Jakob Stegelmann / Troldspejlet in Symphony. Billedets ophavsret stammer fra Musikhuset Aarhus.
Tidligere har Aarhus Symfoniorkester spillet livemusik til store film som Ringenes Herre, Harry Potter og Star Wars, men kun én gang, ved en særlig lejlighed, har de bevæget sig ud i metallens verden. Nemlig i 2018, hvor de var gæster på Copenhell sammen med Jakob Stegelmann i en symfonisk ære til nørdernes og nostalgiens verden. I Musikhuset Aarhus denne aften blev der lavet om på det, da Symfoniorkesteret og Stegelmann havde inviteret metallen med ind i den klassiske verden. Der står på Aarhus Musikhus’ hjemmeside til begivenheden “Hvad er et computerspil og en superhelt uden et symfoniorkester?”, dertil vil jeg tilføje: “Hvad er metal uden klassisk musik?” Det havde nok ikke eksisteret. Der hersker ingen tvivl om, at den klassiske verden har affødt de andre genrer, vi kender til, metallen heriblandt, og er den absolutte grobund for al musisk udvikling. Derfor er det mig også en ære at få lov til at anmelde intet mindre end en verdenspremiere – den første store koncert afholdt med Troldspejlet (de har lavet mindre f.eks. skolekoncerter, men denne er den første længere Troldspejlet-koncert).
Første akt
Nå, nu til selve begivenheden! Dirigenten Peter Ettrup Larsen kom på scenen i bedste coronastil med et “albue-bump” til nærmeste violinist, og så var vi i gang. Aftenens musiske indslag startede på den eneste korrekte måde, med introen til Troldspejlet spillet af Aarhus Symfoniorkester. Herefter kom Stegelmann på scenen og fortalte lidt om planen: første akt med Aarhus Symfoniorkester og anden akt akkompagneret af Defecto. Alle elsker Stegelmann. Alle elsker det, han står for. Den magi, han medbringer i fortællingerne om computerspil, film og tegneserier. “Musikken skaber magien”, sagde Stegelmann. Og på en aften som denne var det absolut til at mærke.
Vi blev budt på alt fra Star Wars til Star Trek, Sonic, Mario Brothers, E.T., Forgotten Anne og Street Fighter 2 i vores dobbelt-aktede færd rundt i nørdernes rige. Det startede med to monstre: King Kong og Godzilla, som satte stemningen for den “rigtige” filmmusik i filmene fra hhv. 1933 og 1954. Rejsen gennem film- og spilmusik var fantastisk. Det var fuldstændig som at være 12 år igen og lytte til Stegelmanns utrolige fortællerstemme. Hjemme på skærmen kunne man følge med i scener fra forskellige spil, men i musikhusets sal måtte fantasien på overarbejde. Gennem hele oplevelsen kunne det mærkes, hvordan musikken skaber følelserne, og flere af musikstykkerne gav mig direkte associationer til at være i en anden verden, helt uden at have det visuelle med, eller blot at lukke øjnene.
Først akt gav mig et helt nyt og interessant indblik i, hvor meget filmmusik lyder ens. Den engelske komponist Gustav Holst, skrev tilbage i 1914-16 en orkestersuite på syv satser, “Planeterne”, hvorfra vi hørte melodien “Mars”, som Stegelmann udpegede til at være den fedeste af hans værker. Jeg kunne tydeligt høre inspiration herfra til Star Wars-temaet – John Williams har hugget en masse herfra (ikke at han forsøger at skjule det). Hold op, hvor var det fedt at lytte til. Akten blev afsluttet af Star Wars – Episode II: Attack of the Clones. Den mindst elskede Star Wars-film, mente Stegelmann, samt Spielbergs E.T., hvor musikken i den grad er med til at afspejle venskabet, truslen og tragedien.
Anden akt
Efter en kort pause, hvor hovedet var blevet tunet ind på nørdfrekvensen, startede anden akt. Troldspejlet introen gik endnu en gang i gang, nu med tilføjelsen af de rå elementer fra Defecto. Hold k*ft, hvor lød det fedt! Det er ikke så sært, at symfonisk metal er glimrende musik. Stegelmann introducerer grunden til, at metallen blev inviteret i Musikhuset: Det er jo de samme mennesker, der nørder, som hører metal – her har han nok ret…
Første musiske indslag var et medley af F-Zero, Doom, Castle Vania, Sonic, Street Fighter 2, Mario Brothers m.fl. med Defecto inde over. En absolut fed kombination af metal og symfoni. Jeg må, som jeg har gjort det før, nævne Frederik Møllers (Defecto) eminente guitarspil. I min optik er Frederiks tekniske evner på niveau med de bedste guitarister, vi har i Danmark. Medleyet blev efterfulgt af to numre fra Defectos nye skive: Radiosinglen “Rise” og balladen “Paradigme of Deceit” med supplement fra Aarhus Symfoniorkester. Det var tydeligt at høre, at Nicklas Sonnes stemme er kommet fint igen ovenpå en god omgang lungebetændelse tilbage i efteråret 2019, der hjemsøgte ham i en periode. Især på “Paradigm og Deceit”, hvor han i begyndelsen af versene er “nøgen” med sin stemme og ikke støttet af sin guitar, som de fleste andre Defecto-numre. Det lover godt for de kommende Defecto-koncerter.
Filmmusik var der nok af, og inden vi skulle høre temaet til Rambo, fortalte dirigent Peter Ettrup Larsen om opbygningen af stykket, og hvordan musikken veksler mellem lige og skæve takter for at vise Rambos følelser. Filmmusikken er uden tekst, men i rulleteksterne til filmen kommer der tekst på stykket. Teksten havde Sonne fået mulighed for at vække til live, og igen fik vi hørt ham i en sammenhæng, hvor guitaren ikke var i spil. Hans rå vokal passede rigtig godt til nummeret, og det var en fryd at opleve den i en anden sammenhæng end metal. Videre i filmmusikkens verden skulle der lidt gys på banen med Halloween-temaet, der løb mig koldt ned ad ryggen, fulgt af Terminator og ikke mindst Supermand.
Aftenens joker var dog Mad Max Fury Road. Stegelmann informerede om, at han har lavet Troldspejlet i 30 år, men da det blev til Troldspejlet og co., som var for børn, blev det lidt sværere, da det ikke måtte være helt så voldeligt – svært var det at finde scener fra GTA – men han fik engang lov til at interviewe George Miller, instruktøren af Mad Max Fury Road, dog i en anden sammenhæng. Han har nemlig også instrueret Babe, den kække gris. Så ved I det. Musikken fra Babe slap vi for, men introen til Mad Max Fury Road med Frederik Møller på guitarsolo var voldsomt vildt at opleve – det helt perfekte samspil mellem klassisk og metal, hvilket man også oplever i filmen.
Afslutningen på begivenheden var kommet, og jeg ved, at der sad andre end mig i salen med tanken om, at de jo havde glemt en af de helt store. Men vi blev ikke snydt, for Stegelmann og dirigent Peter Ettrup Larsen kom naturligvis tilbage på scenen, og vi fik lov at høre temaet til Star Wars.
En overordnet succes
Det er svært at sætte en karakter på en verdenspremiere, når man ikke har meget at sammenligne med, og når begivenheden er i en helt anden skala og sammensætning end oplevelsen på Copenhell i 2018. Men ud fra den følelse, jeg havde i kroppen, da jeg gik ned til bilen, har jeg ikke kunnet give andet end næsten topkarakter. Det rammer på ingen måde Metallicas S&M, dels fordi skalaen er mindre, men også fordi jeg til tider savnede metalindspark fra Defecto, som var blevet placeret bagerst og sagtens kunne have været med på flere af numrene. Jeg vil dog sige så meget, at det var godt! Ellers er noget af det eneste, jeg har haft at sætte på oplevelsen, at det ind imellem lød, som om noget ikke stemte helt overens, f.eks. i Troldspejlet-introen i anden akt, hvor det var, som om noget gik for langsomt, og at tonerne blev trukket lidt ud, når de klassiske instrumenter og de elektriske skulle følge hinanden i samspil.