Volbeat

18. oktober 2022

Headliner: Volbeat
Support: Skindred, Bad Wolves

Volbeat har ikke spillet en koncert i Jylland siden 2019. Derfor var det langt om længe blevet tid til, at de hærdede metal-rock ’n’ rollere lagde vejen forbi det jyske igen, hvilket mange af deres trofaste fans klart har set frem til. Slaget skulle stå på de jyske sletter udenfor Herning i Jyske Bank Boxen. Det var dog med et yderst mærkværdigt line-up, da supporten bestod af amerikanske Bad Wolves, som nok mest er kendte for deres cover af ”Zombie”, og det walisiske reggae-metalband, Skindred. Måske ikke de mest oplagte navne til at varme op for Volbeat, især ikke overfor et jysk publikum, som har en tendens til at være meget kritiske, hvis noget afviger for meget fra normen.

Bad Wolves

Bandet indtog scenen med masser af selvtillid og attitude, det var tydeligt for enhver at se, at det var et band med en vis liveerfaring. Lyden sad helt perfekt i skabet, men desværre var lyset ikke lige så velfungerende. Volbeat har ladet sig inspireret af Metallica og har snakepitscene. Derfor er det kun de allerheldigste eller mest velhavende, som kan snige sig ind i det midterområde, som gangbroen ud fra scenen omslutter. Det betød derfor, at aftenens opvarmningsbands skulle bruge gangbroen, hvis de ville have nærkontakt til størstedelen af publikum, ellers ville der være en god distance fra dem til publikummet på gulvet. Bad Wolves var gode til at bruge dette sceneelement, men desværre ejede de ikke Volbeats lystekniker, hvilket resulterede i, at de en stor del af koncerten falmede i mørket på gangbroen. Netop dette kan også helt symbolsk siges om deres koncert, der på mange måde føltes, som et band der falmede i mørket og spillede noget musik, som de troede, at publikum ville synes var fedt. Der var grooves, der var energi, men absolut en mangel på personligt præg og overbevisende musisk identitet. Det meste af showet røg frontalt ind i kategorien ”Det har jeg set og hørt før”, og det var heller ikke til deres hjælp, at Boxen kun var halv fyldt, da de spillede.

Generelt er jyder ikke så glade for ulve, og det her blev heller ikke aftenen, hvor nogle slemme ulve kunne overbevise dem om, at ulve faktisk har noget godt at byde på. Sættets højdepunkt var, da de spillede deres cover af The Cranberries’ ”Zombie”. Det var et helt hæderligt udført cover, som faktisk fik de fremmødte jyder til at lege lidt med bandet ved at tænde lyset på deres mobiler, mens de sang med. Desværre var dette også meget sigende i forhold til påstanden om manglende musisk identitet. At lige præcis et cover netop skulle blive aftenens højdepunkt fra bandet.

5/10

Skindred

Nu hvor jyderne atter havde fået skræmt ulvene væk, var det det walisiske reggae-metalband Skindreds tur til at vinde publikums gunst. Starten var væsentligt bedre for det farverige band, da folk nu var mødt talstærkt op, og gulvsektionen var tæt på at være pakket. Især Benji Webbe, forsangeren, var yderst veloplagt og god til at komme ud over scenekanten og interagere med publikum. Her kunne det have været fænomenalt, hvis resten af bandet havde fulgt trop.

Bandet stod absolut skarpest, når de bevægede sig over i de sange, der er mest reggae-prægede. Her kunne man snildt pege på et af aftenens højdepunkter, hvor Webbe holdt en tale om, at negative mennesker fik for meget opmærksomhed, og man skulle bruge mindre tid på det, hvorefter han fik en stor del af publikum til at løfte deres nævner i vejret og råbe ”Kill The Power”, som de efterfølgende spillede.

Hen mod slutningen af koncerten var det, som om bandet tabte pusten lidt og mistede publikum. Måske netop pga. den jonglering af genrer, som Skindred præsterer. Min bror skrev meget passende til mig, at han var i tvivl, om forsangeren var reggaesanger, metalsanger, rapper eller hypeman. En følelse der nok har ræsonneret hos meget af publikummet, hvilket gør Skindred til en mærkværdig opvarmning til Volbeat.

Summa summarum, så gjorde Skindred det faktisk godt. Der var god lyd, og Benji prøvede ihærdigt at engagere publikum med diverse tilråb. Det kunne være blevet en ret suveræn optræden, hvis de havde trimmet klichéer fra som for eksempel at bruge Van Halens ”Jump” og Dr.Dres ”Still D.R.E.” som introer til sange, og bruge det samme tilråb (”You sucks ball man!”) for mange gange. Tilråbet var sjovt nok første gang, men ikke femte gang. Hvis det var blevet trimmet fra, og hvis resten af bandet havde gidet at sætte den ene fod foran den anden, så ville de sgu nok have solgt flere jyder på idéen om, at reggae-metal godt måtte være en mere udbredt genre.

7/10

Volbeat

Så var det aftenens hovednavns tur. Der var fra første sekund lagt i ovnen til en hel anden koncert. Boxen var godt fyldt, og sceneproduktionen havde fået et stort nyk op ad. Volbeat skulle ikke bruge lang tid, før hele bandet var at finde på gangbroen, hvor der nu for første gang i aften var masser af lys og spot til stede. De startede i godt tempo med ”The Devil’s Bleeding Crown” og ”Pelvis on Fire” til publikums store begejstring. Michael Poulsens vokal stod knivskarpt, og der blev gestikuleret fra alle medlemmer (undtagen trommeslageren selvfølgelig) til publikum. Den metal & rock ’n’ roll-fusionerede lyd vaskede for alvor henover den jyske slette, og det var blændende tydeligt, hvem der var aftenens hjemmebanenavne.

Poulsen havde under hele koncerten publikum i sin hule hånd. Under ”Last Day Under the Sun”, hvor han opfordrede publikummet til at klappe med, var der nærmest ikke en person i salen, som ikke ivrigt adlød. Ligeledes under ”Black Rose”, hvor Poulsen ville have publikum til at synge med, var det med fuld deltagelse med sådan en intensitet, at mine ørepropper ikke var nok til at stoppe en flok kåde jyder fra at give en ringen for mine ører.

Det klare højdepunkt var, da de spillede ”Shotgun Blues” fra deres nyeste plade, Servant of the Mind, efterfulgt af klassikeren ”Garden’s Tale”. Det akustiske guitarspil fra Rob Caggiano stod snorlige og Johan Olsens del blev afviklet helt fornuftigt. Dette var en seance, hvor publikummet virkelig var med. Desværre for Volbeat mistede de lidt af det momentum, som de havde opnået, og det varede ved indtil første gang de gik af scenen efter ”Doc Holiday”. En stor del af årsagen til, at de tabte pusten, var, at bandet i denne periode ikke interagerede ret meget med publikummet. Det kan vække lidt undren, da publikum ellers var som møl draget til bandets lys, og de var klar til at følge enhver kommando.

De fandt dog en sidste portion energi, da de trådte på scenen efter den åbenlyse falske ”Tak for i aften. Vi ses næste gang”-udvandring. Poulsen snakkede om, at det var ved at være sent, og man var træt, og om alle mon var klar til lidt mere? Et af de mest retoriske spørgsmål stillet i mands minde, fordi selvfølgelig var det jyske publikum dette. Volbeat satte lidt gang i sagerne med ”The Sacred Stone” og ”Die to Live”. Så kom den store finale (eller faktisk ikke – for der var endnu en sang bagefter) – ”For Evigt”! En masse tændte lyset på deres mobiler, og en stor del af publikum sang med, men til min store overraskelse var denne sing-along langt fra ligeså overbevisende som til ”Black Rose”. Hvilket gav en fornemmelse af, at selv Volbeat-fansene faktisk er ved at være overmættet af sangen, som er blevet basket ud af højtalerne i enhver håndboldhal, fodbold-arena og endda til pensionist-halbal, da selv Kandis spiller sangen. Noget tyder på, at sangen skal have en pause fra sætlisten, eller bandet skal genopfinde en hel ny liveudgave af den. Det var også lidt af en fadæse at placere den næstsidst på sætlisten, fordi en stor del af publikum startede med at udvandre det selvsamme sekund, sangen sluttede. Hvor alt står, så leverede Volbeat en bundsolid koncert, hvor de tydeligvis var på hjemmebane og havde publikum lige, hvor de ville have dem. Alt lyd og lys sad lige i skabet, og bandet spillede med flot præcision, og var ganske nærværende det meste af tiden. Den umiddelbare vurdering fra undertegnedes side var, at de fleste gik derfra tilfredse og en god oplevelse rigere.

8/10

Tid til at give slip

Som en der ikke selv er særlig begejstret for Volbeat og med dette som min første koncert med dem, så må jeg indrømme, at der er en vis undren i mit sind overfor, hvorfor bandet bliver lagt for så meget had i metalmiljøet. Jeg skal selv indrømme, at jeg har lavet en del dumsmarte bemærkninger på deres vegne, især fordi jeg har haft det svært ved Poulsens lidt monotone vokal. Når man så ser dem en aften som denne i Jylland, hvor de kan trække 10.000 mennesker til, som åbenlyst har det pissefedt, så er det jo tydeligt, at de kan noget.

Bandet leverede et professionelt show, hvor der også var plads til nærvær. Derfor er det svært ikke stille sig selv det spørgsmål, om vi ikke bare er en tand for snerpede og tænker en tand for firkantet i metalmiljøet? Hvad er det, der gør, at vi ikke vil omfavne Volbeat i samme grad som f.eks. D:A:D. og Dizzy Mizz Lizzy (og bevares, jeg ved nogen hader det hele), og Volbeat er blevet det ultimative laughing stock? Min egen forestilling er nok, at det netop er fordi, Volbeat mikser metal i deres rock ’n’ roll fremfor at holde musikken ren som for eksempel D:A:D. gør.

Mange føler måske, at bandet rører ved noget helligt og gør, at vores ”helle” bliver mere mainstream. Det kan være den helt klassiske med, at man er lidt bange for, at folk udenfor miljøet siger, at de lytter til metal, hvis de ”kun” lytter til Volbeat. Mange af os har en stor passion for metallen og vil måske ikke have, at det bliver den gængse forestilling, at alt metal er ligesom Volbeat.

Det jeg kan konstatere efter at have været til koncert med dem nu (hvilket jeg faktisk aldrig havde troet skulle ske) er, at de tydeligvis gør noget rigtigt, siden det kan tryllebinde så mange. Så burde vi ikke være glad for at have et band, der kan lokke så mange folk til en koncert? Det er langt flere end hvad Andreas Odbjerg, Benjamin Hav og lignende kan mestre, hvilket i sig selv er imponerende givet, at Volbeat befinder sig et spektrum af genrer, som ikke er alment populære i den danske musikkultur. De er et band, som kan blive et muligt gateway-drug for både unge og ældre, som kan få dem til at åbne øjnene op for det brede spektrum af metal. Mange af os har jo nok selv haft et gateway-drug-band til metallen, som tit er bands med rimelig mainstream appel.

Måske er det ved at være tid til at acceptere, at Volbeat ikke er det værste i verden – og at de bestemt heller ikke er det værste, der er sket for den danske metalscene. Det er i sandhed ved at blive mere kliché at smide endeløst had deres vej, end det er at lave den type musik, som Volbeat gør.