i … nogens navn!
Udover System of a Down skal de fleste nok lige bruge et par minutter på at komme i tanke om et metalband, der har noget med Armenien at gøre. Metal Archives, som ellers er ret grundigt, har også kun oplistet 54 bands fra Armenien. Til sammenligning har Iran 154 bands listet. Men Armenien er selvfølgelig også en miniputnation. Langt størstedelen af de 54 bands fra arkivlisten spiller black metal, ofte af den hedenske slags – hvilket er herligt ironisk, når nu det lille bjergland anses som det første kristne land i historien. Ildarunis andet opus omhandler da netop også den helt spæde kristendom, faktisk så spæd at vi nærmest er ude i en slags superhidsig protokristendom med reminiscenser af den romerske mytologi. Altså den slags, hvor sværdet er hævet højere end korset, og de vantro skal gyde deres ukristelige blod på sandet. Om det så skulle være i Jesu eller Mithras’ navn, er ganske underordnet.
Betonåg og bølleriffs
Divinum Sanguinem – eller 'guddommeligt blod’ – er ved første lyt ikke den mest originale skive. Det er forventeligt, at et superduper kristent land, som ydermere har været underlagt USSR’s tonstunge betonåg, har en musikscene, der lyder meget hen ad noget, vi andre har hørt gentagne gange de sidste mange årtier. Men det er især den helt klassiske luciferiske black metal, som vi kender den fra Dissection og Watain, der dominerer lydbilledet. I takt med at pladen udfolder sig, hører man også elementer fra både Immortal, Rotting Christ samt en bunke riffs, der godt kunne spore deres oprindelse tilbage til Darkthrones Panzerfaust-skive.
De sporadiske folk-passager er ligeså med til at understrege både Armeniens kultur og landets nærorientalske samt, formodede, sumeriske rødder. Det lyder måske som en værre omgang ruskomsnusk, men netop fordi Ildaruni låner fra så mange forskellige bands, formår de at skabe deres egen lyd – eller: De er i hvert fald meget tæt på.
Min største anke ved musikken er egentlig Narek Avedyans vokal. Han er ikke en dårlig vokalist, men når musikken er så grandios og bombastisk, havde en mere levende og varieret vokal været at foretrække fremfor hans generelle skræppen. Nu og da benytter han sig af lidt skønsang, pseudogrowl og endda noget, der minder om gregoriansk munkesang – og alle tre fungerer meget, meget bedre, da de føjer noget gravitas til musikken. Man kan håbe, at han virkelig skruer op for sine vokalambitioner, når de engang går i studiet for at bikse en ny omgang sammen. Ydermere må de lige så godt skrue op for de Rotting Christ-influerede bølleriffs som eksempelvis det, der dominerer c-stykkerne i både “The Ascension of Kosmokrator” og “Forged with Glaive and Blood”, samt flere heltesoli som på “Of Nomos and Flaming Flint Stone”. Faktisk så må de gerne skrue op for alt på det næste album, for det er faktisk dét, der holder Divinum Sanguinem tilbage. Man kan mærke, at de har lyst til at skrue alt op til 11 og gå fuld balalajka, men man kan også mærke, at de ikke helt tør – endnu. Hvilket er en skam, for ud fra, hvad de har præsteret på denne udgivelse, tror jeg på, at de sagtens kunne slippe afsted med at gå amokka.
Veni, vedi … øhm …
Divinum Sanguinem er en rigtig god udgivelse, og Ildaruni er ligeså et fremragende band – det er der ingen tvivl om. Det er en herlig skive at slutte mit anmelderår med, og ligeså er bandet en skøn opdagelse her sidst på året. Jeg håber dog virkelig, at de netop vælger at tænke endnu større, end de allerede gør, for de er rigtig tæt på storhed; nu handler det bare om, hvorvidt de tør tage de sidste trin op ad rangstigen. De må, for alt i verden, ikke stagnere eller begynde at tænke i minimalistiske baner – vi skal videre, og vi skal blive større og stærkere! Ildaruni er kommet, de har set, nu mangler de blot at sejre.