Blandede forventninger
Det er altid med en vis nervøsitet, at man tropper op til koncert med dinosaurbandene fra ens tidlige fortid. Sidste år så jeg Scorpions eller rettere: Jeg så noget, der mest af alt lignede en voksfigur, som på magisk vis kunne bevæge munden, stå med fødderne limet fast til scenen under en hel koncert. Andre gange bliver man positivt overrasket; faktisk har man en god oplevelse, hver gang man ser Iron Maiden, så overraskelse kan det vel næppe være. Jeg havde aldrig før været til koncert med Sweet, så jeg kendte med andre ord ikke dagsformen. Men jeg er glad for deres bagkatalog og synes i øvrigt, at de er et af de mest misforståede bands i rockhistorien, i hvert fald på vores breddegrader. Aftenens koncert var med siddende publikum; noget, jeg personligt ikke har prøvet, siden verden var på den anden ende over corona.
Animalyze
Det ville have været et ønskescenarie, hvis man til aftenens koncert havde fået gendannet enten Mabel eller Walkers, så de kunne åbne koncerten. Valget af Danmarks unge glamrockhåb Animalyze var nu heller ikke så tosset. Drengene leverede et fint opvarmningsjob. Spilleglæden var stor, og særligt guitarist Clay Ronson og bassist Mike Lauren havde en smittende energi og virkede til at stortrivedes på scenen. Det var tydeligt, at kvartetten havde fået godt med turnéerfaring med debutalbummet Powerhouse i ryggen. Sangene sad lige i skabet, og der var styr på rutinerne. Hele scenen blev brugt; desværre med det resultat, at når guitarsoloerne blev spillet helt ude i den ene side, så foregik det i halvmørke. Gruppen havde ikke deres eget bagtæppe med. Lidt ærgerligt, når nu man var opvarmning for et så legendarisk navn foran et stort publikum. Så kunne Animalyze-logoet jo have bidraget til et længerevarende indtryk i beskuernes bevidsthed. For lad mig bare være ærlig: Der var ikke en sjæl blandt de fremmødte, som anede, hvem Animalyze var. Men måske fik drengene alligevel vundet sig nogle nye fans; det var i hvert fald til stående bifald fra hele salen, at de glade spillemænd forlod scenen.
Sætliste:
Powerhouse
Wild For Free
Dr. Chemical
Rock N Roll (Led Zeppelin-cover)
Hunter Of The Night
Kings Of The Night
Sweet
Lidt om generationskløft
Mit første minde om Sweet kommer fra min tidlige barndom. Jeg var sammen med mine forældre på besøg hos et vennepar, som var indehavere af noget så eksotisk som en parabol. Det betød, at aftenen gik med at se et tysk underholdningsprogram. Under det program stillede Sweet sig på scenen, iklædt sorte læderjakker plus Raybans, og fremførte ”Teenage Rampage”. I stuen var der bred enighed om, at det var et ”forfærdeligt spektakel”. Mine forældre har vel været omkring tredive år på det tidspunkt. Men kilden til forargelse fortæller nok mindre end den konservative opdragelse, der har fundet sted ude i den jyske muld, som må være årsagen til, at der ikke skulle så meget til, før mazarintærten kom galt i halsen.
Sweet er mere end hitz, blitz, wam bam, sjov sjov, bedstefar Joe og lille Willy
Sweet entrerede scenen og lagde ud med ”Action” og ”Hellraiser” – to let genkendelige numre, som dog alligevel ikke fik publikum op af stolene. Heldigvis var der fuldstændig styr på lyd og lys, og alt tegnede i retning af en storslået koncert. Musikalsk var bandet i topform, der var prioriteret plads i sætlisten til andet end publikumsfavoritter, og de mere heavy numre som ”Circus”, ”Lost Angels” og ”Set Me Free” viste en gruppe, som ikke blot red på en bølge af nostalgi, men stadig brændte for at spille og vise, at de kunne leve op til mere end minimumskrav.
Guitarist Andy Scott er eneste tilbageværende originale medlem i Sweet. Der har udover det originale Sweet været tre forskellige versioner af bandet. Andy Scotts udgave er det længst eksisterende og – siden Andy Scott også er det eneste nulevende medlem af det oprindelige orkester – også det, der denne aften underholdt i kongrescenteret i Herning. Halvvejs inde i koncerten proklamerede forsanger Paul Manzi, at Andy Scott skulle have en pause. Under denne pause fremførte resten af bandet et medley af bubblegumglam-klassikerne ”Co-Co”, ”Funny Funny” og ”Poppa Joe”. Det var noget, stolerækkerne kunne lide, og herfra fulgte en lind strøm af kæmpe hits, og resten af koncerten foregik nu foran et medrevet publikum, der ikke længere sad ned. Der var en god kommunikation imellem særligt Andy Scott og koncertgæsterne. Som for eksempel da en kvinde rejste sig op i salen og forsøgte at interagere med bandet, og Scott med skøn britisk humor svarede: ”This isn't Q&A, we're not politicians, you know. Are you trying to say you slept with Brian Connolly?”.
For halvtreds år siden indledte Sweet deres skandinaviske turné med en koncert, der også var i Herning. Det bemærkede Andy Scott og fortalte, at han havde truffet nogen denne aften, som også var til stede ved koncerten for et halvt århundrede siden. Det sendte naturligvis nogle hænder i vejret, for der var åbenlyst flere gengangere, hvortil guitaristen udbrød: ”That's fifty years ago, how are you still alive?”. Men stemningen blev kortvarigt mere alvorlig, da han fortalte, at han selv bliver syvoghalvfjerds år i 2026, og at han har prostatakræft. Med sin britiske lune sendte han derfor budskabet ud til alle mænd, at hvis vi havde problemer med tissetøjet, så skulle vi få det tjekket; det er så nemt at fikse, hvis det bliver opdaget tidligt.
De resterende medlemmer af Andy Scotts Sweet er betydeligt yngre end ham selv. Og de leverede med utrolig nøjagtighed fremragende versioner af bandets klassiske sange. Vokalharmonierne, falsetkor og de teatralske elementer, som er så stor en del af Sweets lyd, blev gengivet med stor respekt for originalerne.
We want Sweet!
Jeg havde nok ikke forventet nogen prangende koncert fra det aldrende orkester. Jeg var også overrasket over, at den store koncertsal ikke var halvtom, men faktisk tæt på udsolgt. Publikum var paradoksalt nok mine forældres generation, og jeg fornemmede, at de gik glade derfra efter halvfems minutters ”forfærdeligt spektakel”. Sweet har altså stadigvæk deres berettigelse på livescenen. På pladefronten er der nok næppe den store indtjening, selvom de faktisk i 2024 udgav det fuldstændigt oversete Full Circle-album. Som i øvrigt er en ret god hardrockplade.
Aftenen var altså ikke kun et stort nostalgitrip tilbage til halvfjerdsernes glam og glitterrock; det var også en version af Sweet, som Andy Scott kan være bragende stolt af. Som med stor dygtighed spillede hits nok til, at de, der var kommet, kunne gå derfra uden at føle, de manglede noget. Der kunne have været et par store numre mere blandt aftenens sange, eksempelvis ”A.C.D.C.” eller ”Sweet F. A.”, så skulle koncerten bare have været længere, for ellers ville det nok blive på bekostning af mindre profilerede numre fra første halvdel af sætlisten, og dem ville jeg nødigt have undværet.
Sætliste:
Action
Hellraiser
Burn On The Flame
Circus
The Sixteens
Lost Angels
Windy City
Set Me Free
Co-Co/Funny Funny/Poppa Joe (medley)
Teenage Rampage
Wig Wam Bam
Little Willy
Love Is Like Oxygen
Fox On The Run
Ekstranumre:
Blockbuster
Ballroom Blitz