Pivstille publikum påskønner præstens prædiken

Der var langt fra fyldt i Pumpehuset denne aften, men det var heller ikke forventet. Thrice er et band, som har inspireret mange musikere derude, men de har altid været et nicheband i Danmark og har aldrig fået en kæmpe tilslutning af fans. Kransalen var derfor kun lidt over halvt fyldt. Heldigvis var langt de fleste trukket op foran, så der var tæt pakket ved scenen.

Thrice trådte ind på scenen uden de store dikkedarer og lagde fra land med “Blackout” fra deres nyeste album, Horizon/West, som havde et dejligt nemt omkvæd at råbe med på – hvilket dele af aftenens publikum også gjorde. Det stod klart fra start, at bandet var i god form, trods det var første show på turnéen. Der var energiske bevægelser med kæmpe swing på scenen fra trioen på strengene, og Kensrues unikke stemme stod næsten lige så flot som for 20 år siden.

Den første helt store begejstring denne aften kom dog, da de spillede “The Artist in the Ambulance” fra albummet af samme navn. Allerede da det meget genkendelige guitarriff startede sangen, lød der jubelbrøl fra forreste række, og der var bestemt et segment, som kunne synge med.

Helt lige så overbevisende var det dog ikke, da bandet senere spillede “Paper Tigers” fra selvsamme album. Den er til dato en af Thrices tungeste sange, men skrigene sad ikke helt i skabet, og omkvædets massive instrumentering flatlinede desværre lidt i Pumpehusets lydrammer.

Dette var heldigvis aftenens eneste rigtige nedtur, for resten af sættet strålede den amerikanske kvartet. Særligt flot blev det, da de spillede “Beyond the Pines”, som næsten kan kategoriseres som en ballade. Alle aftenens cirka 350 gæster blev helt pivstille og påskønnede Kensrues a cappella-afslutning på sangen. Det er meget sjældent, at man kan få så mange koncertglade danskere til at blive så stille og bare nyde momentet, men den magi mestrede Thrice.

På klassisk vis sluttede de af med den hidsige “Deadbolt” fra The Illusion of Safety, som altid har været en fanfavorit og fik de mest dedikerede fans til at skråle med. Et stilsikkert og yderst værdigt punktum for aftenen.

Magi og nostalgi

Der var ingen tvivl om, at når Thrice var bedst, blev det næsten magisk. Mange af koncertens store momenter bundede dog i nostalgien, og man kunne godt fornemme, at mange af de nye sange ikke havde haft samme betydning for publikum. Det gjorde også, at koncerten kun momentvis ramte de helt høje klinger af eufori.

Med det sagt blev det leveret flot, rutineret og med stor stilsikkerhed af bandet selv, og der var ikke mange fingre at sætte på deres optræden, som kom godt rundt i deres kæmpe katalog af sange.

Personligt kunne jeg dog godt have brugt en sang eller to fra The Alchemy Index I–IV. For eksempel ville en akustisk udgave af “Come All You Weary” have klædt sætlisten flot.

Nuvel – det var dejligt, at bandet var tilbage, og for undertegnede var det stort at kunne få sat et flueben ved at have set dem live. Forhåbentlig tager det ikke 20 år igen, før de vender tilbage.

8/10