Den gode EP vs. det middelmådige album

Når man kigger på Drudensangs diskografi, og generelle infosider, så ser man tydeligt, at bandet er trve; det hele emmer af den klassiske undergrundstanke fra 1990’ernes Norge. Et utal af demoer, liveplader, splits, singler og opsamlingsalbum pryder listen over udgivelser. Ligeså har bandet været igennem adskillige navneskift, og der gik da også næsten hele ti år, før de iltre tyskere var klar med et reelt album. Men måske det også tog lidt for hårdt på dem at være så kreative, for med Geysterzvvang er de atter vendt tilbage til det lidt mere vante, samt forsigtige, format, nemlig EP’en. Men forsigtigt betyder jo ikke dårligt, og i og med ’less is more’, så trumfer en god EP altid et middelmådigt album. Så er spørgsmålet jo blot, om det her er en god EP.

Skru ne’ for den bas!

Drudensang er, på mange måder, klassisk alpe-black. Det er ikke en reel genre, men jeg har efterhånden anmeldt utroligt mange bands fra områderne nær den enorme bjergkæde, og de har alle mange fællestræk: Det er storladen black metal med melodiske og guitardrevne passager, og tit sniger der sig også diverse folk-elementer ind for at hylde de høje tinder, de mørke skove og de dybe dale, som alle er så synonyme med området. Man kan nemt trække røde tråde fra Drudensang til bands som Ungfell, Aara og Dauþuz, men man kan nu også fornemme inspirationen fra større, og mere prominente, bands indenfor den melodiske black metal som både Immortal og Dissection.

Geysterzvvang er en spøjs omgang. Musikken understreger, at bandet egentlig har ambitioner om at lyde storladne og særdeles imposante, men den ekstremt komprimerede produktion gør, at deres ambitioner falder til jorden. Ligeså har basguitaren fået alt for meget albuerum, når nu man tænker på, det er et black metal-band. Dens dundrende tilstedeværelse tilføjer nogle proggede elementer, som strengt taget ikke rigtigt matcher bandets Immortal-influerede musik. De mange, og udmærkede, guitarsoli bliver ydermere totalt begravede af hele rytmesektionen, hvilket virkeligt er en skam – for guitaristerne kan bestemt deres kram. Tag nu introen på ”Offenbarung der Lvzier”, der mestendels lyder som, hvis Dissection havde skrevet Megadeths ”Hangar 18”, eller guitarsoloen i ”Geysterzvvang”, der hørmer langt væk af Van Halen.

Drudensang er så afgjort et guitardrevet band, men af uransagelige årsager så er det guitarerne, der får mindst plads – det giver absolut ingen mening. Eller, det giver i hvert fald ikke mening, indtil det går op for en, at det er bassisten, der er bandboss – og frontmand – og han er åbenbart typen, der har et stort behov for at hævde sin dominans, hvilket jo også rimer lidt på Megadeth.

#JeSuisMixerpult

Jeg ville ønske, jeg var større fan af Geysterzvvang, end jeg er. For musikken er god og velskrevet, og helt generelt er jeg stor fan af alpe-black. Men bandet spænder ben for sig selv, i en sådan grad at man kan smage gruset og mærke hudafskrabningen fra det hovedstyrt, de laver durk ned i asfalten. Jeg ved ikke, hvem der har stået bag mixerpulten, men vedkommende burde fjernes derfra, og der burde laves et polititilhold for at beskytte den stakkels pult. Derudover burde man bede Krámpn om at skrue ned for både bas og ego – der er simpelthen ingen, der forbinder black metal med kodyle basgange. Ligeså burde hvem end, der godkendte ideen om at slutte hele herligheden af med en ligegyldig omgang keyboardtjuhej, nemlig nummeret ”Miasma”, blive forment adgang til bandets øvelokaler. Så, Drudensang, bedre held næste gang!