Uglebjørnen slår til igen
Tilbage i 2023 udgav den amerikanske proto-powerkvartet Owlbear deres debutplade, Chaos to the Realm, der med kraftfulde riffs, en nådesløs rytmesektion og en helt fantastisk vokal faldt i særdeles god jord hos undertegnede anmelder og således fandt en plads på daværende års power metal-rangliste. Dermed var forventningens glæde stor, da bandet i slutningen af februar udgav opfølgeren, Feather & Claw.
Magt og vælde
Pladen åbnes af “As Arrows Hail”, og fra første sekund bliver man blæst bagover af en galopperende lydmur, der hverken skorter på tyngde eller gennemslagskraft. Det er således tydeligt, at denne plade har et meget mørkere, tungere og mere aggressivt udtryk end Chaos to the Realm. Dette står dog på ingen måde i vejen for, at pladen også byder på iørefaldende omkvæd og medrivende melodier, der i den grad sparker røv – akkurat som på forgængeren. På den måde udvider amerikanerne altså deres lydbillede, samtidig med at de er tro mod deres rødder.
Denne lydmæssige alsidighed bliver især tydelig på pladens anden skæring, “Shadow of the Dragon”, der senest efter anden gennemlytning lader selv det sureste metalhoved vippe lidt med foden. Nummeret er med sit syng-med-venlige omkvæd båret af Katy Scarys stemme og lynende guitarpassager leveret af Jeff Taft et ubestridt højdepunkt. Ét element, der giver sangen det sidste spark, er den underliggende rytmesektion med Leona Hayward på bas og Estee Slaughter på trommer, der skaber et fyldigt og tungt gesamtkunstwerk. Der er således ingen tvivl om, at denne plade absolut lever op til bandets tidligere højder. Og tro det eller ej, med “Crawl from the Carcass” erobrer de sågar hidtil urørte tinder. Sangen bevæger sig med en midt-tempo takt og klassisk heavy metal i en lidt anden retning, end kvartetten tidligere har gjort, og jeg må sige, at det virkelig fungerer for dem. Scarys facetrige stemme, der finder en perfekt balancegang mellem skærebrænder og skønsang, giver musikken kant og passer perfekt til stilen, der kombineret med instrumenterne skaber et helt unikt udtryk, som man kun kan elske.
Pladen afsluttes med “The Fall of Netheril”, hvor bandet skruer ned for tempoet, men op for det eksperimentelle. Med nøje afstemte intensitetsskift og uventede passager skabes en finurlig komposition, der nærmest kan betegnes som progrock, hvilket endnu en gang vidner om bandets evne til at prøve kræfter med nye udtryk, mens de samtidig bevarer en autentisk og strømlinet helhed.
Uglebjørnen viser kløer
Selvom bandet lydmæssigt har bevæget sig i en lidt tungere retning, bibeholdes alle de elementer, der på debutpladen vakte begejstring hos undertegnede. Således kan også Owlbears nyeste udspil varmt anbefales til alle fans af amerikansk power metal, proto-power og klassisk heavy metal. Med Feather & Claw slår de fire musikere sig for alvor fast som et af de absolut bedste nye USPM-bands, der definitivt fortjener at få meget mere opmærksomhed.