Uden risiko, ingen gevinst

Første gang jeg hørte Sun of the Dying, var på en fantastisk afslapningstur til Madrid i 2016, der indebar escape rooms, hesteridning og en tredjegradsforbrænding som souvenir. Den lokale doom-metalgruppe gjorde ærligt talt ikke meget væsen af sig dengang, så jeg blev oprigtigt overrasket, da deres nye udgivelse, A Throne of Ashes, dukkede op. Når man tænker over det, giver det dog fint mening, at jeg var overrasket. Bandet har eksisteret i mere end 12 år og er først nu klar med album nummer tre. Men som man siger: uden risiko, ingen gevinst. Så jeg tog hul på værket med samme beslutsomhed, som dengang jeg kastede mig over en rygende varm paella i Madrids aftenvarme. Med stor appetit.

Man bliver klogere med alderen

Heldigvis må jeg indrømme, at det spanske band er vokset på mig siden dengang. Deres ekstremt langsomme fortolkning af en i forvejen dvælende doom-genre er gennemsyret af følelsesmæssig tyngde, og den primære årsag er forsanger Eduardo Guillós indlevelse. Hans vokale nærvær er fremragende, selvom lyrikken til tider fremstår lige lovligt enkel og uden stor omtanke. Åbningsnummeret ”Martyrs” er klassisk Sun of the Dying. Guillós rene, sørgmodige vokal driver musikken frem og bryder baslinjens monotone kredsen, ikke helt ulig danske Blazing Eternity.

Som lytter må man dog acceptere, at tålmodighed er en nødvendighed. Flere af numrene kan ikke bære deres længde. På trods af rosen har ”Martyrs” ingen grund til at strække sig mod ni minutter, når de sidste tre blot fungerer som en langsom skygge af resten, afsluttet af en kort synth-outro. Albummet markedsføres som death/doom, og death-elementet er mest tydeligt i ”Black Birds Beneath Your Sky”. Netop her mister gruppen dog grebet. Tempoet er for nølende, strukturen for fragmenteret, og det står klart, ar de bevæger sig uden for det, de mestrer. Havde de fastholdt fokus på doom-metallen, ville helheden fremstå mere sammenhængende og stærkere.

Heldigvis lukkes albummet med skæringen ”Of Absence”, der indkapsler alt det, som Sun of the Dying gør bedst. De tunge, sørgmodige guitartoner, den rustne efterårsvokal, og et band, der ikke undskylder for sin egen langsomme og mørke æstetik. Det er her, de finder deres ret.

Overskyet med enkelte solstrejf

Sun of the Dying er et talentfuldt band, og A Throne of Ashes er en solid udgivelse, om end ikke uden tydelige mangler. Med en skarpere selvredigering og en mere målrettet forståelse af deres styrker, kunne albummet løfte sig markant. Jeg må derfor erkende, at selvom jeg forhåbentlig er blevet en smule klogere med årene og har lært mere om musikkens fagre verden, er jeg stadig ikke dér, hvor jeg med god samvittighed kan kalde mig selv for superfan.