Hatebreed til VoxHall den 12. april
Amerikanske Hatebreed gæster VoxHall i Aarhus den 12. april.
Hatebreed blev dannet i 1994 og udgav tre år senere debutalbummet "Satisfaction Is The Death Of Desire". Siden er udkommet yderligere seks album, og bandet er på imponerende vis blot blevet mere og mere populære med årene - således strøg bandets seneste værk, "The Divinity Of Purpose" fra 2013, helt til tops på den amerikanske hard rock-hitliste.
Hatebreed betragtes af mange som nogle af de absolutte pionerer inden for metalcore-genren og var således nogle af de første, der for alvor formåede at kreere en sammenkobling af thrash metal og hardcore punk.