Kærlighed er kompliceret
Vi har alle noget, vi har et had-kærligheds-forhold til. Ananas er for eksempel min yndlingsfrugt, men jeg kan ikke fordrage den på pizza. Jeg elsker Justin Biebers ”Beauty and a Beat”, men hader samtidig at indrømme det over for andre mennesker. Sådan er der mange ting i livet. Jeg har det lidt på samme måde med Kamelot. Jeg kan rigtig godt lide deres musik, men samtidig er der elementer, som jeg ikke bryder mig om. Jeg synes, at amerikanerne er bedst, når de leverer hurtig powermetal eller sjæleknusende ballader, og værst når det hele bliver for cinematisk, elegant og teatralsk. Dark Asylum skulle efter sigende være Kamelots mest cinematiske/filmiske album til dato. Umiddelbart er det derfor omtrent lige så betryggende, som hvis min lokale pizzamand besluttede sig for kun at sælge Hawaii-pizza. Men kærlighed er kompliceret, ikke?
Som Disney for voksne
Efter en lettere ligegyldig intro kommer første reelle nummer ”Ashen World”, som bedst kan beskrives som musikkens svar på Disney for voksne. Det er positiv og humørspredende musik, storladent i sit udtryk og umiskendeligt Kamelot. Det burde måske ikke ramme så præcist, som det gør, men det gør det altså. Tommy Karevik lyder fabelagtigt og leverer en imponerende alsidig vokal, som han i et interview også har fremhævet som essentiel for udgivelsen. Det at kunne lave ”stemmer”. Balladen ”Ivy, My Dear” er et fremragende eksempel. Hans spoken-word-segmenter er både dystre og varme, for der ligger en sjælden ro i stemmen, som får nummeret til at føles næsten intimt. Et ganske glimrende nummer.
Vi kommer dog ikke udenom, at der også er en del fyld på skiven, som med sine 15 numre har lidt for meget på hjerte. Heriblandt finder vi tre akustiske numre, som for at være helt ærlig alle er forholdsvis kedelige. De er uden tvivl tænkt som et teatralsk element, lidt som når man sidder til en fin operaforestilling og venter på, at næste akt begynder. Problemet er bare, at de hiver tempoet alt for langt ned. Det bliver lidt som en tur i en rutsjebane: ”Nøj, hvor var det et vildt fald! Nå, nu skal vi op igen. Hold da op, der var fart på dér, hva’? Nå, nu kommer kæden og hiver os op igen.” Og sådan fortsætter det. Når Kamelot rammer speederen, fungerer det fremragende, men hver gang de trækker i håndbremsen, går noget af magien tabt.
Kamelot har dog altid været gode til at vælge deres singler, og ”Godlike Alchemy” er et fremragende eksempel. En af mine kollegaer beskrev nummeret som noget, der kunne have været en James Bond-intro. Det har den der filmiske elegance, hvor man næsten forventer, at en Aston Martin kommer drønende rundt om det næste hjørne, mens Tommy Karevik synger om verdens undergang iført smoking. På den måde rammer Kamelot faktisk plet. Dark Asylum har mange dimensioner, og gæsteartisterne er med til at udvide paletten yderligere. Tobias Sammet klarer sig for eksempel glimrende på ”One Last Masquerade”, og det er faktisk dejligt at høre ham på andres udgivelser for en gangs skyld, i stedet for omvendt som vi er vant til fra Avantasia. Men var det nødvendigt med både Clémentine Delauney og Ignacia Fernández på ”Sanctuary”? Nej. Slet ikke.
Teater for masserne
Dark Asylum er en skive, jeg må indrømme, er en smule mere underholdende, end jeg havde forventet. Kamelot er ganske enkelt gode til at skrive sange, og når de selv får lov til at stå i centrum, fungerer det oftest fremragende. Jeg synes dog, det er en smule synd, at gæsteartisterne fylder så meget på udgivelsen. Tommy Karevik og co. er mere end dygtige nok til selv at fylde scenen ud – de behøver slet ikke så mange gæsteartister. Dark Asylum er derfor lidt som en fest, hvor værten har inviteret 15 mennesker, der alle står og deler deres egne historier i køkkenet. Det er stadig en god aften, men man kunne godt tænke sig at høre lidt mere fra værterne.
