Legenderne fra Connecticut

Denne fredag eftermiddag var der lagt godt op til, at polakkerne skulle rives rundt i parken, da amerikanske Hatebreed kiggede forbi Mystic Festival. Næsten alt er skrevet og sagt om det amerikanske hardcore/metalcore-band, som har opnået legendestatus indenfor genren med deres 30+ år på bagen. Da de spillede på Copenhell sidste år, var det et yderst veloplagt band, som gæstede festivalen og skabte en energieksplosion hos publikum fra start til slut. Det var spændende, om de ville have den samme magt over et polsk publikum, som havde vist sig at være mere tilbageholdende end det danske, før de overgav sig til musikken.

Bold og bøllecore

Der var ingen tøven hos de rutinerede herrer fra Hatebreed, da de kom ud til et forlænget forspil af “I Will Be Heard” og straks fik sat publikum i bevægelse. Modsat mange af festivalens tidligere bands, så skulle Hatebreed ikke kæmpe for at få publikum til at lystre forsangeren, Jamey Jasta. Der blev ivrigt råbt med på omkvædet af sangen. Da bandet bagefter slog over i “This Is Now", startede koncertens første pits. Selvom musikken var vred, så fremstod bøllerne fra Connecticut som glade familiefædre på ekskursion til Polen. Man skulle ikke tro, det ville virke, men det var effektfuldt denne eftermiddag, særligt da musikken blev leveret med stor pondus.

Vanen tro røg deres ball of death også i spil blandt publikum under “Looking Down The Barrel of Today”, hvor publikum troede, Jasta lagde op til en wall of death. Så de havde faktisk stillet sig klar til sidstnævnte, hvorfor det blev lidt halvkomisk, da bolden så røg ud i tomrummet, til de forvirrede polakker som udgjorde pitten.

Der var selvfølgelig også fuld gang i pyro- og røgeffekter på scenen. Særligt pyroen lod til at smitte positivt af på publikum, da det ofte matchede musikkens breakdowns. Modsat nogle af dagens andre bands var vejret også med amerikanerne, da vejrguderne havde valgt at holde sluserne lukket til denne koncert.

Hatebreed valgte at slutte af på fanfavoritten “Destroy Everything”, så den sidste energiudladning kunne skydes af sted fra publikum.

Næsten for nemt

Hvis man på nogen måde var i tvivl om Hatebreeds legendestatus, så var denne 45 minutters seance i Gdansk bevis nok. Generelt havde publikum bevist, at man virkelig skulle gøre sig fortjent til deres hengivenhed. Hatebreed havde den fra start til slut uden at skulle besvære sig, og det var næsten for nemt for amerikanerne sammenlignet med andre bands. Dette skyldes selvfølgelig, at de leverede musikken med stor spilleglæde, og deres stærke bagkatalog, der blev fordelt fornuftigt ud gennem sættet. Koncerten var alt, hvad den skulle være, men også uden at den blev en helt ekstraordinær oplevelse.

8/10