Shred

Fra Sy’fyn til NBRO

Forventningerne til Shred var mærkbare, da de indtog rollen som aftenens opvarmning. Efter udgivelsen af debutalbummet The Art of Being Invisible i 2023 har bandet opbygget et ry i det sydfynske for at levere autentisk hård rock med rødder i de gyldne årtier. Tidligere optrædener på scener i hjemstavnen har vist et band i udvikling, og med friske roser fra de seneste anmeldelser i ryggen var der lagt op til en lektion i klassisk rock-håndværk.

Det er li'som Bon Jovi

Shred lagde ud med en energi, der med det samme cementerede deres ry som et liveband, der ikke går på kompromis med de klassiske dyder. Som det tidligere er blevet bemærket i anmeldelser af deres shows, besidder kvartetten en udpræget 'no nonsense-attitude', hvor musikken får lov til at tale for sig selv uden overflødigt fyld. Under titelnummeret fra deres debut trådte bandets evne til at kombinere tunge, støvede riffs med en moderne nerve tydeligt frem. I det nummer nærmer vi os heavy, hvor de ellers stilistisk bevæger sig i et krydsfelt mellem 70’ernes blues-baserede tyngde og 80’ernes mere direkte arena-format, hvilket giver numrene en tidløs kvalitet. Let fordøjeligt og bestemt ikke en lytterudfordring. Især i de mere tempofyldte passager blev der leveret med spilleglæde og teknisk overskud. Jeg husker mest talkbox fra Bon Jovis “Livin' On A Prayer”, og det var egentlig en god oplevelse at se sådan en sag i brug igen. Det passede glimrende til Shreds lyd og gav en afvekslende guitarlyd, der kan give lidt adspredelse fra standardrocken. Vokalen var dog der, hvor jeg oplevede, at Shred har noget, der kan løfte dem over alle mulige andre hobby-rockbands. En organisk lyd, hvor vokalen var rå og samtidig melodisk, skar igennem og fastholdt publikums opmærksomhed. Forsanger Stefan Simony lod til at have noget på hjerte og havde evnerne til at få det ud over scenekanten. Det var tydeligt, at bandet har finpudset deres samspil gennem mange liveoptrædener. Guitarister og bassist sang desuden virkelig meget kor på numrene, der var med til at skabe en intens atmosfære, og som til tider genskabte illusionen om en 1990-rockklub for mig.

Rockmaskinen er smurt og klar

De leverede en præstation, der både teknisk og energimæssigt beviste, at de kunne sætte scenen som solidt opvarmningsband. Konklusionen må være, at Svendborg-drengene har knækket koden til den gode live-oplevelse. Masser af attitude, stærke sange og et godt bundniveau samt et vokalpotentiale, der gerne må udfordres, hvis det skal løfte sig til mere.

6/10

Tailgunner

Klar til takeoff med de britiske bagskytter

Siden Tailgunner ramte scenen med deres debutalbum, Guns For Hire, i 2023, har de britiske knægte været udråbt som de retmæssige arvinger til NWOBHM-tronen. Med en energi, der minder om Iron Maiden i de tidlige 80’ere, har forventningerne til deres live-optrædener været tårnhøje. Deres seneste album, Midnight Blitz, fra tidligere i år fik fine anmeldelser her på sitet, og koncerten på Stengade var den første, hvor de selv skulle headline på deres Midnight Blitz-turné. Ville det blive fedt at høre arvingerne til den nye, nye bølge af britisk heavy metal, eller ville det blive en bleg version af den tidligere nye bølge?

Det nye nye ligner det gamle til forveksling

Fra det sekund introen tonede ud, og bandet eksploderede på scenen, var der ingen tvivl om dagsordenen. Tailgunner spiller ikke bare heavy metal, de er heavy metal. Forsanger Craig Cairns besidder en vokalvidde, der sender tankerne direkte mod en ung Bruce Dickinson eller Michael Kiske, og han ejede scenen fra første strofe i åbningsnummeret, ”Shadows of War”. Lyden var skarp og med en præcision, der sad lige i skabet.

Et af aftenens absolutte højdepunkter var den lynhurtige ”White Death”. Sangen, der hylder den finske snigskytte Simo Häyhä, blev leveret med en aggressivitet og fart, der fik publikum i højt humør. Her viste Thomas Hewson, hvorfor han er bandets motor, hans buldrende basgang lagde det perfekte fundament for de galoperende rytmer, mens han uafbrudt piskede en stemning op. Det var tydeligt, at Tailgunner har studeret deres klassikere, men de formår at injicere en moderne vitalitet, der gør, at det aldrig føles som et rent nostalgi-trip. Det var ikke sådan, at publikum gik amok, og der opstod pit, men stemningen var i top, og der blev ivrigt nikket med hovederne med brede smil på alle fremmødte.

I ”Crashdive” så vi bandet fra deres mest melodiske side med storladne korstykker. Scenografien var simpel, men effektiv – med masser af læder, nitter og de klassiske 'rock-poses', som vi elsker. Det, der virkelig adskiller Tailgunner fra mængden af retro-bands, er deres evne til at skrive hooks, der sidder fast efter første lyt. Der var ingen svage led i sætlisten, og selv de mere tekniske passager i titelnummeret fra deres første album, ”Guns For Hire”, som de sluttede af med, blev eksekveret med et overskud, der vidnede om et band, der har brugt utallige timer på landevejen. Det var en opvisning i, hvordan man revitaliserer en genre uden at gå på kompromis med rødderne.

Heavy metal lever endnu

Tailgunner beviste denne aften, at de ikke bare er endnu et 'throwback-band', men kan være de nye store i NWOBHM. De leverede varen med en professionalisme og en intensitet, som mange ældre bands kunne lære noget af. Hvis man kom for at høre hurtige riffs, tårnhøje vokaler og se et band, der rent faktisk så ud til at nyde hvert sekund på scenen, blev man ikke skuffet. Missionen var fuldført, og med koncerter som denne i bagagen ser fremtiden for de britiske bagskytter lys ud. Hvis jeg skal dryppe lidt malurt i bægeret, kan det være, at deres professionelle tilgang til gennemført udklædning og koreografi fik det til at føles lidt som i teatret, hvor strålende skuespillere fremfører andres manuskripter. Men hvad gør det, når man i et par timer har været top underholdt og kastet tilbage til årtierne inden lændesmerter?

Sætliste:

1. MIDNIGHT BLITZ
2. WHITE DEATH
3. SHADOW OF WAR
4. TEARS IN RAIN
5. FOLLOW ME IN DEATH
6. WAR IN HEAVEN
7. WARHEAD
8. REBIRTH
9. DEAD UNTIL DARK
10. CRASHDIVE
11. BARREN LANDS & SEAS OF RED
12. EULOGY
13. GUNS FOR HIRE

8/10