Vanir og Idaslet

19. april 2025

Headlinere: Vanir, Idaslet

Historier født af den danske muld

Anden dag i streg præsenterede Rust en koncert i Rust In Peace-programmet, og lørdag aften stod den på historiefortælling og dansk metal fra øverste hylde, da Idaslet og Vanir bød op til pit.

Idaslet

Kongen af harmonikaen takker af

For en uges tid siden meldte Idaslet ud, at harmonikaspiller og sanger Kristian Ellingsøe har valgt at forlade bandet; således var denne aften på RUST sidste optræden i denne konstellation. I dagens anledning var der dukket en del metalglade mennesker op, og trods den ærgerlige nyhed var der intet, der stod i vejen for det gode humør.

Dance until you drop

I takt med at antallet af mennesker i den lille sal voksede, steg forventningens glæde hos de fremmødte, der kvitterede med et energisk Idaslet-heppekor, der ingen ende ville tage. Lige præcis som planlagt indtog Idaslet scenen klokken halv ni, dog uden guitarist Victor Haugaard, der ifølge frontmand Magnus Berthelsen lå hjemme med feber. Til gengæld havde bandet Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms med som både vokalist og “hype-(wo)man”, så det hverken skortede på energi eller fyldighed i lyden. Med seks mennesker på scenen og hele tre til fire personer på vokal – også samtidig – kunne man naturligvis godt frygte, at lyden ville blive alt for mudret, men det meste af tiden fungerede det helt perfekt. Det kunne blandt andet høres på tredje nummer, “Kongestrid på Hedehøj”, hvor ikke kun de tre hovedvokalister Berthelsen, Schmidt og Ellingsøe supplerede hinanden godt, men også harmonikaen indtog en fremtrædende plads i lydbilledet og bar melodien. Et af de talrige højdepunkter, dette sæt havde at byde på, var “Spirets Tone”, der i øvrigt også er blandt mine personlige favoritter på Nu Skrider Dagen Under fra 2023, hvor Berthelsen iført kappe og med skibsklokke i hånden ledte slagets gang. Denne blev stærkt efterfulgt af den gåsehudsfremkaldende “Balders Død”, hvor Schmidts stemme for alvor fik lov til at udfolde sig. Og den langsomt stigende intensitet blev båret af særligt Rune Jegsmarks trommer og guitaren spillet af Anders Hansen – der i øvrigt gjorde et solidt og medrivende arbejde på kor. På afsluttende nummer “Oppe i Norge” fik de fremmødte en sidste chance for at tage sig en svingom i pitten, hvilket i den grad blev udnyttet – også af Schmidt, der hoppede ned fra scenen og bød forskellige publikummer op til dans.

Hvem sletter Ida?

Samlet set blev de fremmødte budt et storslået og velafstemt lydbillede, som de med glæde lod sig rive med af. Dermed var denne koncert en vellykket og værdig måde at sende deres harmonikaspiller afsted på. Jeg er spændt på at se, hvordan Idaslets fremtidige auditive udtryk kommer til at blive, nu hvor harmonikaen, der har været en karakteristisk del af deres musik indtil nu, skal erstattes.

Sætliste:

Æret Oder Dodt
Afdøbt
Kongestrid på Hedehøj
Salens Kor
Kæmpens Ni Spørgsmål
Fald På Knæ
I Gården Sagte
Spirets Tone
Balders Død
Kvadet Om Hyt
Oppe I Norge

8/10

Vanir

Tilbage på togt

Med 16 år på bagen og syv langspillere i bagkataloget – den seneste fra 2024 – kræver et band som Vanir vel næppe en introduktion. Seksmandsorkestret, hvis eneste originale medlem er sanger Martin Rubini, manglede ligesom Idaslet en af deres guitarister denne lørdag aften, men det var ikke noget, der lagde en dæmper på bandets energi.

Danmarkshistorie for begyndere

Publikum stod side om side foran scenen og ventede forventningsfuldt på, at musikerne fra Vanir skulle indtage scenen. Bandet indledte deres sæt med “Day of Reckoning” fra Sagas udgivet i 2022, og fra første øjeblik sad lyden lige i skabet, så publikum blev mødt af et massivt og velafstemt lydbillede, der blev opretholdt gennem hele koncerten. Det kom især til udtryk på “Wrath of Sutr”, der var en af de første sange, som guitarist Kirk Backarach skrev, da han og keyboardspiller Stefan Dujardin blev del af bandet for snart ti år siden. Begejstringen for dette nummer var også stor blandt de fremmødte, og en kæmpemæssig pit indtog nærmest hele lokalet. For undertegnede var det dog især femte nummer, “One Man Army”, anden single fra Epitome udgivet i 2024, der brillerede med en gennemtrængende vokal fra Martin Rubinis side og et formidabelt samspil mellem Mikael Christensens bas og trommerne spillet af Jon Elmquist. Også “Wood Iron and Will” var med sit massive lydbillede og flot og melodiøst arbejde fra Backarachs side en rungende succes.
Men Vanir ville jo ikke være Vanir, hvis der ikke også blev taget nogle aktuelle emner op, for hvis man tænker på verdenssituationen i dag, kan man ifølge frontmand Rubini kun tænke: “Fuuuck” – og det var der enighed om blandt de fremmødte. Med de ord blev andet sidste nummer “Call To Arms” dedikeret til de ukrainske soldater og med et rungende “fuck Putin” blev pitten ellers sat i gang. Aftenens allersidste nummer, “Twisting the Knife”, handlede ligeledes om en forræderisk tyran, “men han var desværre dansk”.

Vind i sejlet

Vanir viste sig fra deres bedste side og cementerede endnu en gang deres status som et af Danmarks førende melodødsbands, hvilket man også tydeligt kunne mærke på de fremmødte, der sugede hver en tone til sig. Jeg har efterhånden oplevet Vanir en del gange – hver gang i Jylland – men engagementet fra deres fans under denne koncert viste helt klart, at de sjællandske vikinger var på hjemmebane.

Sætliste: