Har Roskilde ramt forkert?

Roskilde 2016 Roskilde 2016

Da den første begejstring over det komplette line up havde lagt sig og vi havde grinet færdig over stavefejlen på plakaten, meldte det sædvanlige spørgsmål sig i de musikinteresserede kredse: Er det godt nok, det Roskilde Festival har at byde på i år?

Hvis du spørger Politikens musikredaktør Simon Lund, kommer det helt an på hvilken genre du bekender dig til. I hans optik er det i realiteten kun hiphop folket der har noget at glæde sig over og at de musikansvarlige i øvrigt har skudt helt forbi når det handler om at ramme rigtigt her i 2016. Han fremhæver bl.a. Rihanna der optrådte i 2013 som et massivt scoop og der er muligvis noget om snakken når hr. Lund mener der er langt mellem de helt store trækplastre.
Dog skal vi ikke gå i dybden med samtlige 175 bands, for Macklemore og New Order er ikke det vi er her for at tale om. Vi er her for at tale om hvorvidt Roskilde igen i år har overset rock- og metalfolket, eller om også vi får svært ved at få vores koncertkabale til at gå op i år.

I år favner de bredt og satser både på det sikre og det helt sikre. I toppen, i hvert fald på plakaten, finder vi de allestedsnærværende Red Hot Chili Peppers, men også rockens svar på Gøg og Gokke, de altid-med-på-den-værste Tenacious D. Førnævnte har optrådt på festivalen 3 gange før, med varierende grader af succes og sidstnævnte optrådte i København for ikke så længe siden og gav en koncert der på det nærmeste var udsolgt inden de fleste opdagede hvad der skete.

Hvis vi skuer ned ad plakaten, vil det hurtigt stå klart at der i høj grad er skudt med spredehagl i år. Alt fra den post-hardcore stil At The Drive In lægger for dagen, over det nådesløse og ikoniske thrash Slayer gavmildt deler ud af, til det dramatiske og sataniske heavy rock cirkus Ghost bringer med sig.  Hvis man tager luppen frem og virkelig sætter sig ned og kigger efter, vil du opdage en perlerække af bands der tilgodeser langt de fleste genrer og ikke giver de danske bands fingeren: Et band som Bersærk har taget alle med storm og Rising melder sig også klar til at sparke benene væk under os.

Løfter vi blikket ud i den store verden, kan vi glæde os til et gensyn med Cattle Decapitation der for ganske nylig dominerede Pumpehusets Kransal, Uncle Acid And The Deadbeats vender også tilbage,  de kunne opleves bl.a. til Copenhell 2014 hvor de næsten stod mål med deres genre-buddies i Clutch og så kan vi glæde os til et gensyn med Gojira, der af mange blev udråbt som årets bedste Copenhell koncert sidste år.

Der er flere gode rock- og metalbands gemt mellem alle de andre navne der for nogen giver mening og for andre er ligegyldige, nogle kender vi allerede og andre har vi kun hørt om. Men fælles for dem alle, er de sat på plakaten for at tiltrække det segment der har allermest at sige om deres egne overordnede præferencer. Og der er meget at sige. Men egentlig lader det til at være mere en vane end en egentlig holdning, når man brokker sig over de offentliggjorte bands - hvad enten det er Roskilde eller Copenhell. For der vil altid være nogle der mener der er for meget af det ene og for lidt af det andet og hvor nogle måske vil mene der godt kunne være lidt flere store navne, vil andre påpege at dem har vi alligevel set en million gange og det måske er på tide at give faklen videre.
Diskussionen er evig og der eksisterer i dette miljø en umættelig trang til at tage den og ofte køre den der ud hvor det ikke længere handler kun om musikken, men om hvor genren hører til i det 21. århundredes lydbillede. Men så længe der findes folk der er villige til at tage chancen med et band de ikke kender og spille det for deres venner, jo større er chancen for det band en dag rykker længere op af plakaten, ind i folks bevidstheder og dermed gør plads til det nye kuld der skal kæmpe sig ind i varmen og sikre trådens overlevelse.

 

Tilføj kommentar