Mørkets kompromisløse arkitekter vender tilbage
Den britiske deathcore-kvintet Bound in Fear har over de seneste år markeret sig som et ubehageligt, tungt og kompromisløst navn på den ekstreme metalscene. Mere specifikt spilles der downtempo deathcore, som i stedet for den traditionelle version – ja, du gættede rigtigt – er langsommere og mere kontrolleret. Nu er de klar med deres seneste skive, A Mind Too Sick to Heal, og forventningerne til endnu en tur i det absolutte mørke er tårnhøje. Bound in Fear skuffer ikke dem, der søger musikalsk menneskehad, men spørgsmålet er, om pladen magter at holde spændingen og fremdriften hele vejen igennem det soniske vanvid.
Et kontrolleret og lækkert vanvid
Lige fra første anslag står det klart, at Bound in Fear overhovedet ikke er kommet for at tage det roligt. Udspillet er bygget op som en bevidst og krybende rejse direkte ned i mørket, hvor bandet mestrer balancen mellem eksplosivt moshtempo, lynhurtige blastbeats og slæbende, onde slamrytmer. Det her er bestemt ikke soundtracket til Lady og Vagabonden, men snarere en Cruella de Vil-spacet-ud-på-coke-agtig vanvittig lektion i ekstrem sonisk ondskab.
Albummets absolutte trumfkort er det fænomenale vokalarbejde, som udgør en ren masterclass i variation. Vokalen bevæger sig sømløst fra de mest bundløse, uforståelige growls til skærende screams, som holder lytteren i en konstant uhyggelig og ladet stemning. Samtidig udviser instrumenterne en imponerende symbiose. De hypnotiske guitarer og knivskarpe trommer rammer med en præcision, der guider lytteren igennem en form for vredesfyldt meditation, der nok ikke lige foreløbig bliver yoga nidra.
Spor som det tempofyldte "Soul Casket" brager afsted med fuld smæk fra start, mens det rasende og langsomme "Headcase" står som et af albummets absolutte højdepunkter med sin tunge, Kublai Khan-klingende rytmik. Mod afslutningen skrues der ned for tempoet, og skiven rundes fornemt af i et slæbende, ondt finaleunivers på "Lurking", der efterlader en ødelagt, men yderst tilfreds lytter tilbage.
Selvom pladen fastholder et nådesløst greb, eksperimenterer Bound in Fear sine steder med dynamikken og opbygningen. Lytteren kastes løbende rundt mellem voldsomme udbrud og mere mystiske, stemningsskabende intermissions samt stykker helt uden musik, som skaber en mærkelig og ubehagelig ro. Normalt er jeg ikke stor beundrer af ophold i musikken på denne måde, men lige i dette tilfælde så fungerer det, hvis man gennemlytter albummet fra start til slut.
Jeg tror ikke, jeg kan sove i nat
Bound in Fear leverer med A Mind Too Sick to Heal et kompromisløst, ekstremt og velproduceret mørkt album, der mestrer balancen mellem eksplosiv aggression og slæbende ondskab. Selvom pladens afbræk og stemningsskabende pauser udfordrer fremdriften, lykkes det bandet at holde lytteren i et fast greb – særligt takket være en fremragende vokalpræstation. Instrumentalt er der ikke meget at kommentere, og bandet leverer præcist, hvad der forventes af et opfølgningsalbum: mere, ondere og bedre. Hvis man kunne indspille et mareridt, så er vi skræmmende tæt på.
