Kolde eftertanker
Cold Culture bevæger sig i krydsfeltet mellem post-hardcore, hard rock og elektroniske elementer, hvor tunge passager og en moderne, poleret produktion går hånd i hånd. Debut-EP’en Afterthoughts fra 2023 formåede ikke for alvor at sætte ild til begejstringens bål her på redaktionen, men live har gruppen antændt flammer under publikums fødder. Det blev tydeligt, da de i slutningen af 2025 leverede en overbevisende opvarmning for Siamese i Poolen, hvor energien og nærværet løftede materialet markant. Derfor var denne anmelder spændt på, om bandet kunne få varme i salens arne på sådan en kold januaraften.
Filip Fabers metalcorefætter
Allerede en halv time inden koncerten var der et pænt fremmøde af metalfolk med mere hår på hagen end hovedet. Øllene var skænkede og blikkene sænkede forventningsfuldt mod de skrå brædder i den ene side af salen. Scenen var således godt sat med instrumenterne badet i blodrøde lysbanker og “Take On Me” over højtalerne. Desværre var der tale om et lidt skævt tæppefald, da Cold Culture flængede dets usynlige forhæng med deres metalcore-inspirerede toner. Det skyldtes først og fremmest lyden, der haltede mere end Hefaistos. Guitarist Andy Morielle spillede ellers glimrende i de glimt, hvor man kunne høre ham, men guitarklimtene kvaltes ofte af den mudrede lyd. Det lød heldigvis til, at der ret hurtigt blev rettet op på problemet, så det ikke var lige så stor en gene under de resterende bands - men for Cold Cultures vedkommende var det en betydelig hæmsko. Muligvis stod jeg for langt ude til siden, så lyden midt for scenen var bedre. I hvert fald kunne publikum dér høre bandet godt nok til at skabe en anseelig moshpit samt en wall of death, der satte Moses’ deling af Det Røde Hav til skamme. Det er særdeles imponerende, når man tænker på, at de var aftenens første artister og spillede for en frostsprængt forsamling plaget af vintersind. Disse vintertanker udkrængede forsanger Mads Zelasny med velklingende vemod. Han præsterede hurtigthuggende hooks, der var fængende og som en anden Filip Faber opfordrede til fællessang. Særligt sangen “Deep End” satte gang i energien. Desværre skete der det, som ofte er min store anke mod metalcore (og deraf inspireret musik): At det melodiske tager over, og det hele bliver lidt for flødefyrsagtigt. De elektroniske elementer fortrængte undertiden metallen i lydbilledet, og trods den korte spilletid begyndte jeg at kede mig. De kom lidt efter det mod koncertens slutning, men fangede mig ikke helt, da der gik for meget trap i den. Dog var trommekompositionerne undertiden interessante, når de fik lov til at lege, og det højnede lydbilledets samlede kvalitet.
Husk at krydre din flødefyr
Metalcore bliver bare aldrig rigtigt mig. Men hvis man har hang til følsom, melodisk metal med tryk på de elektroniske elementer, vil Cold Culture sikkert gå rent ind. Energimæssigt fik de trods navnet fint opvarmet publikum, og man kunne mærke, at hele salen var med dem. Tonerne fra bands som Bring Me The Horizon skinner klart igennem, og Cold Culture viser et godt kendskab til metalcoregenren. De er eminente til at ekvilibrere i genskabningen af andre metalcorebands lyd. Jeg ville blot ønske, at de turde lyde mere som sig selv og krydre flødefyrssovsen med mere variation og tyngde.
