5 plader siden 1989, det kan kun blive godt

Dark Millenium er et tysk progressivt dødsmetal band oprindeligt formet i 1989 under navnet Mortal Freight. De havde en kort levetid, før de stoppede i 1993 efter at have udgivet det kult-klassiske album Diana Read Peace. De opstod igen i 2016 med ny bassist og trommeslager og har siden da udgivet tre plader. Deres oprindelige lyd var karakteriseret af et lidt doomet, groovy, og eksperimentalt take på den progressive dødsformular, der skulle populariseres på Deaths senere plader. Deres senere skiver har budt på mere af det samme, blot modnet med årene. Hvis man dog spørger redaktionen, mindede allerseneste nu lidt for meget om Death. I år udkommer deres sjette plade, Come, og spørgsmålet er, om der er plads til fornyelse hos tyskerne, eller om de holder sig til det gode gamle.

Når man er så progressiv, at man ikke behøver at skrive sange

Jeg er normalt ret stor fan af rå produktion og kan blandt andet godt lide den måde, Dark Milleniums forrige plader lyder på. Men det er her, at vi bliver nødt til at skelne mellem rå og dårlig. Come er utrolig dårligt produceret, til et punkt hvor pladen bliver svær at lytte til. Der er ingen basfrekvens at finde, og diskanten af guitarerne er så forvrænget, at man er under konstant angreb af en enerverende krakelering. Pladen summer i ens indre øre som myggen på ens værelse, når man prøver at sove. Når trommeslager Andre Schaltenberg spiller mere aktivt, så er der ingen definition på bækkenslagene, hvilket tilføjer mere diskantstøj at få hovedpine af. Alt er så sammenpresset og komprimeret, at det kun er under meget få sektioner, at man kan ane, hvad der foregår, såsom de langsommere riffs på ”Green God”.

Men der er ikke meget at komme efter, der hvor man kan høre de individuelle elementer. Hele pladen lider af ingensteds-værende overgange. Hver sang består som minimum af tre mikrosange, der ikke hører sammen. Til eksempel er der ”Pieces of Midnight”, som har en slatten akustisk intro, der efterfølges af en anden, komplet urelateret intro. Disse to sektioner er ikke blot i forskellige tonearter, men også i forskellige tempi. Og Come er fyldt med disse fuldstændig forvirrende fejlslutninger. Allerede første sang, ”Here”, giver forsmag på elendigheden, der skal efterfølge. Den xylofondrevne midterdel af sangen, der ville have fungeret som outro for sig, afløses af to forskellige outroer med ingen musikalsk relation til hinanden. Denne gentagende dårligdom af pladen efterlader lytteren med konstant sur smag i munden. Det er, som om Dark Millenium tænkte, at det eneste, der skulle til for at skrive en god sang, var, at den skulle være uforudsigelig. Og dette er rigtigt frustrerende, når man har lyttet til deres forrige værk, hvor uforudsigeligheden stadig gav mening.

Disse to albumødelæggende problemer, produktionen og den overraskende forfærdelige sangskrivning, bliver især irriterende, når man så indser detaljerne og kreativiteten bag visse sektioner. Førnævnte xylofon-sektion ville have været mere fordybende uden diskantkrakeleringen af rytmeguitaren. Riffet i 7/8 på sidste sang, ”House of the Pale Inhabitant”, ville have stået som et enormt emotionelt pejlemærke, hvis ikke det, der kom efter, skyllede det følelsesmæssige potentiale ud i frustrerende ligegyldighed. Riffet mod slutningen af ”Green God” er utroligt interessant på et harmonisk plan med sin glidende overgang fra mørk og øreskærende dissonans til afrundet dur-afslutning, men man har ikke lyst til at lytte til det, fordi det er produceret så dårligt. Dark Millenium har, som altid, tydeligvis styr på, hvordan man leger med de harmoniske og rytmiske normer, de har åbenbart bare glemt, hvordan en sang lyder i mellemtiden.

Det går ned ad bakke nu

I deres forsøg på at bryde ud af egen formular har Dark Millenium glemt, at de også skal skrive gode sange. Der er gået fire år siden Acid King, men alligevel føles Come voldsomt forhastet og ufærdig. Produktionen er decideret dårlig, og sangskrivningen er dybt usammenhængende. Hver sang føles som tre halvfærdige idéer, der er koblet sammen på meget tyndt grundlag, og helhedsoplevelsen lider som følge. Man kan ikke sætte sig ind i de ellers nytænkende idéer, der dukker op i tide og utide, fordi man konstant forventer at blive overrumplet af noget helt andet, og det er synd. En gammel hund kan åbenbart lære nye tricks, men det er så på bekostning af hele dens optrædende fundament.