Savage Machine - Abandon Earth

Abandon Earth

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Efter længere tids stilhed…

Savage Machine har floreret på metalbegivenheder og opvarmningsspots de seneste år, hvor de har leveret en række ganske gode koncerter på de mindre scener i Østjylland. Sangene fra bandets EP, Through The Iron Forest, har længe båret bandets koncerter, så udgivelsen af singlen, ”Event Horizon”, fra det aktuelle album var et vigtigt, friskt pust, da den udkom i 2016. Det tog et helt år, før resten af albummet blev klar til udgivelse. Singlen viste sig heldigvis blot at være en beskeden forsmag på den storm af klassisk heavymusik, som det melodiske metalband har sluppet løs med Abandon Earth.

Lækre kombinationer af klassiske teknikker

Metallen er i sin reneste form på hele det nye album – ikke for simpel, ikke for teknisk, men sprød helt ind til benet. Bandmedlemmerne er udmærket klar over niveaukravet, der er til en genre, der har huset flere metalgiganter. En tydelig inspiration fra Iron Maiden og Judas Priest tilsættes en god portion aarhusiansk gåpåmod. I stedet for at plagiere legenderne, gør bandet genren til deres egen, og går fra en alvorlig, fortællende Dickinson-vokal til høje skrig i stil med Rob Halfords sangteknik – ”The Fourth Dimension” er et godt eksempel herpå. Bassen indtager en sikker baggrundsrolle, mens guitarriffs og trommerytmer skyder gnister i samspil med den smidige vokal.

For smidig er vokalen på størstedelen af albummet. Troels Rasmussen smider lækre lyrikstykker afsted, uden det tykke effektlag man får sværere og sværere ved at undgå på moderne plader. Men hvor han bærer størstedelen af pladens numre, falder han desværre lidt igennem i enkelte passager. Det drejer sig om den proggede introsang, ”Exodus”, på hvilken Savage Machine bevæger sig lidt for langt ud af komfortzonen. Ligeledes får bandet heller ikke trukket sidste nummer, ”Welcome To Hell”, hjem, der også er et lidt akavet spring ud i nogle nye tonelejer. De to er dog de eneste sange, hvor sci-fi-konceptet tager overhånd. Men hvad gør det, når resten af albummet er fyldt med gode, velbalancerede, røvsparkende heavynumre.

Man mærker også lidt inspiration fra slut-90’erne-start-00’ernes powermetalbølge, der bliver tydelig på sange som ”The Hunter” og ”Behind The Veil”, hvilke lige så godt kunne have været Hammerfall-klassikere. Selvom genren efterhånden er gammel, er Savage Machine, med varieret teknik og sangskrivning, gået fri af klichéer og overspillede mønstre, som bands i samme genre let kan havne i.

Otte af de sorte

Abandon Earth er en upoleret ædelsten, der har alle elementerne til at gøre danske fans af den klassiske heavy metal stolte, og pladen kan blive bandets springbræt til en mere central plads på landets metalscene. Når man med originalitet kan skrive riffstærke, nostalgiske sange, som Savage Machine har formået det, fortjener man otte af sidens sorte skalpe, selvom der stadig er nogle skarpe kanter.

Tracklist

  1. Exodus
  2. Age Of Machines
  3. The Hunter
  4. Time Traveller
  5. Behind The Veil
  6. The Fourth Dimension
  7. Fall Of Icarus
  8. Event Horizon
  9. Savior
  10. Welcome To Hell