Ved profetens skæg!

Man siger, at et billede siger mere end tusind ord. Nu har jeg stirret mig blind på albumcoveret til ”Typho-Tantric Aphorisms from the Arachneophidian Qur'an” og jeg ved ikke, om jeg er blevet klogere eller dummere. Men tegningen af gudinden Kali, der sidder overskrævs på Kabaen, alt imens hun æder folk og suger diverse energier ud af pyramiderne, er måske nok det mest absurde albumcover, jeg har set i mange år. Det er ikke helt til at vide, hvad albummets budskab er, men ét eller andet siger mig, at gruppen fra Vestbengalen ikke er så pjattede med sine muslimske naboer ovre i Bangladesh. Desværre for Tetragrammacide er albummets cover også det eneste der reelt set er værd at snakke om.

Vent, må grind godt være kedeligt!? Blasfemi!

Trods det pirrende cover og de tilsvarende absurde titler på henholdsvis både sange og album, så er T-TAftAQ helt standard dødsgrind med enkelte black-elementer hist og pist. Det er ikke som sådan dårligt, men det er heller ikke spændende nok til at retfærdiggøre en længde på mere end tre kvarter. Man skal være meget, meget mere pjattet med dødsgrind end jeg for at kunne se og høre fidusen ved denne udgivelse.

Det er tydeligt, at Tetragrammacide forsøger sig med at være ekstremt provokerende. Alt ved dette album skriger: ”Se mig, og bliv provokeret!” Men musikken er desværre slet, slet ikke spændende nok til, at man føler denne provokation. Jeg følte eksempelvis aldrig et behov for at se, om den sande provokation gemte sig i lyrikken, som jeg tidligere har følt ved andre grind-relaterede bands som Anaal Nathrakh eller Cattle Decapitation, så det må forblive i det uvisse. Ligeså er de absurde sangtitler en enorm hæmsko, for det er umuligt at huske, om det nummer, man lige hørte, var ”Mandelbrot Scarab of Fractal Manifestation Trapped in the Arachnid Webs, Spun Above the Hidden Pathways Into Non-Euclidean Interbetweenness”, ”Intoxicated Bees of Sekhet-Aarhu Circumambulate the Abode of Self Beheaded One Who Forever Danceth in Her Shaktisexual Ecstasy” eller ”Fifteen Streams of Lunar Kalas Secrete from the Quaking Yoni of the Goddess Sixteen (Tantric Alchemy of the Cascading Nectars of Sodashi)”. Derfor bliver det et album, hvor det er umuligt at referere til ret meget andet end, ja, netop absurditeterne omkring selve udgivelsen, som også er langt mere fascinerende end albummet i sig selv.

Musikken i sig selv, og ligeså produktion og mix, fejler reelt set intet – bortset fra, at det er lige dele intetsigende og kedeligt.

Forlæns og Baglæns

Jeg indrømmer gladeligt, at jeg gik til dette album med høje forventninger. Vestbengalsk-blasfemisk-dødsgrind lød da spændende, og om ikke andet, så lød det da som et unikt koncept samt konstellation.

Desværre var resultatet alt andet end spændende og unikt. Det er i stedet den type album, hvor du kunne høre det forfra, bagfra og endda spillet bagvendt, og du ville aldrig opdage forskellen. Det er de samme tonser-rytmer, den samme bjæffe-vokal og de samme riffs i løbet af samtlige 45 minutter – hvilket måske er det mest imponerende ved Tetragrammacides nyeste album.