SKYND
’You’re the one who can’t look away’
Få dage inden aftenens koncert med australske SKYND var undertegnede til foredrag med FBI Criminal Profiler Florence McLean omkring seriemordere. Hun startede foredraget med ordene: ’De er derude.’ Altså seriemorderne. Men dem, der er fascineret af disse menneskers handlinger, er der i dén grad også. Aldrig før har man som forbruger fået smidt så meget true crime-indhold i skallen, som man gør i disse år. Alle vil høre om, hvor, hvordan og hvorfor denne ondskab finder sted. Men hvem er egentlig monsteret?
I Netflix-serien Monster: The Ed Gein Story fra 2025 blev den fascination vendt direkte mod seeren. Skuespiller Charlie Hunnam, der portrætterede Ed Gein, kiggede ind i kameraet og sagde: ’You’re the one who can’t look away.’ Og det er måske netop dér, SKYND rammer hovedet på sømmet. For hvorfor stod der så mange mennesker klar i Amager Bio for at se et band, der laver musik om seriemordere – og ovenikøbet nød det?
True crime på vers
Denne anmelder har før set SKYND på Copenhell og i Lille VEGA, men hvor førstnævnte var for stort (og for lyst midt om eftermiddagen), var sidstnævnte for, nuvel, lille. Bioen i Amagers større sal passede klart bedre til bandets format med deres flotte lysshow og det hypnotiserende stroboskoplys undervejs.
Koncerten føltes fra start som alt andet end en klassisk liveoplevelse. Før bandet gik på scenen, blev der afspillet en introduktion med ordene ’Hi. I’m SKYND, and I play true crime music’. Dette satte fuldstændig rammen for, hvad vi skulle til at opleve. Derefter blev første nummer, ”Michelle Carter”, indledt med et ægte nyhedsklip fra sagen. Et greb, der blev brugt som introduktion til flere af numrene. Dette gav en dokumentarisk ramme, hvor man konstant blev mindet om, at fortællingen ikke er fiktiv – det er sket i virkeligheden. Dette fungerede rigtig fint, også fordi SKYND ikke henvender sig til publikum med andet end et ’Thank you’ i ny og næ. Det ville formodentligt ikke fungere særligt godt, hvis hun snakkede mellem numrene, da det ville bryde hendes persona.
SKYND stod ofte midt på scenen og leverede sine karakteristiske maniske armbevægelser. Som var hun en form for dukke, der blev styret af dukkemesteren. Hun bevægede sig dog også rundt og indtog hele scenen. Indimellem satte hun sig på hug yderst på kanten og sang direkte til publikummet på de forreste rækker. De to bandmedlemmer på scenen var nærmest usynlige i deres sorte kutter og med sorte instrumenter, hvilket kun fik SKYND til at skinne endnu mere som frontfiguren. Der var generelt god lyd i bioen denne aften, hvor de solide backingtracks og liveinstrumenter smeltede fint sammen. Desværre druknede vokalen indimellem en smule i mikset, men når der var plads i lydbilledet – som på “Aileen Wuornos” – stod SKYNDs stemme stærkt og viste, at hun faktisk er en virkelig dygtig sanger.
Publikum var en historie i sig selv. Der blev klappet og hujet efter numrene, men ellers stod folk meget stille. Det var først til sidst i sættet, at der kom mere bevægelse på gulvet. Men selv her var det behersket. Som om der var en fælles forbindelse mellem beskuerne med undren over, om det overhovedet var okay at deltage i en koncert med dette tema. Som en ven sagde undervejs: ’Det er ubehageligt, hvor fedt det er.’ Og det blev da også ubehageligt undervejs, særligt under “Columbine”, hvor der var flere håndpistoler i luften. En sang, der omhandler det amerikanske skoleskyderi, hvor to elever skød og dræbte 13 mennesker, inden de tog deres eget liv. Det var dog, som om folk gennem nummeret opdagede, at det føltes forkert, og erstattede håndpistolerne med horn eller knyttede næver.
Mod slutningen, med numrene “Tyler Hadley” og især “Mikhail Popkov”, løsnede det lidt. Sidstnævnte føltes næsten som en feststarter med sit klubagtige beat – hvilket i denne kontekst var decideret bizart. Men samtidig løftede det stemningen og fungerede perfekt som afslutning på de i alt 19 numre på halvanden time, og man gik derfra med en følelse af, at nu skal vi ud at feste.
Hvem er egentlig monstret?
Ovenstående kan måske lyde nedslående eller negativt, men dette er ikke tilfældet. Selv om SKYND ikke leverede en koncert i klassisk forstand, var det en storslået oplevelse og klart den bedste performance, jeg har set fra bandet. De formår at skabe et univers, man som lytter træder ind i og derved overgiver sig til præmissen. Det var en iscenesat gennemgang af virkelige tragedier, pakket ind i industriel pop/metal og serveret som en slags live true crime-oplevelse. Men selv når det var bedst, lå der hele tiden en underliggende uro. For ligesom i Ed Gein-serien hang spørgsmålet tilbage i luften: Vi kunne ikke kigge væk. Men hvad sagde det egentlig om os?
Sætliste:
Michelle Carter
Elisa Lam
Tamara Samsonova
Andrei Chikatilo
Armin Meiwes
John Wayne Gacy
Edmund Kemper
Richard Ramirez
Robert Hansen
Bianca Devins
Jimmy Savile
Mary Bell
Aileen Wuornos
Columbine
Heaven's Gate
Jim Jones
Gary Heidnik
Tyler Hadley
Mikhail Popkov
