En rejse igennem glemte tider
Det er ingen hemmelighed, at vi her ved magasinet har en lille kærlighed for nogle af de musikere, som genopliver elementer fra det ældgamle nord. Heldigvis er der også en del af jer læsere, som er med på den bølge. Derfor er det altid af stor interesse for os, når Einar Selvik og musikkollektivet, Wardruna, han er en del af, kigger forbi. De har bevist med deres musik og liveshows, tager de dig med ind i en tidslomme fyldt med anderledes traditioner og musik, end den der ellers skabes i dag.
I april havde vi fornøjelsen af at opleve Selvik og Eivør sammen med DR Symfoniorkesteret til ”Viking” – en koncert som undertegnede også anmeldte. Her spillede Selvik også nogle af sine numre fra Wardruna, og sikke en kæmpe oplevelse det var. Derfor var forventningerne allerede skruet helt i vejret til denne aften i Musikhuset i Aarhus. Det var faktisk første gang, Wardruna optrådte i Aarhus, og derfor var det glædeligt at se, at der var så utrolig mange fremmødte, og koncerten var tæt på udsolgt. Dette på trods af, at der lige havde været Roskilde Festival og billetterne var dyre. Men okay, der er næppe mange, der tager på Roskilde, som også interesserer sig for Wardruna. Da man gik ind i foyeren til Musikhuset, blev man mødt af en masse tilskuere, iklædt sort tøj. Enten var det Wardruna-, oldnordisk-inspireret eller metal t-shirts, folk gik iklædt. Der var en lille ydmyg Wardruna-merchbod midt i det hele, og et par små fadølsanlæg i siderne, som kun bød på en Classic eller en pilsner. Der var ikke meget tvivl om, at man var gået rigtigt.
Simpelt og smukt, skyggespil!
Synet, der mødte en, da man trådte ind i Musikhusets store sal, var en scene udstyret med nogle podier, hvor nogle af bandmedlemmer skulle stå. Selviks ikoniske mikrofonstativ stod på højre side, og i midten stod der to store bronzelure. Rundt om på scenen stod der, hvad der lignede fakler, og baggrunden var et stort ”hullet” tæppe, hvorpå Wardrunas logo var projekteret. Da alle tilskuere var kommet på plads, blev lyset dæmpet stille. Ud af højtalerne kom der lyde af blæst, som bevægede sig gennem salen, mens et ravneskrål brød ind i lydbilledet, og musikerne i mørket bevægede sig hen på deres pladser. Der var ingen tvivl om, at den påbegyndte åbningsseance, var ”Kvitravn” fra deres nyeste album af samme navn. Herefter ramte et spotlys kun John-Sternesen, der spillede introen på monaharpen, og en flot skygge kastedes på bagtæppet, mens han svingende og helt fortryllende spillede noderne på det gamle strengeinstrument. Så tændtes et spot på Selvik, mens salen blev ramt af hans dybe og tydelig klang. Derefter hoppede hele kollektivet med, og der kom fuld gang i percussioninstrumenterne. Det stod tydeligt, at Musikhuset var en rigtig flotte ramme til Wardrunas musik. Lyden var mærkbar, stor og fyldig, men vigtigst af alt gik hver eneste lyd klart igennem og lå i perfekt balance i lydbilledet. Lindy-Fay Hellas vokal stod helt skinger og kraftfuld – altså på den gode måde, hvor man nærmest tabte underkæben. Rammerne blev sat perfekt, og jeg måtte indrømme, at på det tidspunkt var jeg glad for, at jeg havde lidt bevægelsesfrihed, da jeg tog billeder, for det var godt nok svært at sidde stille. Alt den kraftfulde percussion rystede en helt ind til knoglerne. Hvert slag på de store trommer var som små tordenbrag, og musikken vækkede noget urinstinkt i en, som gjorde, at man havde lyst til at bevæge sig.
Næste sang på sætlisten var også fra kollektivets nyeste plade - ”Skugge”. Her brugtes bagtæppet og opstillingen på scenen helt genialt til matche sangnavnet. Spotlysene lyste skiftevis på fronten af de forskellige bandmedlemmer, og kastede store skygger af dem op på bagtæppet. Det var med sådan en timing og præcision, at der konstant var en lysende cirkel, som de forskellige bandmedlemmer bevægede sig i, uden at deres skygger overlappede hinanden. Det, krydret med Hellas dansen, Sternesens svingen, Selviks store indlevende dramatiske fagter, og alle de hamrende bevægelser på trommerne fra HC Dalgaard, Arne Sandvoll og bandets livemedlem Sondre Veland – Ja, det gav et yderst levende og flot skyggespil. Yderst simple, men meget effektive virkemidler, som man måtte sige passede godt til musikken. På mange måder er det jo også simpel musik spillet på ”primitive” instrumenter, men mestret på så flot og med højt niveau, at det er svært ikke at beundre og endnu sværere at gøre kunsten efter. Skyggespillet blev ekstra flot under de numre, hvor Ellif Gundersen spillede på den lange trælur, og hans silhuet stod helt majestætisk i lysbilledet, og lignede en der blæste til march mod slagmarken.
Udover disse visuelle effekter blev der brugt røgmaskiner på sådan et niveau, at gulvet bestod af et massivt lag mosetåge, hvilke måske var en anelse irriterende for de første 5 rækker, som var klistret til scenen, da de måske ufrivilligt blev en del af dette i showet. Bagtæppet blev også brugt til en projektør, som viste forskellige ting. Projektøren var særligt nævneværdig under den meget tryllebindende ”Voluspá”, som blev fremført i Skjald versionen. Her stod Selvik alene på scenen med sin Kravik-lyre, og fremførte sangen på flotteste vis, mens der på baggrundstæppet var en lysende animation af ham, der sang. Det er sjældent i Danmark, at du kan høre et så stille nummer blive fremført for så mange mennesker, uden der var nogen som helst andre lyde end dem fra musikerne selv. Så Wardruna havde virkelig spredt noget musisk tryllestøv udover Aarhus denne aften.
Syng noget mere!
Generelt var det godt nok svært at sætte en finger på noget ved aftenens koncert. Bandet spillede helt perfekt, lyden var perfekt, sætlisten var fantastisk, og Selvik var lige så karismatisk som altid. Det var dog lidt pudsigt, da bandet spillede Grá, for under sangens klimaks blev der fyret fuldt op for blinders mod publikum, hvor to af bandmedlemmer på scenen klappede takten. Det var tydeligvis en kæmpe invitation til at publikum skulle klappe med. Dette kunne også have været ret fedt moment, men her blev Musikhusets ramme nok for elegante eller også var folk for fortryllede til at fange det. Kun nogle få klappede lidt med, men stoppede undervejs, da det var en anelse akavet.
De første ord der blev sagt til publikum denne aften var i slutningen af sættet, hvor Selvik sagde tak, og Wardruna bukkede for publikum, som klappede så længe og intenst, at han havde svært ved at få ordlyd igen. Selvfølgelig skulle bandet spille et nummer mere, da deres helt store kendte værk ”Helvegen” endnu ikke var blevet fremført. Han indledte sangen med en lang og også ret flot tale om, hvordan det for Wardruna var vigtigt at sige, at deres musik ikke var vikingemusik. Han fik påpeget fuck alt hvad der hed ”Min kultur er bedre end din”, og det slet ikke var fundamentet for Wardruna heller. Musikken handler mere om at fremføre noget med inspiration i ens arv, som stadigvæk ræsonnerer i os i dag. Vi træder på den samme jord som vores forfædre, og lever under den samme himmel, derfor må noget i musikken fra dengang også være relevant i dag. Han fortalte, at det, der er tilfælles over hele verden, var, at vi engang sang meget mere, end vi gør nu. Der var sange til alt, man lavede og gjorde. Således var der også en sang til døden, som ”Helvegen” handler om. Så frem for at alt det samfundsfokus på læsetest osv., så var hans budskab denne aften, at vi skulle gå hjem og synge noget mere især for vores børn. Da musik altid har bundet os mennesker sammen, må det ikke fortabes i vores arv. Hele hans tale fik en kæmpe applaus fra salen med glædesudbrud. Man må også sige, at det var en yderst sympatisk tale fra en yderst sympatisk karakter som Selvik er, og budskabet var svært ikke være enig i.
Ekstra ekstra nummer
Efter talen gik lyset ud, og ind med brændende fakkel kom Gundersen, alt imens lyde af storm og ravne drønede ud af højtalerne. Nu blev alle faklerne på scenen tændt for første gang i aften, der blev spillet til et rødt dæmpet dansende lys, og lyset på bagtæppet bevægede sig bølgende ligesom faklernes ild. Selvik sang de første strofer, og det var jo umådeligt smukkere live end på plade, hvor trommernes langsomme men faste buldrende røst kunne mærkes i enhver fiber. Selvik udfoldede sig i flotteste sopran med Hella, som harmoniserede flot på omkvædet. Hendes vokal var dog ikke helt på toppen til sidst, men alt tilgivet, for hun havde givet gas med at danse igennem det halvanden times tidsrejse, og var klart det mest livlige medlem i kollektivet. ”Helvegen” ville jeg have anset som en flot afslutning på aftenen, men efter en masse klappen og bukken fra bandet, så fik vi et ekstranummer mere. Herefter sluttede aftenen med ordene om, at det var første gang i Aarhus, og det havde været en helt fantastisk modtagelse, som betød meget for bandet, og det gjorde, at de rigtig gerne ville komme tilbage. Måske en indøvet takketale, man ved aldrig, men hvad jeg ved, er, at mange denne aften, mig selv inkluderet, som havde været igennem denne rejse med Wardruna, vil sige et kæmpe ja tak til et gensyn. Gerne før end senere. Tak, Wardruna!
