Volbeat spiller metal igen – og det klæder dem umådeligt godt
Tør man lytte?
Volbeat kræver næppe nogen større forkromet introduktion. Bandet, der for længst har erobret det store udland og om nogen delt vandene i det danske jantelovs-metallandskab, har trods en gigantisk fanbase og stor kommerciel succes måttet lægge øre til meget. Prædikater som “syngende fadølsanlæg” og “pøbelrock for Bilka-segmentet” har klistret sig til dem i årevis, mens de på næsten alle plader har inkluderet mindst én single, der virker, som er de skrevet direkte med amerikanske radiostationer samt vores egen P3 in mente. De holdt hurtigt op med at spille “rigtig” metal efter debuten i 2005, og specielt “true” kan man ikke ligefrem sige, det var med lytterleflen af den kaliber, som fulgte efter. Men alt andet lige må man tage hatten af for deres enorme succes.
Kvartetten er nu aktuel med sin ottende langspiller, der har fået titlen Servant Of The Mind, og sammen med resten af verden har jeg personligt været spændt på noget ganske særligt: Er der igen tale om bluesrockfloskler og gentagelser for snart femte plade i streg, eller er der nye toner at komme efter?
Så havde de alligevel ikke glemt deres rødder …
Da Volbeats første plade, The Strength, The Sound, The Songs, ramte hylderne for seksten år siden, var jeg aldeles vild, voldsom og helt rundt på gulvet over den. Pladen – som jeg stadig synes er en af de stærkeste danske debutskiver nogensinde – var albummet, Metallica burde have skrevet, og deres efterfølgende succes kunne næppe komme bag på nogen som helst. To skiver senere stod jeg dog af. Volbeat lavede, stort set, den samme plade fire gange i træk, og helt galt gik det for to år siden med den enormt enerverende Rewind, Replay, Rebound. Denne gang har frontmand og mastermind Michael Poulsen dog luftet, at Servant Of The Mind faktisk minder en del om debuten og er det hårdeste de længe har lavet. Og fandeme så – det er ikke engang løgn!
Atten numre og en spilletid på 78 minutter; så meget Volbeat er lige fire-fem numre for meget, men det ændrer ikke på, at de har lavet en ganske glimrende plade. Man hører tydeligt, at de hårde numre – præcis som Poulsen har lovet os – minder meget om det Volbeat, der var engang, og hvor må jeg bare sige, at det klæder dem. Poulsens rytmeguitar har en tight-hed af næsten Hetfield’ske dimensioner, og med Jon Larsens suveræne grydebankeri til at danne fundamentet er den tunge udgave af Volbeat anno 2021 overhovedet ikke tosset. Lyt blot til “Temple Of Ekur”, “The Sacred Stones”, “Say No More” og “Return To None”. Okay, parallellerne til Metallica er ret tykke flere steder, men sammen med singlen “Becoming” leverer Volbeat nogle af de fedeste skæringer, de har komponeret i mange år. Hårdtslående riffs, headbang-indbydende hooks og en fantastisk produktion. Bevares, akkordsammensætningen og harmonierne i de respektive omkvæd er den stadig den samme som altid – Elvis Presley levede sgu ikke forgæves – men for pokker, de kan spille! De er faktisk pissedygtige til at levere gedigen klassisk metalsmadder, når det ellers passer dem.
Servant Of The Mind rummer dog også en lidt for stor portion ligegyldigt fyld og ikke mindst de famøse gentagelser. Det obligatoriske P3-hit i form af “Dagen Før”, hvor Stine Bramsen fra Alphabeat gæsteoptræder, kan nemt springes over. Det er simpelthen drønkedeligt. “Shotgun Blues”, “The Devil Rages On” og “Step Into Light” er ligegyldige fladheder fra overskudslageret – komplet med 1960’er-harmonier og cowboyfis – og endelig den stygge “Wait A Minute My Girl”, hvor kvartetten næsten lyder som en parodi på sig selv. Det er dog et fuldstændig harmløst nummer i forhold til den tåkrummende “Domino”, men den skal vi ikke komme ind på her. Lad os bare sige, at lytning af det nummer er på eget ansvar.
Det bedste fra Volbeat i årevis
Guderne skal vide, at jeg har været splitterravende tosset på Volbeat, siden de besluttede sig for at vende ryggen til metallen og i stedet lave blødsøden boogie woogie-poprock. De er så hamrende dygtige til at spille metal, og hvor er det dog forløsende, at de så småt gør det igen. Volbeat vil nok altid være Volbeat og blive ved med at hylde Elvis og lave genbrugspræget leflen for masserne imens, men Servant Of The Mind er uden tvivl det mest interessante album, de har lavet siden Rock The Rebel / Metal The Devil. Det piner mig, at bandet stadig genbruger de samme gamle sangskabeloner hist og her samt propper pladen med ligegyldige numre, for uden americana-shuffle, bluesfloskler og øvrige ligegyldigheder havde denne plade scoret en ganske pæn karakter, og måske endda endt i min private vinylsamling. Jeg ender dog med at give seks store kranier og en erkendelse af, at jeg nok kommer til at høre meget mere Volbeat i fremtiden.
