Findes den perfekte diskografi?

Nogle bands spytter albums ud hvert år som et samlebånd på overarbejde, mens andre behandler hver udgivelse som en jubilæumsfest. Draconian udgav deres første album Where Lovers Mourn i 2003, og på 23 år er det blevet til otte udgivelser. Omtrent ét hvert tredje år. Derfor kan jeg konkludere, at når niveauet er så absurd højt, virker det som den perfekte rytme. Der findes ikke mange bands med en diskografi så stærk som Draconians. Den slags kan tælles på to hænder. Måske færre, hvis man er kræsen, eller godt kan lide at producere sit eget fyrværkeri. Den mest omdiskuterede ting blandt fansene, er ikke kvaliteten, men kampen om vokalen. Om Heike Langhans i perioden 2012-2022 overgik Lisa Johansson. På In Somnolent Ruin er Lisa tilbage side om side med Johan Ericsson, Anders Jacobsson, Daniel Arvidsson, Niklas Nord og den nye trommeslager Daniel Johansson, som vi blandt andet kender fra Wormwood. Spørgsmålet er så bare, om det er et lykkeligt gensyn, eller som at møde sin eks på strøget, mens hun går hånd i hånd med en fyr skåret som Henry Cavill

Kunsten af kunne fordybe sig selv

I denne digitale tidsalder er det blevet helt normalt at føle sig overvældet. Der findes flere streamingtjenester, end der findes gode undskyldninger for at beholde TikTok på telefonen, nye albummer vælter ind hver eneste fredag, og tilbudsaviserne fylder postkassen hurtigere, end man kan nå at råbe “STOP FOR SATAN” ud gennem vinduet. Netop derfor er fordybelse blevet vigtigere end nogensinde. Ikke bare at skimme overfladen som en koffeinpumpet guldfisk, men faktisk at sætte tempoet ned og tage kunsten ind. Lade være med at glo på discount-plakater i IKEA, og i stedet bruge tiden foran en Rembrandt. Nogle værker kræver nemlig tålmodighed, men giver også langt mere tilbage.

Jeg har hørt absurd meget doom metal igennem tiden, og som med alt andet i livet bliver man mere kræsen med alderen. Noget bliver simpelthen sorteret fra. Men Draconian har altid været genrens svar på en Rembrandt. Ikke bare flot på afstand, men med værker man kan fortabe sig i timevis ved. Det mærkelige er, at det næsten er umuligt at forklare præcis, hvorfor de er så unikke. Er det Lisa Johanssons fløjlsbløde og hjemsøgende vokal? De sørgmodige passager? Eller de naturlige guitarovergange? Jeg tror i virkeligheden, at det handler mere om Draconians evne til at omsætte smerte til lyd. Fremmedgørelsen, ensomheden og jagten på mening i en verden, der føles mere og mere som et overfyldt venteværelse uden nogen udgang. Er Ebola nu på vej? Betyder det noget, for kan vi overhovedet gøre noget som individualister for at stoppe det? Temaet på In Somnolent Ruins kredser denne gang om Platons sjæleteori, og ”Anima”, latin for sjæl, og det er pladens følelsesmæssige centrum. Nummeret blev skrevet helt tilbage i 2019 af Anders Jacobsson og handler om følelsen af at være komplet fortabt. Gæstevokalist Daniel Änghede leverer en flot præstation, så stærk, at man næsten glemmer at trække vejret, mens han synger. Det er samtidig et perfekt eksempel på, hvordan man kan udvide sit udtryk uden at miste sin identitet. Se blot lyrikken ”For my heart is tired, tired from trying, freeing the soul from all this dying.”.

“Misanthrope River” bevæger sig tættere mod funeral doom, og åbner med en massiv, nedstemt mur af guitarer. De slæbende riffs føles som at vade gennem mudder med betonstøvler på. Tungt, trist og uimodståeligt. Nummeret er allerede nu blandt de stærkeste skæringer i 2026. In Somnolent Ruins er næsten en perfekt udgivelse, men små skønhedsfejl sniger sig ind hist og her. Omkvædet i ”I Welcome Thy Arrow” virker en smule forceret, og ”I Gave Your Wings” er simpelthen for langt og ensformigt. Men det er småting på en ellers fremragende skive.

Endnu et hit

In Somnolent Ruin er en følelsesmæssig attraktion i særklasse. Tempoet er veltænkt, mørket kompakt, og albummet kræver, at man faktisk stopper op og lytter, nyder teksterne, og forstår handlingen. Men gør man dette, bliver man belønnet med en af de smukkeste og mest helstøbte doom-udgivelser i lang tid. Lisa Johanssons tilbagevenden har genantændt den helt særlige gnist, der altid har gjort Draconian til noget specielt. Måske var det lige præcis, hvad bandet trængte til, efter en ellers succesfuld periode med Heike Langhans. Noget nyt. Var seks år ventetiden værd? Absolut.