Lille spejl på væggen der, hvem er mest power mædl her …?
Power-folkemusik fra Italien bundet op på temaer fra Tolkien og Warhammer, så bliver det ikke meget mere power mædl. Wind Rose var i hvert fald, inden Epic Fest startede, kandidater til den titel, men sent her på den episke fests andendag skulle der efterhånden en del til at imponere mig. Ikke mindst efter Nanowar of Steels gakkede, men ret forrygende opvisning i King Roar’s Hall lige før. Men nu var det tid til ægte dværgemetal i the Realm of Might and Magic.
Fat hakken og grav!
Wind Rose har siden karrierestarten bevæget sig fra kraftfuld og progressiv power henimod et mere folky og symfonisk udtryk. Bedømt på stemningen i salen var det ret ligegyldigt, om det var det ene eller det andet udtryk, der dominerede, for Epic Fest-publikummet åd det hele råt – på ægte dværgemaner. At vi så ydermere havde at gøre med den eneste festival i kongeriget, hvor åbenlys våbenbesiddelse ikke bare er tilladt, men ligefrem tilskyndet, var denne koncert det bedste eksempel på indtil videre. For der var konstant økser og hakker i luften overalt blandt publikum. Nu vi er ved det visuelle, så gav scenedekorationernes bjergtema på den store scene endelig fuldt ud mening, for de var som skabt til Wind Rose.
Uanset hvad man måtte mene om dværgemetal, så var det fra start tydeligt, at Wind Rose er et særdeles kapabelt band, især når de giver den gas. Samtidig måtte man konstatere, at forsanger Francesco Cavalieri besad en af festivalens mest imponerede vokaler. "Drunken Dwarves" gav lidt tiltrængt tunghed, men under Cavalieris præsentation af netop den sang slog det mig, at det er lidt spøjst, at en dværg fra Tolkien-universet snakker engelsk med tyk italiensk accent. Og dermed har Wind Rose måske dannet præcedens for Amazons Rings of Power og deres inkluderende, men totalt mislykkede version af Midgård – det havde de ikke behøvet.
Det italienske trådte bedre frem i Cavalieris smørtenor – for pokker, hvor kunne den mand, undskyld, dværg synge. Til gengæld var jeg ikke imponeret over alle de kor-backing tracks, samtlige sange var sovset ind i. Det lød da godt og storslået, men det ødelagde altså oplevelsen af at være til en live-koncert – to dage på Epic Fest har dog lært mig, at det mere eller mindre er et vilkår i power-genren. Lidt pyro havde heller ikke gjort noget.
Men publikum havde en fest
’I am a dwarf and I’m digging a hole’ skrålede hele salen med på under Minecraft-hittet ”Diggy Diggy Hole” – og ja, det siger nok mere om oplevelsen med Wind Rose og deres dwarf metal på godt og ondt end tusinde ord, jeg kan spinde. Under afslutningen på denne underholdende, men ekstremt bøvede sang blev Epic Fest, heldigvis kortvarigt, pludselig omdannet til technofest. Men var det så muligt for denne gamle anmelder at parkere sin skepsis og undgå de korslagte arme, som jeres udsendte er så berygtet for på redaktionen? Tjae … en del af tiden var det da. Og publikum havde jo en fest.
