Tyve års tung tæsk fra Toronto
Det kræver ualmindelig megen stamina at holde dampen oppe efter over tyve år på landevejen og flere end tusind koncerter på blokken, men Canadas utrættelige hardcorekamphaner i Cancer Bats viser absolut ingen tegn på alderssvækkelse. Der er muligvis ikke kræfter til at lave et repeat af deres Pentagram Tour i 2012, hvor bandet spillede seks fuldlængdekoncerter samme dag på fem forskellige venues i London, og som ganske unikt dannede et pentagram, når de blev plottet ind på et kort. Men energien på det nyeste udspil, Give Me Dirt, giver ingen anledning til at tro, at koffeinindtag eller magiske piller er blevet fjernet fra diæten.
Forsanger Liam Cormier har holdt sig knivskarp på en vegetarisk straight edge-livsstil og leverer endnu en gang en ustoppelig og skrigende vokal, der ville få de fleste til at spytte blod efter to minutter. Sammen med Mike Peters på trommer, Jaye Schwarzer på bas og Jackson Landry på guitar beviser Toronto-bandet, at de stadig mestrer det unikke smörgåsbord af aggressiv hardcore og stoner-sludge, krydret med fuzzelementer og en god portion gammeldaws smadder. Inspirationen fra Black Sabbath – som bandet hylder i deres eget coversideprojekt, Bat Sabbath – skinner stadig igennem i de tunge riffs, og lydbilledet efterlader ingen tvivl om, hvem der står bag instrumenterne.
Lynhurtige powerchords og udblæste drivhuse
Give Me Dirt er i overvejende grad drevet af guitaren, som sammen med den intense vokal stjæler det meste af billedet fra start til slut. Det lettere mudrede og ekstremt rå lydbillede er bestemt ingen tilfældighed; albummet er nemlig produceret af Kurt Ballou fra Converge, hvilket sikrer en helt distinkt og meget bevidst beskidt lyd. Ballou har produceret for både High on Fire og Kvelertak – og i det fornemme selskab er Cancer Bats en helt igennem perfekt komplementering.
Albummet lægger benhårdt fra land på åbningsnummeret "World Wild Fire Death Race". På dette nummer får bandet besøg af Nate Newton fra Converge, og sammen med numre som "Stay Stuck" og "Don’t Trip" slås det hurtigt fast: Cancer Bats har ikke tænkt sig at skrue tempoet ned. Det er kompromisløs musik, der skal ‘crankes’ op på 11 og blæse glasset ud i naboens drivhus. Med lynhurtige powerchords og aggressive vokaler ruller festen, men Cancer Bats glemmer ikke melodien; velplacerede melodiske sektioner holder interessen fanget i første halvdel.
På anden halvdel af skiven begynder Cancer Bats-mætheden at indtræffe en smule. Musikken er intens at lytte til – for nogen vil det fremstå en anelse monotont – og særligt vokalen kan blive en smule opslidende at lytte til i længere sessioner. Man skal nok være fan for at lytte til pladen fra ende til anden uden pause. Til trods for det får vi titelnummeret “Give Me Dirt", som åbner op med en fed guitardrevet intro, og "Long Tooth", som leverer klassisk hardcore med et interessant, kvindeligt strejf. Desværre indtræffer den omtalte mæthed meget markant hen mod slutningen af skiven, hvor særligt de to numre “Positive Grid” og “Prognosis” ikke formåede at vække en tiger i mig.
Intet nyt under solen – men det virker
Der er ingen tvivl om, at Cancer Bats med otte studiealbum i ryggen og et koncertprogram, der vil tvinge de fleste ud i en skilsmisse, at herrerne er blevet hærdede musikere. Cormier rammer de 50 inden længe, men de har den onde lyne mig ikke skruet ned for hastigheden eller aggressiviteten af den grund.
Give Me Dirt opfinder ikke den dybe tallerken, og pladens sidste tredjedel kræver måske en dedikeret fan for at holde dampen helt oppe, men som helhed er det et bundsolidt udspil, der vil falde lige i det trofaste publikums smag. Det er energisk, råt og fremfor alt skabt til at blive fyret af foran en sveddryppende moshpit.
