Wardruna

Dem fra Vikings

Siden de danske fans (og ikke mindst bookerne), takket være TV-serien Vikings, fik øjnene op for Wardruna, har det norrøne ensemble betrådt dansk grund et par gange. Senest var sidste år i selvsamme licensfinansierede omgivelser, hvor jeg kastede topkarakter efter dem. Dengang kommenterede jeg ganske kort, hvordan man kan lade sig begejstre over noget, man godt ved på forhånd, hvordan kommer til at foregå, men på den anden side… Du ser jo ikke din yndlingsfilm, spiser din yndlingsret eller går til Wardruna koncert den ene gang. Desværre udeblev magien for mit vedkommende denne fredag aften.

Rutine eller rutineret

Og før overskriftkrigerne kan nå at blive harme på andres vegne – eller tager kritik personligt – vil jeg lige understrege, at Wardrunas bundniveau er langt højere end de flestes gode aftener. I denne sammenhæng er et syvtal så arbitrært, at det ville være svært at forklare hvordan andre bands ville få en højere karakter, for samme indsats. For når man er Wardruna og er kendt for at levere koncerter, der efterlader en med gåsehud og en forgæves trang til at gro et fuldskæg, er der tilsvarende også højere krav til én.

Og disse krav blev ikke mødt denne gang. Ja ja, det er en smagssag, om man synes om at blive tiltalt fra scenen, og jeg har før haft vendt emnet og både rost og skoset musikere for deres evner, eller mangel på samme. Når kontakten mellem beskuer og beskuet ikke opstår, bliver publikum reduceret til passive deltagere, og denne aften, føltes de musikalske udfoldelser rutineprægede og automatiske. Som en maskine der bliver rullet frem fra depotet, aktiveret og derpå, når funktionen er udført, rullet tilbage til opbevaring.

Autenticiteten, respekten for håndværket og historien var dog absolut intakt, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det er supernørdet musik, af nørder til nørder, og der er heller ikke en finger at sætte på professionaliteten, men... Sætlisten var mere eller mindre den samme, som den har været siden deres første koncert på dansk grund i 2016, bortset fra at denne gang virkede den mindre sammenhængende. Deres insisteren på at bibeholde ”Thurs” fra det første album på sætlisten trods manglen på Gaahls imposante basbrummen, virker søgt og burde efterhånden lægges i graven. Til gengæld imponeredes jeg atter af, hvor dygtige samtlige medlemmer i truppen er til trods for enkelte skønhedsfejl. Et par mere-skæve-end-de-burde-være-toner her og der var med til at gøre dem mere menneskelige, og Einars sædvanlige tale om ”Helvegen” prikkede hul på den boble, der omsluttede scenen.

Når enden er god...

Der er få overraskelser forbundet med Wardrunas koncerter. Man ved, hvad man får, og det er høj kvalitet. Når Lindy på ”Isa” vokaliserer over lyde, der emulerer lyden af smeltevand og dryp fra istapper, melder kuldegysningerne sig. Når Einar kaster sig ud i ”Voluspaa”, holder salen vejret. Mine sidemænd var til Wardruna for første gang og var tydeligt begejstrede. Det skal jeg ikke sidde og spolere med mine høje forventninger til et band, der altid har indfriet dem, men når alt kommer til alt, så oplever ingen den samme koncert, uanset hvor de sidder, står og hvem de er.

Flere billeder kan ses her:
(Alle billeder af Lykke Nielsen)
 

Sætliste:

Tyr
Wunjo
Bjarkan
Heimta Thurs
Thurs
Runaljod
Raido
Völuspá (Skaldic version)
Isa
UruR
Solringen
Dagr
Rotlaust tre fell
Fehu
NaudiR
Odal

Helvegen

Snake Pit Poetry (Skaldic Version)

7/10