I could not help feeling that they were evil things …

H.P. Lovecrafts samlede værker fylder ikke mange hundrede sider, ikke mindst på grund af hans tidlige død, men de har alligevel formået at danne blåtryk for moderne horror og inspirerer stadig den dag i dag artister på tværs af kunstformer. Dødsmetal er absolut ingen undtagelse. Genren har affødt utallige album, der skæver til forfatterens værker, og hans novelle fra 1936, At The Mountains of Madness, tæller blandt de mest velbesøgte. Svenske Puteraeon (bastardiseret latin, som på dansk omtrent betyder ’rådden tidsalder’ – passende for det materiale, de beskæftiger sig med) er et skoleeksempel på denne påstand. Siden formationen i 2008 er det blevet til fire udgivelser i den kosmiske horrors navn. Men formår de på album nummer fem at få vredet noget ud af rædslerne i en snart 90 år gammel historie? Lad os se …

The thin monotonous whine of accursed flutes

Lad mig starte med en kort opsummering af novellen At The Mountains of Madness for dem, der ikke måtte have Lovecraft siddende på rygraden: En ekspedition til Antarktis finder resterne af en ældgammel civilisation i form af en enorm, tilsyneladende forladt metropol. Det står dog hurtigt klart, at der stadig er liv i de gamle bygninger, og det er langt mere dystert end først antaget.

Åbningsnummeret “Miskatonic Expedition” kommer en kende gumpetungt fra start og lyder lidt som, hvis temaet fra Dødens Gab blev dyppet i dødsmetal. Frygten for, om dette skal fortsætte på resten af albummet, bliver straks skubbet til side, da “The Land of Cold Eternal Winter” tager over. Allerede fra første tone slås an, må jeg tage hatten af for den stemning, Puteraeon formår at skabe, og jeg føler mig komplet hensat til det ubarmhjertige islandskab, som jeg første gang læste om for et kvart århundrede siden. Den uformelige ondskab lurer hele tiden lige bag de buldrende snestorme, som instrumenterne fabelagtigt imiterer. Især leadguitaren gengiver hen imod klimaks de hvinende vinde, som går gennem marv og ben.

Produktionen, som ingen ringere end Dan Swanö (Edge of Sanity, Bloodbath) står for, er umiskendelig svenskerdød, af den type, der ikke har en sjat melodigrandprix i bægeret. Swanö har skabt et lydbillede, der forener brutale riffs med ildevarslende underlag, hvilket især er tydeligt på “Gods of Unhallowed Space”, der til tider nærmest bliver drømmende. Min eneste anke, ud over intronummeret, er Jonas Lindbloods vokal. Misforstå mig ikke, han gør det glimrende, men leveringen er ikke helt konsistent hele albummet igennem. Al hæder skal dog gå til ham for at få ‘Tekeli-li! Tekeli-li!’ – Lovecrafts aldeles fjollede udpensling af den lyd, en shoggoth, historiens vederstyggelighed, frembringer – til rent faktisk at lyde faretruende.

The oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown

Min fascination af Lovecrafts rædsler har varet det meste af livet, og jeg har set mange dårlige forsøg på at gengive hans fortællinger. Derfor vægrede jeg mig også ved at give mig i kast med denne udgivelse, men al bekymring blev fejet af vejen. Her har vi et glimrende eksempel på, at man ikke behøver opfinde den dybe tallerken. Man kan nøjes med at demonstrere, at man er særdeles ferm til at fylde noget lækkert i den. Fortællingen bliver mesterligt leveret fra ende til anden, og selvom jeg til stadighed ikke har sluttet fred med intronummeret, så lander jeg på syv solide kranier.