The get in
I silende regnvejr træder jeg ind på Studenterhuset og bliver som det første taget imod af Kasper Molin, som styrer hele showet. Der er et venligt smil på hans læber, mens vi følges ind i salen, hvor der er lydprøve. Vi får os en kort snak om hele foretagendet, og jeg kan se, at der er lagt op til en god aften med 4 upcomming bands på scenen, der skal dyste om en plads på Wacken samt to efterfølgende koncerter med sidste års vinder Savage Machine samt Blood Red Throne. Jeg bliver vist over til backstage-rummet, hvor bandene alle sidder forventningsfulde og enten skifter guitarstrenge, sminker sig, varmer op eller venter ængsteligt på aftensmaden. Alle er dog ved godt humør og viser en seriøsitet omkring det forestående. Én fælles spidsfindighed kan dog bemærkes, idet de fleste bands er enige om, at Iotunn nok er en meget stærk kandidat til at vinde – måske endda det hele. Efter aftensmaden var der ikke megen pendant, for første band gik hurtigt og lystigt på scenen.
Chronicle
Chronicle var aftenens absolut tungeste indslag. Deres ondsindede blanding af norske/danske/finske thrash-døds-melodier var sandelig en mavepuster at åbne op på. Publikum skulle dog liiige varmes op fra det kolde vejr, og med undtagelse af de halvnøgne, berusede ungersvende helt foran scenen, som aldrig stoppede med at danse metal-tango, så var det mest nikkende hoveder med fadøl i hænderne, som stod rundt omkring.
Lad mig til at starte med fastslå, at Chronicle spiller PISSE fedt. De har et højt teknisk niveau og en kæk drengerøvsattitude, så man er hele tiden godt underholdt. Dog mangler deres musik nogle ’quirks’ – nogle spidsfindigheder, som skilder dem ud; noget, som gør dem helt unikke. Efter et par numre manglede jeg nogle stærkere temposkift end 10 bpm op eller ned, og jeg savnede lidt kildren til øregangen. Dog var det en solid 25 minutters præstation, som de bestemt kan være stolte af.
Iotunn
Efter en småkold pause og en (desværre MEGET) lang intro bragede Iotunn igennem speakerne. Jeg var dog ikke forberedt på den myriade af melodisk musik-polygami, der skulle kastes over mig! Store ord, synes du? Go suck one og lyt til dem istedet! I deres egen beskrivelse af dem siger de, at de er svære at genrebestemme, og det skal jeg satan pøsme love for, de har ret i. Men det var da
bestemt ingen skuffelse. Da jeg så den skæggede forsanger med bassen i hånden stille sig forsigtigt hen til mikrofonen, havde jeg ikke forventet en vokal, som kunne rivalere Queensrÿche. Cathcy riffs, flot sangstemme, nogle fede sekvenser, hvor det var svært IKKE at headbange, som havde man et hvepsebo på hovedet. Og så skal leadguitarist Jens Nicolai Gräs lige have en note, for det var en PERFEKT måde at styre leadguitarist-rollen på. Præcis timing for, hvornår der skulle fyldes, hvor meget, og hvornår man skulle falde tilbage. PERFEKT! Publikum var nu endnu mere talrige, og de halvnøgne, dansende mænd dansede stadig lystigt rundt foran. Og selvom lyden ikke var særlig god, var det sgu en god koncert. Dem vil jeg glæde mig til at høre mere fra.
Unseen Faith
Så skulle benmusklerne sgu trænes, for det var nu tid til metalcore (eller som vi siger i Aalborg: mædlkåre!).
Århusianske Unseen Faith har en spøjs melodi. Og den melodi går igen på de fleste af deres numre. Den er spøjs, fordi den lyder så ens, men samtidig så satans catchy. Man kan ikke lade være med at holde af den melodi. Lidt ligesom en grim killing. Det ville dog være synd at kalde drengene i UF grimme, for især det kvindelige publikum kom da noget kun nærmere scenen, da de gik på. Forsanger Alexander Eriksen gjorde det godt på hans talerstol, og hans brøl var ganske solide. Men et gennemgående setback for alle i bandet var, at de var utroligt låst på scenen. Udover Alexander Eriksens hoppen op og ned af stolen var der ikke meget bevægelse på scenen, pånær legdrops (everyday is leg day) og en MEGET koreograferet hoppen på stedet for at være sikker på, vi havde fået varmen.
Jeg kan godt li’ metalcore, og jeg kan godt li’ Unseen Faith. Det lyder sgu godt, men jeg havde ønsket mere sceneenergi fra et band, der får Dream Theater til at ligne gymnastikudøvere på scenen.
Forever Still
Da jeg mødte Forever Still i backstage-lokalet inden koncerten, skal jeg blankt indrømme, at jeg fejlbedømte dem. Jeg har mødt mange bands, som brugte mere tid på at smukkesere sig, end på selve musikken, og jeg frygtede, at det skete her. Min uforbeholdne undskyldning skal da lyde til nogle særdeles kompetente og karismatiske musikere, for det var en meget unik koncertoplevelse. Det var uden tvivl aftenens blødeste indslag, men ikke som en-blød-fløjlspude-på-maven-af-en-sød-teddybjørn-blød, men mere som at-ligge-sig-til-at-sove-på-en-stor-tung-sten-blød. Dog var der ikke megen lyd igennem fra bassen, som desværre kun var understøttet af backing-track. Både bassist Mikkel Haastrup og forsanger Maja Shining var godt rundt på scenen, imens guitarist Maja
Partsch stod lidt forsigtigt i hjørnet og spillede en ellers meget fed guitar. Maja Shinings vokal er dog et meget bærende element for det indtryk, man får af FS, for hun synger satme fedt, uanset om det er clean eller skrig.
Konklusionen
Aftenen sluttede desværre for mit vedkommende her, men jeg fik set de konkurrende bands. Det var et tårnhøjt niveau. Iotunn løb med sejren, og den var særdeles velfortjent. Dog var der ikke nogle bands, som ikke havde fortjent en sejr, for det var virkelig en magtdemonstration af de 4 forskellige genrer. Jeg håber at kunne følge alle 4 bands videre færden på den musikalske scene, for hvis dét niveau holdes på de andre livescener, så har Danmark vundet på forhånd, når det vindende band skal spille på Wacken!