Sypher – et dystopisk mysterium svøbt i tåge og tavshed

Danske Sypher må siges at være indhyllet i mystik. Med blot fem singler i bagkataloget er der på forhånd ikke det store arkiv at trawle igennem for at afkode deres musikalske identitet. Ét kig på bandfotoet afslører en maskebærende kvintet, som man sagtens kan beskylde for at have en forkærlighed for det dystopiske. Men hvordan omsættes det til en liveoplevelse, når det nok er de færreste, der kender til bandet?

Klokken 21:00 trådte det maskerede firkløver ind på scenen foran en sal, der på en god dag kunne kaldes halvt fyldt. Anført af frontmanden Leader - en maskeret, mørkklædt kriger, som nemt kunne trække paralleller til en forgyldt Freddy Krueger - lagde bandet ud i et mørkt og lettere progressivt univers. Åbningen bød på en lysere clean vokal, der i de første minutter fremstod en kende sårbar og ulden i kanten, og man nåede lige at overveje, om der var tale om scenekuller. Men så snart der kom mere tyngde og fylde i lydbilledet, faldt tingene på plads. 

Leadguitaristen trak tydelige veksler på Slipknot med sin metalombyggede Telecaster, mens de sortmalede hænder enten skjulte genkendelige tatoveringer eller blot var en detalje i det visuelle udtryk. Musikalsk bevægede bandet sig over flere genrer, men primært omkring nu-metal krydret med metalcore og proggede passager. 

Showet bød på et par besynderlige elementer. Mellem flere af numrene opstod der lydflader og pauser uden forklaring eller pointe, hvor andre bands normalt ville tale til publikum. Med andre ord så gør man det ikke let for sig selv ved aktivt at vælge ikke at tale til de fremmødte. Undervejs blev salen via fagter opdelt til en wall of death, som omkring syv mand gik med på, hvilket måske ikke skabte den helt store udladning, men dog bragte smil frem på læberne hos de fremmødte. 

Mod sættets afslutning blev hele bandets tøris-budget blæst af i en tæt tåge, mens Sypher skruede op for energien. Selvom leadguitaren faldt en smule igennem i mixet efter et instrumentbytte, var der tænding og smæk på lyden til det sidste. Længere tilbage i lokalet var det desværre sværere at holde på opmærksomheden, og en del af publikum foretrak at snakke højlydt igennem numrene – en adfærd, der altid hører bedre hjemme i baren end foran scenen.

Sypher gjorde alt, hvad de kunne for at varme Stengade op lørdag aften, men energien fra publikum kom aldrig helt op at ringe. Nok primært fordi de færreste havde gjort sig ulejligheden at tjekke mere end et enkelt nummer eller to fra orkestret, inden de dukkede op til koncerten. Men bandet viste solidt håndværk, stærke melodier og et spændende udtryk, som sagtens kan udvikle sig til noget interessant på den danske metalscene.

6/10

Urne - alt for meget personlighed til så lille et sted

Britiske Urne udgav tidligere på året et fremragende album, Setting Fire to the Sky. Bandets navn stammer ikke helt uventet fra det engelske ord ‘urn’, der, som man nok kunne forvente,  betyder urne. Selvom navnet utvivlsomt skaber lidt debat om den rette udtale (især indenfor Danmarks grænser), er meningen med galskaben at cementere orkestrets forkærlighed for det mørke og melankolske udtryk.

Lige siden undertegnede anmeldte skiven, har jeg glædet mig som et lille barn til at se, hvordan Urne ville overføre deres komplekse, tunge univers til en livescene. Forventningerne var tårnhøje, og det kan som bekendt være en farlig størrelse – selvom det er lørdag aften, og selveste Joe Duplantier fra Gojira har blåstemplet bandet. 

Da Urne trådte op på Stengades scene, blev der fra første anslag skruet 100 % op for energien. Kvartetten, som normalt er en trio (tak til Kurtis Bagley for at spille med som akkompagnerende guitarist), var opsat på at ødelægge Stengade og havde publikum i sin hule hånd fra første strofe. Frontmanden Joe Nallys ansigtsmimik var en historie i sig selv: Han svingede ubesværet mellem at ligne en tilforladelig familiefar, der henter franske hotdogs til børnene til et søndagsstævne, og en ustyrlig, besat dæmon, i det øjeblik musikken ramte. Den uendeligt lange bas, Nally spillede på gennem sættet samt hans evne til at smadre lokalet med sin vokal er intet mindre end en musikalsk genialitet.

Allerede i løbet af de første numre var der dømt fællessang a la Bakken på en god sommerdag. Godt nok har Stengade en beskeden kapacitet, men de fremmødte var velbevandrede i Urnes diskografi. Den tekniske eksekvering var i absolut topklasse, og det var tydeligt fra start, at briterne var 100 % til stede i rummet. Det var også tydeligt, at bandet har en særlig relation til Danmark og især København, da frontmanden namedroppede Morten og Tina som særligt engagerede fans, der havde en finger med i spillet for bandets tilstedeværelse i landet. Generelt set brugte Nally meget tid og energi i sættet på at forklare, hvorfor de var store fans af København, og antydede, at der ikke skulle gå lang tid, før de kom retur. Og heldigvis for det. 

Energien i salen fejlede ingenting. Spontane moshpits af halvfulde koncertgængere skabte plads foran scenen til at udøve klassisk metalgymnastik igennem det meste af sættet. Bandet red på bølgen af energi, og gennem særlig charmerende karakter og scenetilstædeværelse gik det i flere øjeblikke op i en højere enhed. Guitarmæssigt var der dømt solo galore fra LTD-økserne. Samspillet mellem guitaristerne var uden dikkedarer og særligt smagfuldt i sektioner, der blev til harmonisk duellerende leadlinjer, som fik det til at kilde alle de rigtige steder for de fremmødte guitarnørder.

Undervejs var der kun minimale tekniske host, men visse numre på sætlisten var et enkelt minut eller to for lange. Særligt det næsten ti minutter lange “Harken the Waves”, som Urne sluttede af med, måtte gerne have været i midten eller starten af sættet, da det trak en my ud af finalens gennemslagskraft. Bandet kan utvivlsomt være stolte af Troy Sanders (fra Mastodon) feature på nummeret, men en lidt mere hårdtslående afslutning havde klædt et ellers nærmest perfekt opbygget sæt.

Reelt set er Urne et band, der allerede nu burde spille på langt større scener. Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvordan sådan et velspillende orkester ikke kan trække flere koncertgængere en lørdag aften. Er det det danske metalcrowd, som hænger sig i det velkendte, eller skal vi have mere skub i promoterne for at gøre opmærksom på navne, der tydeligvis kan bære noget mere end små scener i den københavnske undergrund?

Men denne aften var alle fremmødte på Stengade uden tvivl lykkelige for, at de var til stede netop dér. Intimiteten og nærværet løftede oplevelsen til et niveau, man sjældent oplever, da man kunne fornemme, at stort set hver eneste gæst på spillestedet var fan af Urnes musik.

9/10