Lørdag 17-3-2012 stod på progressive Rock med Cryptex og Pain of Salvation. Selv havde jeg iført mig et par sorte Jeans, en "Punisher" T-shirt, en håndfuld smøger og en smule tømmermænd. Ingen skulle med kun mig og Pain of Salvation og opvarmingsbandet Cryptex. Pumpehuset var af en underlig blanding fans, da jeg kom. Midaldrende kvinder i læderbukser, den sædavanlige metaller i en Pain of Salvation T-shirt, pubertetsunge med en kærlighed for bandet og ældre mænd med "månen" på hovedet og så var der også mig selv. Jeg har set meget frem, til denne koncert og trængte til at blive "grebet" af noget Pain of Salvation. Denne koncert havde min store forventning.

Cryptex

Cryptex skulle varme denne aften op. Selv anede jeg ikke, hvilket band det var. Det skulle komme mig til gode, da bandet var i særdeleshed underholdene. Bandet er tysk og spiller progressiv Folk rock. Det rene Flower power ræs! Det tre tyske spillemænd lod virkelig dig, som publikum blive peppet op. Forsangeren Simon Moskon, der helt klart også er hjernen på bandet, dansede i sine fine kilt og slog på Tamburin, spillede på bas, Piano og gav den så meget han kunne. De var velspillet og på sin vis var jeg opstemt da bandet var mig ukendt, forventningen var der ikke. Sådan skal et opvarmningsband være, en 45 min. lang koncert, der skal gøre dig klar til dem det handler om. Det gjorde de og er man til den Progressive folk Rock, er de absolut en lytter værd. Ingen sure miner herfra.
Da bandet rundede af, trak jeg mig udenfor. En øl blev drukket og en smøg blev røget. Inden hovednavnet skulle starte blev der skruet op for "Hair – Let the Sunshine In". Der var fred og kærlighed i luften. Var det sådan man havde det i flowerpower tiden? Lyset blev slukket og salen ventede i længsel. Ud af højtalerne startede 20th century fox temaet og derefter Road Salt temaet.

Pain of salvation

Softly she Cries starter det hele i et blåligt lys fra scenen og sikke en start! Daniel Gildenlöw virkede meget veloplagt. Hans stil lyser lidt af Jack Sparrow, i en hvid undertrøje, bare tæer og sort eyeliner. Sikke en udstråling! Klart at de skulle starte koncerten, med et af deres nye numre fra de to Road Salt plader, som udkom i forlængelse af hinanden. Bandet er praktisk talt helt nyt da Daniel Gildenlöw er den eneste der er tilbage af den oprindelige crew. Det er dog også ham der er hjernen bag bandet, for at ikke at sige at det er ham der er Pain of Salvation. Bandet består nu af Daniel Gildenlöw, guitar og lead vocal. Ragnar ZSolberg, guitar, lead og backing vocals. Gustaf Hielm, bass guitar og backing vocals. Daniel Karlsson, keyboards og backing vocals. Léo Margarit, drums og backing vocal. Et virkeligt helstøbt bagkatalog vi har med at gøre.
"Ashes" var næste nummer, vi er tibage til The perfect element: Part I-albummet. God ide at starte nyt og fortsætte med en gammel kending. "Ashes" er et af deres hit og virkelig et helstøbt nummer. Ragnar ZSolsberg beviste dog også at sangen var en af hans kompetencer. WOW! Men tilbage til Road Salt One. "Linoleum" bragede så videre derud af og for hulen Hr. GildenLöw gav den armen. Jeg elsker "Linoleums" slutning, med det rare Fender Rhode- Episke lydbillede, og så sprænger vi det hele i luften, med hårdt pumpende guitar. Pisse fedt mand! "The Deeper Cut" skulle så lede vejen, for endnu er fedt Road salt nummer. Næste nummer var Western guitarens hyldest. En kort bemærkning kom der da også: "Back to a Much Simpler Time… 1979". Jeg troede ikke dette nummer ville fungere live, men det gik faktisk rigtig godt. Flot spillet og ja "…I Remember". Intet kunne forlænge dette nummer end "To the Shoreline", og hvor "folk" agtigt det end er, lyder det godt.
Hr. Gildenlöw og co. tog os så en tur ned af Remdy Lane og intet bedre end "Chain Sling". Hvor rart! Nummeret "The perfect element", som kom i hast efter, kan man heller ikke komme udenom. Mere episk kan det ikke blive. Tænkte hele tiden "The Hero returns home from the battlefield". De synth-stryger er bare fede. Tog mig selv i at synge med og lukke øjnene. Manglede bare den der smøg.
Jeg har håbet og håbet, så barnlig er jeg, at bandet ville spille en enkelt sang fra deres debut album, Entropia. Det gjorde de så og det var det nummer jeg håbede på. "Stress"! Nummeret er meget mærkeligt opbygget. "Stress" er et nummer, hvor man er på arbejde. Polyrytmiske vibrationer og ikke mindst en solo, som er så storladen, at man lader hånden gestikulerer at man spiller med. Et ønske var gået i opfyldelse. Jeg både grinede og måbede, for det fungerede for bandet. "Kindom of Loss" fra Scarsick, var næste sang. Et interessant nummer at spille live, da der bliver remset en del op. Det fungerer godt på et album, men ikke til en live koncert. Nummeret er et "statement" omkring, hvor vi er på vej hen og ikke mindst en løftet fuckfinger, mod USA. Nummeret gav mig den anledningen til at købe en ny øl.
Ikke mindst er det fedt med et nummer, som trækker det hele ned på jorden. "Healing Now" er et lutbasseret nummer. Det er meget "folk agtigt". Der var en hyggelig-lejerbåls stemningen da bandet bare sad der på scenen. Gildenlöw spurgte dertil "Are you John Malkowich?" og "are you dehydrated?" og det var vi vel? Sidste nummer, ikke allersidste nummer, var "No way". Et fedt nummer at afvikle koncerten, ikke mindst pga. den 70’er inspireret lyd.
Scenen mørkelægges og der blev råbt og skreget; "mere, mere, giv os mere for fanden". Daniel Gildenlöw sætter sig derfor bag trommesættet og ud af det blå starter en lille jam. Et tegn bliver givet til scenefolket og Léo Margarit træder ind på scenen, griber mikrofonen og "The Moody Blues – Nights In White Satin" bliver meget pompøst spillet. Dog er jeg i tvivl om det fungerede. Bliver derfor imponeret over Gildenlöws musikalske sfære. Er der noget han ikke kan spille på? Dog er aften ikke slut endnu. "Enter Rain" er en meget dyster sang, fra Scarsick Albummet. Derefter "The Physics of Gridlock" et af mine yndlings numre fra Road Salt Two albummet og til sidst "Sisters", på publikums anmodning. Bandet sagde tak for i aften og os som publikum var mætte!
Den længe ventede smøg var fortrøstningsfuld og lige inden jeg går hjem, hører jeg tre andre sige, "Hold kæft, hvor var det en dejlig koncert!" Og ja, det var virkelig en dejlig koncert og den levede op til forventningerne. Det var et helt soundtrack, til en hel nat!

Set liste
• Softly She Cries
• Ashes
• Linoleum
• The Deeper Cut
• 1979
• To the Shoreline
• Chain Sling
• The Perfect Element
• Stress
• Kingdom of Loss
• Healing Now
• No Way

Ekstra numre
• Jam
• Nights In White Satin – The moody Blues
• The Physics of Gridlock
• Sisters