Graphic Nature
Vellyd i det vilde
Der var allerede godt fyldt op foran scenen, da britiske Graphic Nature sparkede hardcorepakken i gang. Fire bands var der på plakaten, og publikum var mødt talstærkt op denne onsdag i Pumpehuset, selvom det var tidligt på aftenen. Det var tydeligt, at de fremmødte var spændte og klar på at opleve metalcorebandet. Med deres eksistens siden 2018 har de to udgivelser i ryggen, den seneste værende Who Are You When No One Is Watching? fra 2024.
Bandet trådte ind på scenen i næsten koordineret tøj. Alle undtagen forsangeren havde windbreaker på med hætten trukket godt op om hovedet. Dette gjorde, at forsanger Harvey Freeman skilte sig ud i både udtryk og attitude – det var ham, der styrede showet. Fra første nummer satte de gang i publikum, og stemningen blev hurtigt intens. Opfordringer til at smide armene i vejret og kaste sig selv ind i en circle pit blev mødt med entusiasme. Lyden var i begyndelsen mudret, men blev gradvist fikset, hvilket gjorde, at vokalen skilte sig ud i den ellers bombastiske lydmur.
Udover musikken i sig selv var der et fint øjeblik, hvor Freeman talte om mænds mentale helbred og vigtigheden af at turde vise følelser og være sårbar. Trods mange af os har fået en anden holdning med os fra vores fædre og bedstefædre. Et meget følsomt og stærkt øjeblik. Humor blev det dog også til undervejs, da det blev nævnt, at bandet havde været på druk med bandet, der skulle spille senere på aftenen, Crystal Lake. Freeman proklamerede, at han havde smadret sin stemme af den grund, fordi der blev skrålet lidt for meget med på Bon Jovi til nævnte bytur.
Musikalsk leverede de en energisk performance. Det efterhånden klassiske sid-ned-og-hop-op blev også taget i brug, og måske det er grundet denne anmelders gamle slidte knæ, jeg ikke er fan af denne sport, men salen adlød troligt kommandoen. Det var ikke aftenens mest overrumplende koncert, som Graphic Nature formåede at skabe, men de satte et solidt præg og fik varmet salen godt op. Ambitionerne er tydelige, og som de selv sagde fra scenen, så var det netop takket være publikum, at de nu stod her, hvor de havde drømt om at være med deres musik.
Sætliste:
Headstone
Locked In
Sour
N.F.A.
Killing Floor
White Noise
Bad Blood
Fractured
UnityTX
Rapmetal med Texas-temperament
Fra første beat var det tydeligt, at UnityTX ikke kom for at snakke pænt. Den Dallas-baserede kvartet gik på scenen, og hvis man ikke kender dem i forvejen, så forestil dig (Hed)PE på steroider. Med deres debutalbum udgivet i 2023, Ferality, har de ikke mange år på bagen. Men det kunne bestemt ikke mærkes, for de virkede scenevante og havde en god kontakt til publikum. Med forsanger Shaolin G’s fængende charme bad han hurtigt publikum om ikke at være nogle ’pussy ass niggas’, men i stedet opføre sig som ’assholes’. Hermed var tonen sat for en koncert, hvor energien og håndtegnene fik lov til at rase uhæmmet.
Shaolin G, der var iført en thrown-trøje, vekslede mellem skarpe rapvers, frådende råb og brutale pigsqueals. Vokalen var lige så bestialsk som illustrationen af den bulldog, der prydede bandets backdrop. Lyden var generelt en udfordring denne aften, men vokalen gik her klart igennem, og dagen derpå huskes koncerten som dén med bedst lyd.
Der blev skudt med skarpt fra scenen, og selv om det var en metalfest uden lige, så måtte vi ikke glemme, hvor rappen hører hjemme. ’It’s a hiphop track, don’t mosh like assholes – jump if you want”, lød det fra scenen, inden der blev krævet: ’Copenhagen, move your fucking feet!’. Og det gjorde folk, så man kunne frygte, at gulvet ville give efter. Forrest i salen var der nærmest konstant liv og lemmer i bevægelse, selvom de bagerste rækker stadig virkede tøvende. Men jeg tvivler ikke på, at gruppen fik vundet nogle nye fans til denne koncert. Med nummeret ”DIAMOND DIEZ” blev gulvet foran scenen dedikeret til kvinderne i publikum, og mændene blev bedt om at forlade pitten.
Bandet var klart aftenens overraskelse for mit vedkommende, og jeg havde glemt, hvor godt det kan være, når et band formår at skabe ægte rapmetal. Da sidste nummer, ”ROC SH!T”, satte ind, stod det da også som bøjet i neon. UnityTX leverede ikke bare rapmetal. De var rapmetal i ånd og sjæl. En sammensmeltning af aggression, groove og attitude, der overbeviste størstedelen af salen om, at det her er fremtiden for crossovergenren. De kom langt ud over scenekanten med deres energi og spillelyst, kombineret med charme, humor og dygtighed på deres instrumenter.
Sætliste:
WORLD OF MALICE
PLAYING FAVORITES
CROSS ME
HEINOUS
BANG SH!T
HAIL MARY
DIAMOND DIEZ
RUCKUS
ROC SH!T
Crystal Lake
Genfødsel i krystalsøen
Inden gruppen overhovedet gik på scenen, var salen fyldt af forventning. Folk hujede, og der var spænding i luften, hvilket skulle vise sig at være velbegrundet. For selv med manglende lyd på vokalen leverede det japanske metalcoreband en koncert med mere energi, end de fleste kan følge med i.
Det hele startede i fuld fart, men det blev hurtigt tydeligt, at der var problemer med lyden. Forsanger John Robert Centorrinos vokal faldt helt ud og var generelt alt for lav, selv da den vendte tilbage i andet nummer. Trommerne var til gengæld skruet op til elleve, hvilket gjorde lydbilledet mudret og rodet. Dette var en skam, for bandets spilleglæde og tilstedeværelse var i top.
Bandet har eksisteret siden 2002 og har fem albummer bag sig; det seneste værende Helix fra 2019. Det kunne da også mærkes, at herrerne kender deres virkemidler. Der blev konstant opfordret til bevægelse, hænder i vejret og moshpit i bedste stil. Centorrino, det eneste ikkejapanske medlem, var skaldet og tatoveret over hele issen og udstrålede en nærmest karismatisk galskab. Selvom deres attitude til tider tangerede det lidt for selvfede, så virkede det. De havde fansene med sig, særligt i pitten, hvor stemningen næsten kogte over med wall of death, gentagne circle pits og stagedives. Publikum blev endda personligt inviteret op på scenen for at kaste sig ud i mængden – det var hardcore kaos på den fede måde.
Det var svært ikke at lade sig rive med, når Centorrino råbte ’We are fucking Crystal Lake’ og proklamerede ’Welcome to the fucking rebirth’ med teatralske armbevægelser, der inkluderede publikum i genfødslen.
Koncerten sluttede i rendyrket hardcorekaos med folk på scenen og stagedives i flæng, samtidig med at flere af bandmedlemmerne prøvede at tale i munden på hinanden i mikrofonerne. Lydproblemerne var tydelige hele vejen igennem, og det trækker desværre ned, men Crystal Lake beviste, at de med attitude, rutine og vildskab kan vinde selv de skeptiske. Mig selv inklusive.
Sætliste:
Blüdgod
Disobey
Hail to the Fire
SIX FEET UNDER
Mephisto
Denial
Rebirth
Lost in Forever
Apollo
thrown
På skuldrene af en perfekt debut
Gutterne i thrown har i den grad sat sig på verdenskortet med deres debutalbum fra sidste år, EXCESSIVE GUILT. En udgivelse, denne anmelder kvitterede med topkarakter. Derfor var det også med tårnhøje forventninger, at Pumpehusets store sal tog imod det svenske hardcore-/nu-metalfænomen. Nu som headliner og for kun anden gang i Danmark. Med sådan en hype kunne det kun gå to veje: triumf eller skuffelse. Og selvom koncerten ikke helt matchede pladens overrumplende effekt, skabte bandet en stærk oplevelse for publikum.
Skarp æstetik og energisk smadder
Allerede fra første beat var det tydeligt, at dét her var, hvad folk havde ventet på. Den tætpakkede front af salen summede af forventning, og da et trap-agtigt beat blæste ud af højtalerne, trådte bandet ind på scenen. Første nummer, ”backfire”, gik i gang, og bandet så sig ikke tilbage. Visuelt var det gennemført fra start, med minimalt lys på scenen og ellers én dominerende farve ad gangen kombineret med et brutalt effektivt strobe-lysshow, der støttede musikken fænomenalt.
Lyden var dog ikke helt i sync til at begynde med. Trommerne fyldte meget i lydbilleder, og de elektroniske elementer, som ellers er en væsentlig del af throwns signatur, druknede desværre i mikset. Først omkring tredje nummer, ”look at me”, blev niveauet justeret til det bedre. Men generelt set var de elektroniske elementer mangelfulde i lydbilledet, hvilket var en skam. Bandet spillede dog med kirurgisk præcision og skabte en naturlig autoritet, der tydeligt viste, hvorfor de er blevet udråbt som et af de mest spændende nye navne i genren.
Publikumsresponsen fejlede heller ikke noget. Moshpitten var i gang nærmest fra start, og der blev stagedivet og smadret igennem næsten hele vejen op til bagerste række. Under ”bloodsucker” stod folk som sild i en tønde, og ved ”on the verge” eksploderede salen i et kollektivt udbrud af energi, der fik selv de mest skeptiske i lokalet til at give sig hen.
Men selvom intensiteten på gulvet var enorm, manglede der desværre lidt fra scenen i forhold til interaktion. Forsangeren udstrålede et stærkt nærvær og karisma, men havde ikke den store kontakt til publikum udover et par ’thank you’ indimellem. Hvilket, desværre, fik det hele til at føles en smule rutinepræget. Som var det endnu en dag på jobbet, hvilket nok ikke har været planen. Måske har pointen nærmere været at lade musikken tale for sig selv og klemme så mange numre ind som muligt. Hvilket da også skete med 14 styk leveret på lige under 35 minutter. I det store billede var det dog ærgerligt, for det trak lidt ned i den ellers imponerende fremførelse.
Et varsel om noget større
Med lidt over en halv times spilletid satte thrown alligevel et kraftfuldt aftryk. Det korte sæt var pakket med energi og et visuelt udtryk, som stod snorlige. Og selv om jeg står tilbage dagen derpå med en snert af skuffelse over den manglende publikumsforbindelse, ændrer det ikke på, at thrown leverede en koncert, der var både intens, velspillet og visuelt forførende. Kombineret med det lettere mangelfulde lydbillede, der ikke gav plads til det, de ellers er kendt for, udløser koncerten en flot karakter på 8 kranier.
De er stadig bedre på plade end på scenen. Men potentialet er åbenlyst. Jeg er ikke i tvivl om, at næste gang, thrown spiller i nærheden, står jeg klar igen. Og jeg kan sagtens se dem tage næste skridt op til en af de store scener på for eksempel Copenhell. Det skal nok blive vildt, vanvittigt og vellykket.
Sætliste:
backfire
nights
look at me
parasite
bloodsucker
vent
dislike
new low
guilt
bitter friend
dwell
on the verge
so done
grayout
