Cold Culture i Poolen - fotograf Joachim Vilstrup
bleak.
De nye drenge på blokken ... næsten
Det nye deathcore-projekt bleak. er de seneste måneder begyndt at dukke op på folks radar efter udgivelsen af deres selvbetitlede EP, bleak. Som soloprojekt fra Cabals forsanger, Andreas Bjulver, beviser det hurtigt, at han er kommet for at blive. Med den enorme succes Cabal har opnået, kan det komme som et chok, at han allerede nu har startet noget nyt.
En lækker, men meget lille smagsprøve
Med blot ti minutter at gøre godt med gav bleak. en god fornemmelse af, hvad de har at byde på. Med Andreas Bjulver i front ved man i hvert fald, at der bliver skruet op for intensiteten. Man stod til tider og stillede sig spørgsmålet, om det er langt nok væk fra Andreas’ hovedprojekt, Cabal, til at bleak. egentlig giver mening? Meget af det lød bekendt, især lyden af de korte, breakdown-ledet sange, som kører meget af den samme sangstruktur . Det ændrer ikke på, at det stadig får tommel op, nu når Cabal sparker så meget røv. Deres sæt var, for at sige det mildt, meget kort. Det var fem sange på i alt ti minutter, så de fløj igennem og var færdige på et øjeblik
Jeg kan til gengæld ikke stå inde for et sløjt rap nummer midt i sættet, og det tog mig heller ikke meget mere end et kig rundt for at indse, at jeg ikke var alene om den holdning. Når det er sagt, så nød publikum dog alt det andet, som de bød på. Lyden var udmærket, og lyset var ganske minimalt, men et band som bleak. behøver ikke mere. En ting havde de dog med sig: stemningen. Den lune forårssol gav en hyggelig stemning, og det klædte den ellers mere tilbagelænede atmosfære i Byhaven.
Jeg tror på, at bleak. kan levere et mere varieret menukort, men som det står nu, er der ikke nok at vurdere ud fra til at kunne give en retfærdig vurdering af dem som band. Det, de har i deres ellers begrænsede katalog, er et godt bud på noget, der kunne blive rigtigt stort. De er et atomkraftværk af energi, og som deres første live-optræden gav de et pænt spark i testiklerne, som jeg er sikker på, blot er optakt til en ordentligt omgang prygl!
Cold Culture
De unge kan også!
Cold Culture er et navn, der det seneste års tid har taget et hårdt greb på den danske metalscene. Med deres debut-EP, Afterthoughts, fik de støbt et fundament, som efterfølgende på singlerne “Chemicals” og “Deep End” har fået dem til at stå som et af Danmarks mest fremadstormende metalbands. Det er vildt at tænke på, hvor store de er blevet uden at have udgivet et eneste fuldlængdealbum, men er de lige så gode på scenen?
Fællessang for alle pengene
Det er ingen hemmelighed, at Cold Culture ved, hvad der fungerer. De har en velafprøvet opskrift med en noget så uhyrlig god, hemmelig ingrediens i. Mange af deres sangstrukturer er meget ens, men det bliver på ingen måde ensidigt eller kedeligt at høre på. Det er fællessang og festrock, der fungerer perfekt i solskin. Især på numrene “Cold” og “Low” fik de publikum med ind i showet i både fællessang og fællesdans. “Downfall” og “Chemicals” er også numre, der fungerer utroligt godt live. Sangene bærer begge en identitet i deres melodi, der får selv de største brokkehoveder til at nynne sangene flere dage efter.
Forsangeren, Mads Zelasny, nævner, at han er syg, men han leverede stadigvæk en fuldstændig fantastisk optræden både med sin engagerende stage presence og med sin vokal. Han har en præcision i sin rene vokal, der uden tvivl ville få selv forsangeren fra storebrorbandet Siamese, Mirza, til at fælde en tåre. Når man taler om solen, så dukkede Mirza endda op på scenen og leverede et vers under “Deep End”. Det, der gjorde mest ondt i hjertet, var dog, at de er gode, når de skruer op for intensiteten, men vi blev snydt for det. Jeg ville ønske, at vi fik lov til at høre dem gå all in på det tunge, bare på nogle numre. Det ville give levere et løft i den energi, man til tider savner i deres sæt.
Det kan være, at Cold Culture er vampyrer, for deres tørst efter blod bliver ikke slukket af en enkelt wall of death. Den bliver faktisk heller ikke slukket af to, og så kan man nok godt regne ud, at der var gang i den. Publikum havde også masser at tid til at marinere sig i stemningen, for Cold Culture valgte at spille hele kataloget igennem, hvilket var noget af en omvending fra bleak.
Triumf i forårssolen
Cold Culture fik øllene til at smage endnu bedre. Det fungerede overordnet set fremragende, men med et par fejl og mangler nåede de dog ikke (et stadie af) suverænitet. Det er musik, der tydeligvis er lavet til de store scener, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har det, der skal til for at nå målet. Jeg krydser fingre for, at de får et par tunge numre ind imellem, når de engang udgiver et fuldlængdealbum, men ellers rækker jeg gerne hånden i vejret igen og synger med.