Foto - Thea Oborski
En vikar stævner ud
Her på sitet er det normalt min kollega Lasse Jacobsen, der håndterer de gæve piratpunkere i Skullclub. Men da han befandt sig mere end 250 kilometer væk fra årets festival, måtte undertegnede agere standin. Nu hvor bandet har beskrevet sig selv som et barslagsmål mellem Dropkick Murphys og Magtens Korridorer, så skulle man da også have været et skarn, hvis man sådan en lørdag aften ikke kunne tage vikartjansen og få sig en svingom, samtidig med at man fik et par håndmadder.
Piratskibe sejler også bedst i blæst
Til trods for en ganske stilfærdig entre, så skulle der kun få sekunder af melodien fra “St. Pauli” til, før de første blandt publikum begyndte at svinge træbenet. Vi havde lige været vidner til en magtdemonstration fra Danefae, så hjernen skulle lige omstilles fra pæn prog til piratpunk. Vokalist Troels Bjorholms meget intense, næsten skræmmende blik havde dog ganske gode overtalelsesevner i forhold til at omstille de fremmødte – man turde nærmest ikke andet. Skullclub havde dog ikke behov for en større skræmmekampange, da bandets musikalske præstationer på ”Du Som Lort” lagde ganske udmærket op til både dans og fællessang. Specielt “Manden Uden Hals” fik et par håndfulde af de fremmødte til at danse arm i arm.
Lyden, specielt banjoen, som måtte siges at være det dansables bærende element, var ganske glimrende. At Skullclub bød op til at ryste det gamle skelet, var der dog intet nyt i, det var ganske enkelt indbygget i numrenes DNA. Og på mange måder virkede bandets præstation meget som den, vi havde set fra Trold dagen før. Koncerten blev leveret på et niveau, som man forventede af et band med Skullclubs erfaring, men man fik bestemt ikke indtrykket af, at vi havde gang i det helt store plyndringstogt. Noget man bestemt lagde mærke til, efter hvad man havde set fra både Party Cannon og Danefae. På “Motorsav” lod det dog til, at Skullclub hankede op i sig selv og gik fra at spille acceptabelt til at spille godt. Om det var, som kaptajn Bjorhold selv indrømmede og muligvis indså, fordi Rock & Rul var en metalfestival, og der skulle tungere skyts til, vides ikke, men bandets krudt i røven var bestemt ikke længere vådt. Nu kom energien til at tage på togt, lysten til at for alvor give publikum noget at slå til Søren med og lysten til at levere varen for en god sag. At det også begyndte at blæse op, var egentlig meget sigende for de gæve piratpunkere. Det ville også have været en dødssynd at levere “Knæk Nak Skipper”, som var den en dag på kontoret. Planken blev dog ikke gået helt ud, hvad angår dans og fællessang, men efter at Skullclub havde spillet sig varme, gyngede skibet da bestemt nok, til at man kunne blive søsyg.
Hjemegnens helte blegnede en smule
Med vinden kom heldigvis også viljen fra Skullclub til at svinge træbenet på dækket af det gode skib Rock & Rul. Bandet lyder bestemt godt, selv når de ikke helt er i stødet, men der sker noget fedt, når Skullclub er i stødet. Det var bare ærgerligt, at vi skulle trækkes igennem et lavvandet vandløb, der for de fleste virkede næsten uendeligt, inden de gæve pirater endelig fandt den begravede skat. Og som koldingenser ærgrede jeg mig lige en smule mere end resten.